Søg på hjemmesiden

Ryesgade 68C
2100 København Ø
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Tlf. 3536 6535
Reg.nr. 1551
Kontonr. 7707231
Giro 7707231
CVR 17494694

Projekt Verdensmiddage 2013-2015: Lyt til verden - Smag på verden

Projekt Verdensmiddage fortsætter i 2015 med flere middage i samarbejde med sognemenigheder og lokale Y's Men klubber m.fl.

Hen over den første projektperiode 2013-2014 blev der afholdt i alt 16 Verdensmiddage i udvalgte sogne ud over landet.

 

DET SKER - OG SÅDAN GIK DET 

2015

KØBENHAVN NV: Den 13. februar indbød Tagensbo Kirke til bulgarsk Verdensmiddag. Omkring 60 danskere og herboende bulgarere m.fl. deltog i årets første middag, hvor der var dækket festborde i kirkens sognegård på tredje sal. Efter en indledende fortælling om Bulgarien serverede en herboende professionel bulgarsk kok velsmagende retter fra hjemlandet med blandt andet friskbagt brød som tilbehør. Efterfølgende bød en dansk/bulgarsk duo op til dans og underholdt med folketoner fra Balkan. Aftenen sluttede i kirken med aftensang og læsning af bibeltekst på bulgarsk. 

KØGE: Over 100 danskere, afrikanere og andre deltog i en festlig afrikansk Verdensmiddag, da Ølby Kirke ved Køge den 21. marts for anden gang inviterede til afrikansk Verdensmiddag i samarbejde med en international congolesisk menighed, der de sidste to år har holdt gudstjeneste i kirkens lokaler. Efter en overdådig buffet, hvor man også kunne smage stegte bananer og andre afrikanske lækkerier, bød aftenen blandt andet på bibelquiz og afrikansk flagquiz, modeshow med præmier til de tre flottest klædte kvinder, drama ved den afrikanske børnegruppe, solosang og afrikansk dans. Der blev snakket livligt på tværs ved de festligt pyntede borde, hvor danskere og congolesere - de fleste krigsflygtninge og i dag dansktaklende - sad blandet mellem hinanden. Aftenen sluttede med en stemningsfuld aftensang i kirken på dansk og fransk, hvor både den danske og den congolesiske præst medvirkede.

BRANDE: Den 21. marts var der for anden gang Verdensmiddag på tværs af kulturer i Brande - denne gang med 180 tilmeldte! Aftenen tog udgangspunkt i den særdeles vellykkede middag sidste år, der samlede deltagere med vidt forskellig baggrund til en festlig aften på tværs af kulturer, sprog og religion. Verdensmiddagen var arrangeret af Brande Menighedsråd, Brande Y's Men's Club, Den Afghanske Kulturforening og herboende tamiler med tilknytning til byens hindutempel.

HVIDOVRE: Den 17. april var der rumænsk Verdensmiddag i Hvidovre Kirke, hvor medlemmer af den rumænsk-ortodokse menighed i Ordrup viste film og fortalte om hjemlandets rige kirke- og kulturliv. Maden blev denne aften tilberedt af en herboende kristen irakisk flygtning fra Mosul, så de godt 40 deltagere fik et møde med traditioner fra to gamle kulturlande. Aftenen sluttede med dansk/rumænsk aftensang i Hvidovre Kirke. 

ISHØJ: Den 8. maj dannede den nye smukke Vejleå Kirke i Ishøj rammen om en afrikansk Verdensmiddag, hvor den internationale vestafrikanske menighed Arise and Shine serverede mad fra det afrikanske køkken og fortalte om menigheden og afrikansk kirkeliv.

VALBY: Den  7. august inviterede Jesuskirken i Valby til indonesisk verdensmiddag i sognehuset. Den indonesiske menighed PERKI stod for en indbydende asiatisk buffet, sang og fortalte om menighedens liv og 30-årige historie i Danmark. Blandt de ca. 30 fremmødte var også en repræsentant for den indonesiske ambassade i Danmark. Aftenen sluttede med en stemningsfuld aftensang med bøn, lystænding og læsninger på indonesisk, engelsk og dansk.

RØDOVRE: Fredag den 20. november er den ghanesiskfødte præst og menighedsleder Atto Smith sammen med sin menighed vært for årets sidste verdensmiddag i Hendriksholm Kirke i Rødovre. Medlemmer af menigheden serverer mad fra det afrikanske køkken og fortæller om afrikansk kirkeliv og kristendom i Afrika og Danmark.        

2014

KØBENHAVNS DOMKIRKE: Den 3. januar inviterede kristne irakere fra den kaldæiske menighed i Søborg til Verdensmiddag i Rotunden i Københavns Domkirke i anledning af Helligtrekonger. Her blev deltagerne præsenteret for en bugnende buffet med velsmagende vegetarretter fra det irakiske køkken efterfulgt af kaffe, frugt, nødder og dadler. Efter middagen samledes alle til international gudstjeneste i Domkirken i samarbejde med københavnske migrantmenigheder, Natkirken og Danske Kirkers Råd. Ifølge den kristne tradition markerer Helligtrekonger det tidspunkt, hvor Jesus blev åbenbaret som frelser for alle folkeslag. Ved gudstjenesten medvirkede repræsentanter for migrantmenigheder fra Afrika, Asien, Mellemøsten og Europa med tekstlæsninger, kor- og solosang, kinesisk violin og bønner på ni sprog. Hermed var aftenen med til at markere, at det kristne budskab er godt nyt på tværs af kulturer og kontinenter, og at kristendommen stadig har stor tiltrækningskraft i en globaliseret verden. 

KØBENHAVN CITY: Den 11. januar inviterede Luthersk Missions Københavnsafdeling i samarbejde med en etiopisk migrantmenighed til Verdens-julemiddag i anledning af den etiopisk-ortodokse kirkes juledag den 7. januar. Middagen fandt sted i et missionshus i Nansensgade og samlede omkring 100 deltagere. Den etiopiske menighed har i en årrække lånt lokaler i missionshuset, men det var første gang, at de to menigheder mødtes på tværs til et fællesarrangement, hvor den etiopiske menighed stod for servering, oplæg og underholdning - herunder sange ved menighedens kvindekor og ved et etiopisk børnekor, der var samlet til dagen. Flere etiopere havde også inviteret deres danske naboer med til den anderledes julefest på tværs.  

HASLEV: Den 19. januar inviterede Haslev Y´s Men´s Klub til bhutanesisk verdensfrokost i Kirkecentret i Haslev Kirke i anledning af den internationale Y´s Men´s Dag. Efter frokosten fortalte en herboende bhutanesisk flygtning fra en lokal storfamilie, der kom til Danmark som FN-kvoteflygtninge for nogle år siden, om de bhutanesiske flygtninge, deres historie og kultur og mangeårige ophold i nepalesiske flygtningelejre, og Marie Holst fra Højelse Sogns Menighedsråd fortalte om konceptet Verdensmiddage og erfaringer fra andre kirker.   

KØBENHAVN NORDVEST: Den 7. februar var der rumænsk Verdensmiddag i Tagensbo Kirke i Københavns Nordvestkvarter. Sammen med herboende rumænere fra den rumænske menighed i Kristuskirken på Nørrebro stod kirkens rumænske kirketjener for en righoldig buffet, hvor der var lejlighed til at smage forskellige rumænske retter og kager. Efter middagen sang kirkekoret fra den rumænske menighed. Aftenen sluttede i kirken med lystænding, flere sange ved det rumænske kor og bønner på dansk og rumænsk. Omkring 50 danskere og rumænere deltog i den vellykkede aften, der gav et indblik i rumænsk kirkeliv og det rumænske køkkens mangfoldighed.  

ØLBY: Den 8. februar inviterede Ølby Kirke ved Køge i samarbejde med migrantmenigheden Resurrection International Christian Center til afrikansk Verdensmiddag. Over hundrede danskere og nydanskere deltog i den vellykkede aften, hvor alle blev klogere på Afrika og hinanden og ikke mindst oplevede både afrikansk livsglæde og det afrikanske køkkens formåen. I løbet af aftenen blev der gættet, grinet, quizzet og tippet en 13'ener om Afrikas historie og geografi, der blev sat navne på farvestrålende afrikanske flag, og sognepræst Ruth Boysen uddelte priser til festklædte afrikanske kvinder ved et modeshow. I programmet indgik også sange, dans og drama ved medlemmer af den afrikanske menighed, og den congolesiske præst fortalte om menighedens historie. Programmet sluttede i kirkerummet med en kort aftensang, hvor begge præster medvirkede, og det congolesiske kor sang.  

BRANDE: Den 28. marts var der Verdensmiddag på tværs af kulturer i Brande. Dannebrog var hejst og faklerne tændt, da dørene blev slået op i Brande sognegård sidst på eftermiddagen. Blandt de over 150 festklædte deltagere var flygtninge fra Afghanistan og Sri Lanka, medarbejdere ved internationale virksomheder og danskere fra fjern og nær. Afghanere, tamiler og danskere havde lavet mad til hver deres bugnende festbuffet, så de mange deltagere kunne smage på hinandens mad og prøve retter, de ikke spiser til daglig. Efter middagen fortalte sognepræst Anne Dolmer om baggrunden og formålet med aftenen og takkede for den store opbakning. "Formålet er meget enkelt: At vi alle får flere at hilse på, når vi går ned ad gaden, fordi vi har spist sammen," sagde sognepræsten blandt andet. I programmet indgik også livshistorier fra Danmark, Sri Lanka og Afghanistan og musik og underholdning fra Sri Lanka og Afghanistan. Efter kaffen med diverse desserter var der mulighed for at synge en aftensang i kirken. Verdensmiddagen var arrangeret af Brande Menighedsråd, Brande Y's Men's Club, Den Afghanske Kulturforening og herboende tamiler med tilknytning til byens hindutempel. 

KONGENS LYNGBY: Den 4. april inviterede Christianskirken i Lyngby til Verdensmiddag i kirkens lokaler, hvor den østafrikanske menighed Living Word Empowerment Center stod for maden sammen med medlemmer af den danske menighed. De godt 30 danske deltagere havde rig lejlighed til at stifte bekendtskab med det velsmagende afrikanske køkken og få sat navne og ansigter på medlemmerne af den afrikanske menighed, der i en årrække har lånt lokaler i kirken. Efter middagen blev der gættet og quizzet om Afrika, og Søren Dalsgaard fra Tværkulturelt Center interviewede sognepræst Lisa Tikkanen Pagh og den ugandesiske præst Richard Sseubuggwawo om deres liv og erfaringer som præster for henholdsvis en dansk folkekirkemenighed og en afrikansk migrantmenighed. Middagen sluttede med fælles aftensang på dansk/engelsk i kirken. 

NYBODER: Den 2. maj blev der spist, sunget og lyttet intenst i det smukke højloftede kirkerum i Sankt Pauls Kirke i Nyboder, da menighedsrådet inviterede til syrisk verdensmiddag. Flygtninge fra Damaskus og Homs præsenterede et udvalg af indbydende retter fra det syriske køkken, og under middagen blev de godt 30 deltageres faktaviden om Syrien sat på prøve med en landequiz, der både kom rundt om kirkehistorie, demografiske fakta, frugter, nationalretter og syriske byer nævnt i Bibelen. Efter middagen fortalte en 33-årig kristen ingeniør fra Damaskus om flugten fra det borgerkrigshærgede land, det allestedsnærværende savn af familien og taknemmeligheden over at kunne begynde et nyt liv i Danmark. Under den afsluttende aftensang i kirken blev der tændt lys foran syriske flag i kirkens lysglobe og bedt for de i alt omkring ni millioner syrere, der har forladt deres hjem, siden borgerkrigens start for tre år siden.

HERLEV: Den 13. juni stod irakiske flygtninge fra Mosul og Bagdad for en verdensmiddag i sognehuset, hvor 25 danskere var mødt op for at møde herboende irakere og smage lækre retter fra Mellemøstens køkken. Efter middagen blev der først gættet irakiske kulturmindesmærker og derefter fortalt livs- og troshistorier fra Irak og Bornholm, da en irakisk og en dansk mor fortalte om deres barndom og opvækst, bryllupsdag, børneopdragelse, håb og drømme for deres børn - og om den kristne tro som det bærende under alle livets forhold. Aftenen sluttede med Evensong kirken, hvor der blev læst på dansk og arabisk, tændt lys og bedt for de 500.000 irakere, der er flygtet fra Mosul de seneste uger efter at ekstremistiske islamister har indtaget byen - og for alle de mange irakere, der lever i frygt og usikkerhed for morgendagen.

JELLING: Den 26. september var der Verdensmiddag i Jelling Kirke, hvor danskere og beboere på asylcentrene i Thyregod og Jelling serverede nationale retter, sang og fortalte. Inden middagen blev der holdt en kort international gudstjeneste i Jelling Kirke. Ca. 35 deltog i middagen, hvor der var god tid til at lære hinanden at kende på tværs. Mange danskere fra byen havde aldrig talt med beboere fra byens asylcenter. De gik berigede hjem.

VEJLE: Den 3. oktober inviterede Løget Kirke i Vejle til Verdensmiddag i samarbejde med kirkens internationale menighed. En iransk asylansøger bød velkommen sammen med en her­boende amerikaner og takkede alle, der havde bidraget til det indbydende buffetbord, hvor deltager­ne frit kunne forsyne sig fra et indbydende udvalg af varme og kolde retter. Under middagen blev der sunget og fortalt, og aftenen sluttede med en stemningsfuld aftensang i det smukke kirkerum, hvor blandt andet den burundiske diakon Christophe Ndikuriyo medvirkede.  

2013

HERLEV: Den 2. august dannede Herlev Kirke rammen om den første Verdensmiddag en varm sommerdag. En kristen asylansøger fra borgerkrigen i Syrien lavede mad fra hjemlandets køkken og fortalte sin personlige historie. Over 30 danskere var mødt op for at smage de lækre retter og få et lille indblik i det kristne mindretals situation i det borgerkrigshærgede land. Aftenen afsluttedes med en kort forbønsgudstjeneste i kirken, hvor der blev tændt lys for de mellem seks og syv millioner syrere, der er flygtet fra deres hjem - og for de omkring 1.800 syriske flygtninge, der havde søgt asyl i Danmark, siden borgerkrigen startede.

HØJE GLADSAXE: Den 6. september bød Haraldskirken velkommen til den anden Verdensmiddag, hvor herboende kristne fra Nigeria lavede mad, sang og fortalte fra deres hjemland. I et dobbeltinterview efter middagen fortalte sognepræst Morten Miland Samuelsen og den nigerianske præst Odumade Adebola Oluwatosin fra migrantmenigheden Great Commission Ministries International om deres personlige trosvandring og hvorfor de valgte at blive præster. Aftenen sluttede med fælles dansk/afrikansk Evensong i kirken.        

AMAGER: Den 4. oktober var der kinesisk Verdensmiddag i Højdevangskirken på Amager, hvor kirken havde inviteret årets konfirmandhold med forældre til at møde den kinesiske menighed Chinese Church in Copenhagen. I menigheden er der mange yngre studerende, der i Danmark har mødt kristendommen for første gang. Kineserne serverede kinesisk buffet, sang og spillede, og menighedens leder, en herboende kinesisk seniorforsker, fortalte om menighedens start for syv år siden. Aftenen sluttede med en kort aftensang i kirken med læsninger på dansk, engelsk og kinesisk. For de mange danske deltagere gav aftenen et tankevækkende indblik i, hvad mødet med den kristne tro i et nyt land kan betyde for unge studerende i dag - og hvor meget vi i Danmark tager for givet sammenholdt med de kristnes meget anderledes vilkår i Kina.  

GRÆSTED: Den 25. oktober inviterede Græsted Kirke til den første af tre Verdensmiddage/Middage på tværs. Middagen samlede omkring 50 danskere og nydanskere og bød på kulinariske oplevelser ud over det sædvanlige med stegte yams og bananer og andre afrikanske specialiteter tilberedt af herboende congolesere. Efterfølgende bød en ghanesisk musiker op til afrikansk dans. Som en deltager efterfølgende udtrykte det: "Det handler om at mødes. Næste gang kender i hinanden, når vi møder hinanden på gaden her i Græsted. Det giver tryghed."

KØBENHAVN CITY: Den 3. november dannede Sct. Andreas Kirke i København rammen om en eksotisk etiopisk/eritreansk Verdensfrokost tilberedt af migrantmenigheden Emmanuel Etiopiske menighed. Menigheden serverede nationalretten injerra og wått, menighedens kor sang, og menighedens leder fortalte om menigheden, der samler 40-50 herboende flygtninge fra Afrikas Horn - heraf mange børnefamilier - til gudstjenestefællesskab med sang og bibelundervisning hver uge. Den velbesøgte Verdensfrokost markerede samtidig afslutningen på konferencen Menigheder på tværs arrangeret af Tværkulturelt Center i samarbejde med en række københavnske menigheder m.fl.

    

FORMÅLET med Projekt Verdensmiddage er at inspirere folkekirkemenigheder til at invitere nydanskere ind i menigheden og styrke samspillet mellem dem og den danske menighed.

Verdensmiddage arrangeres af Tværkulturelt Center i samarbejde med de lokale menigheder og gennemføres med støtte fra Y´s Men Region Danmark.

Verdensmiddage handler om at åbne døren for mennesker, der er kommet hertil udefra, og skabe attraktive rammer om mødet mellem danskere og nydanskere i folkekirken. Menighederne inviterer lokale migranter til at lave mad fra hjemlandets køkken, og efter middagen udveksles erfaringer om kultur og kristentro.

At byde en flygtning eller indvandrer velkommen i fællesskabet er en handling, som i den kristne tro indebærer et løfte om velsignelse.

Internationale kirkelige mødesteder

Kommende events

LAD GLÆDEN GRO

Inspirationskonference

København d. 3.-5. nov.

Program
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Glem ikke gæstfriheden

Folkekirkens møde
med asylansøgere

 
Glem ikke gstfriheden Forside Download

Det gode samarbejde

Migrantmenigheder
og folkekirken

 Det gode samarbejde omslag

Læs mere

Med andre øjne

Migranters møde
med folkekirken

 

14021 TKC medandreojne

Læs mere

Kirke og migration

Principper-folder-reduceret10 principper Download

Tro, eksil og eksistens

Danmarks største samling af interviews med nydanskere fra 40 lande om liv og tro.
Selamawit-rettet lav 6646

Tværkulturelt Center på

facebook-logo

Medlemmer: 168 folkekirkesogne, kirkelige organisationer og migrantmenigheder m.fl.
Formand: Tidligere konsulent i UNICEF Adnan Dahan - Netværkskoordinator: Birthe Munck-Fairwood
Sekretær: Ann Juul Kjestrup - Regnskabsfører: Ilse Due