Kære Emile Djonga,

Enhver der læser din personlige beretning om din tid her i Danmark vil være overvældet af den omstændighed, at du ikke har haft kontakt til din kone og dine seks børn i disse år og ikke ved, hvor de befinder sig. Det må være ubeskriveligt hårdt for dig, og vi beder alle inderligt til, at du snart må blive forenet med din familie.

En del af dine erfaringer bekræfter mine egne holdninger til, hvordan integration i Danmark må opleves. Du har tidligt indset, at en nøgle til god integration er det danske sprog, og du har derfor arbejdet hårdt og kan nu kommunikere med danskere. Det er ikke noget man bare gør. Dansk er et meget svært sprog. For mange år siden underviste jeg ganske kort nogle indvandrere i dansk, og først da blev jeg klar over, hvor svært et sprog, det er at lære. Siden har jeg ofte i min aftenbøn takket Vor Herre for, at jeg fik dansk som modersmål, så at jeg ikke først skulle lære det.

Du har også lært, at danskere er meget reserverede over for nye ansigter. Det er der ikke noget racistisk i. Det samme sker, når en københavner flytter til Vendsyssel eller en sønderjyde til Fyn. Vi skal ligesom kigge de nye an. Vi hilser på naboer, når vi møder dem i opgangen eller på vejen, men vi viser ellers ikke interesse for deres problemer. I mine unge dage flyttede jeg til England for at studere. Jeg var allerede gift og havde to børn. Den dag, vi flyttede ind i vort nye hjem, var der en masse folk, der bankede på døren for at spørge, om der var noget de kunne hjælpe med. De ville købe ind for os, og de gav gode råd med hensyn til pasning af græsplæne og rosenbuske. Det var ægte naboskab. Det oplever vi sjældent her i landet, og det gør integrationsprocessen tilsvarende vanskeligere.

Endnu et forhold har du måttet erfare, da du, som du selv skriver, var så heldig at blive godkendt som flygtning i Danmark. Flygtningen befinder sig på det laveste trin af den sociale rangstige. Han har ingen historie, hans uddannelse tæller ikke, han skal bare bukke og takke for den hjælp, som han får, hvad der i manges øjne gør ham til bekvemmelighedsflygtning, der bare vil udnytte sit nye samfund. Jeg har selv været luksusflygtning. Jeg skulle ikke til et fremmed klima eller en fremmed kultur. Jeg vidste, at jeg ville få asyl, hvis jeg bare nåede frem. Men jeg hørte også gode svenske borgere sige: Dom danskarna, dom drikker vort kaffe!

Men du gav ikke op. Hjemme fra Congo var du ikke bare uddannet sygeplejerske, men du var oversygeplejerske og underviste andre. Nu blev du tvunget til at starte forfra, og du uddanner dig i første omgang til social- og sundhedsassistent med det mål senere at blive sygeplejerske i Danmark. Du arbejder dig ud af den negative position som flygtning for at blive respekteret som borger. Det kalder jeg integration.

Du vil aldrig arbejde dig ud af at være en del af et mindretal i Danmark. Det vil blandt andet din hudfarve forhindre. Jeg kan betro dig, at jeg kan heller ikke skjule, at jeg er medlem af et mindretal. Jeg har heller ikke noget ønske om at skjule det, men selvom min familie kom til Danmark for over 250 år siden, så har jeg inden for de seneste år oplevet, at der er folk, der vil gribe ind over for de rettigheder, som jeg har haft i århundreder. Det er den negative side af sagen. Den positive ligger blandt andet i det forhold, at når en organisation, der omfatter 170 kristne kirker og organisationer skal uddele en pris, så vælger de minsandten en jøde til at være deres talsmand. Det er dansk, når det er bedst. Vi er til syvende og sidst et solidarisk samfund.

Så med disse ord vil jeg udtrykke forsamlingens anerkendelse af, hvad du har præsteret for at integrere dig i det danske samfund og overrække dig integrationsprisen ”Årets krus – Årets knus” 2014. Gennem kontakterne til din kirke i Haderslev har du fundet dig til rette i et nyt fællesskab, og jeg er sikker på, at du bliver en aktiv borger for dit nye fædreland. Jeg ønsker dig til lykke med, hvad du har opnået, og jeg håber, at dine inderste ønsker må gå i opfyldelse.

Bent Melchior

21. marts 2014                                                                                                                      

Uddrag af tale - nedskrevet efter prisoverrækkelsen