Birthe Munck-Fairwood, netværkskoordinator

Nyt på tværs - maj 2011

Verden rykker stadig nærmere. Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik har godt ti procent af den danske befolkning i dag familierødder i et andet land. Til sammen kommer vi fra over 170 forskellige nationer med et kalejdoskop af sprog, traditioner og tilgange til menneskelivet i al dets brogede mangfoldighed. Det er både en fantastisk gave til et samfund og til folkekirken som majoritetskirke - og en kæmpe udfordring. 

     For uret kan ikke stilles tilbage til dengang, vi var færre og fælles om mere. Det store flertal af Danmarks flygtninge, indvandrere og andre nydanskere er kommet for at blive. Hvad enten vi har personlig kontakt i hverdagen eller blot betragter hinanden på afstand, er vores fremtid uløseligt forbundet på godt og ondt og alt derimellem. At ignorere mennesker, der er anderledes, er ikke længere en mulighed - heller ikke for kirken. Men vi kan stadig vælge, hvilke tanker vi vil tænke om hinanden. Tør vi vise hinanden tillid? Hvor meget rum vil vi give frygten for forskellighed og de fordomme, ingen af os helt kan sige os fri for?    

     Fordomme trives bedst på sikker afstand af virkeligheden og de mennesker, det handler om. Når vi mødes i øjenhøjde, får vi øje på nuancerne og begynder at genkende os selv i den anden. Derfor er det i det personlige møde mellem mennesker og mellem danske og nydanske menigheder, at der skabes grobund for gensidig tillid - den tillid, der er helt afgørende for vores fælles fremtid.

     Krisetider forberedes som bekendt bedst i fredstid. Derfor er der grund til at lytte opmærksomt, når en nigeriansk præst og imam fortæller deres stærke og personlige historie om de dyre lærepenge, de begge har betalt i væbnet konflikt med hinandens militser (Nyt på tværs – maj 2011). Men historien slutter ikke her. De to religiøse ledere har siden lært at stole på hinanden og overvinde frygt, tvivl og hævnlyst. Som præsten svarer, da han bliver spurgt, hvad der har overrasket ham mest: At opdage, at den anden slet og ret er et menneske.

     Derfor må vi aldrig tillade, at næsten mister sit ansigt. Som en srilankansk religionsmødeekspert påpeger andetsteds i avisen, er forskellighed ikke i sig selv farlig. Mangfoldighed er en del af Guds skaberværk og en berigelse. Men når forskelle misbruges til at fratage andre deres menneskelighed - retfærdiggøre diskrimination eller begrunde egen kulturel overlegenhed - venter de voldelige konflikter lige om hjørnet.

     Trods en ophedet udlændingedebat er det endnu ikke for sent at overvinde fordomme og fremmedfrygt og vove os ud af tryghedszonen. Det fortæller de mange livsbekræftende historier om tillid på tværs af tro, kultur og kirketraditioner fra det kirkelige integrationsarbejde. I mødet med nydanskere, der har en anden tro eller blot andre kirketraditioner, bliver vi udfordret til at sætte ord på, hvad der betyder noget for os selv. Det er ord, der forløser. For tillid handler ikke om at nå til enighed men at anerkende og søge at forstå lighederne såvel som forskellene mellem os. Først da aftager frygten, og vi opdager, at vi ofte har mere til fælles, end vi troede - og at nydanskere i høj grad respekterer en tro, der er personligt forankret, og som vi tør stå ved.