Nyt på tværs - marts 2014

Fællesskab og identitet i en migrationstid

Stadig flere kirker i Europa engagerer sig i disse år i fortalervirksomhed for flygtninge og arbejdsmigranters ret til et værdigt liv. Blandt de seneste tiltag, der har fået bred kirkelig opbakning, er den europæiske kampagne Europa Act Now: Help Syria´s Refugees, der har til formål at lette adgangen til Europa for syriske flygtninge, der hidtil kun i meget begrænset omfang har haft mulighed for at opnå beskyttelse i europæiske lande.

Det er både glædeligt og nødvendigt, at kirkerne engagerer sig. For der bliver stadig flere migranter i verden. Det anslås, at tre procent af verdens befolkning - 214 millioner - i dag opholder sig uden for det land, hvor de er født. Det er dobbelt så mange som for 25 år siden. Mindst 18 millioner er flygtninge.

I lande som Grækenland, Holland, Ungarn og senest Schweiz er retorikken mod migranter på det seneste blevet skarpere. Men at skyde på de fremmede som kilden til alle europæernes problemer er populistisk flugt fra en kompleks virkelighed, hvor krige, internationale konflikter, øget globalisering og voksende ulighed mellem rige og fattige lande får stadig flere mennesker til at bryde op. At vi ikke er blevet bedre til at løse de internationale konflikter, der udløser verdens flygtningestrømme, er den uafsluttede borgerkrig i Syrien blot et af mange triste eksempler på.

Fællesskab og inkludering er afgørende for, at migranter kan udvikle en sund identitet i et nyt land - ikke som gæster på tålt ophold, men som ansvarlige medborgere. Det er derfor beskæmmende, når en velintegreret afghansk familie efter ni år i Danmark får afslag på permanent opholdstilladelse - som beskrevet i seneste nummer af Nyt på tværs. Marginalisering og uvished om fremtiden er det dårligst mulige udgangspunkt for vellykket integration. Herfra er det op ad bakke.

Derfor er der brug for flere kirker, der tør tage konfrontationen med fordomme, fremmedfrygt og en urimeligt restriktiv udlændingelovgivning og vise, at større mangfoldighed ikke nødvendigvis betyder tab af fælles værdier og identitet, som mange frygter. Her er der gode råd at hente hos en græsk migrationsforsker, der udfordrer de europæiske lande til at lave en ny drejebog for social samhørighed, hvor ønsker og mål for indfødte og migranter bindes sammen, og hvor begge parter gives lige dele indflydelse på at definere det nye "vi".

Det kan lyde som ønsketænkning. For et sådant projekt er hverken let eller risikofrit. Men kirkerne har alle forudsætninger for at gå foran og vise, at det er muligt. I de kirkelige miljøer er mange danskere og nydanskere godt i gang med at skrive det første kapitel i den nye drejebog. For i kirken mødes vi i øjenhøjde som de sårbare mennesker, vi alle er. I et skrøbeligt menneskeliv har vi mennesker brug for Guds nåde og hinandens livs- og troserfaring. Alle har noget at bidrage med - både indfødte og migranter.

Den kristne kirke har til alle tider været international, mangfoldig og grænseoverskridende. "Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn...," skriver evangelisten Johannes. I en migrationstid, hvor verden i al dens kompleksitet i stigende grad kommer til os, er det ord, der bør vække til eftertanke og større solidaritet med verdens forfulgte, hvad enten de befinder langt borte eller banker på vores dør.

Birthe Munck-Fairwood