Den gode integration: Myter og virkelighed

Nyt på tværs - juni 2018

Flere landsdækkende medier har i den seneste tid haft fokus på integration, der lykkes. For aldrig har så mange nydanskere været i arbejde som i dag. Stadig flere får en videregående uddannelse og deltager aktivt i samfunds- og foreningsliv. Det er opløftende nyheder - og på høje tid, at de råbes ud fra hustagene. For selv om der stadig er mange udfordringer, er den store fortælling, at langt de fleste flygtninge, migranter og deres børn klarer sig godt og bidrager positivt til det danske samfund i arbejdstid såvel som i fritid. Den udbredte fortælling om fejlslagen integration er en myte, der er ude af trit med virkeligheden.

     Mennesker, der er kommet hertil udefra, har som alle andre vidt forskellige liv og forudsætninger. Der findes ingen absolut målestok, der kan afgøre, hvornår livet lykkes for et andet menneske. Derfor handler den gode integration om i videst udstrækning at give flygtninge og migranter mulighed for at indrette deres liv, så det er meningsfyldt for den enkelte.

     Med til virkeligheden hører, at troen for mange nydanskere spiller en væsentlig rolle, både som daglig håbsbærer og som ramme om socialt fællesskab. Som privilegeret majoritetskirke har folkekirken i disse år en unik mulighed for at være med til at sikre respekt for nydanskeres tro og bidrage til, at de omkring 40 procent, der har en kristen baggrund, får de bedst mulige vilkår for at praktisere deres tro, hvad enten de vælger en dansk menighed eller en migrantkirke.

     For integration går ikke kun den ene vej. Integration handler også om at dele ressourcer. Derfor er det opmuntrende, at flere menighedsråd i disse år åbner dørene for nogle af Danmarks godt 260 migrantmenigheder og sprogfællesskaber - heriblandt de mange eritreansk-ortodokse menigheder, der har set dagens lys i takt med, at antallet af flygtninge fra det lille land på Afrikas Horn på få år er tidoblet til knap 6.000 personer. Mange eritreanere kan fortælle, hvordan deres kristne tro og de kirkesange, der blev sunget ind i dem fra barnsben, gjorde forskellen mellem håb og håbløshed på den livsfarlige rejse over Middelhavet på vej til Europa. Det er dyrekøbt troserfaring og en kilde til inspiration og eftertanke for danske menigheder.

     I folkekirken er der en lang tradition for, at det at være kristen er det samme som at være dansk. Men sådan er virkeligheden ikke. Kristendommen er ikke bundet til en bestemt kultur. Ingen af os har patent. Kirkens fællesskab er for alle uanset sprog, hudfarve, kulturel baggrund og opholdsgrundlag. I folkekirken har vi brug for mennesker med et andet blik på livet. Mennesker, der undrer sig over det, vi tager for givet, og stiller spørgsmål. Mange menigheder oplever i disse år, at nydøbte konvertitter fra Iran og Afghanistan bringer nye dimensioner af den kristne troserfaring ind i folkekirken. Kun ved at standse op, lytte til de nyankomne og reflektere, bliver vi klogere på os selv og i stand til at bryde med vanetænkning. At ændre vaner kan give ny energi. Det gælder også i kirkens møde med en ny virkelighed.

Birthe Munck-Fairwood