Januar 2015

På årets første søndag tog 20 asylansøgere fra Center Avnstrup på Midtsjælland imod en invitation fra Roskilde Domkirke til at deltage i en English Evensong (Service in English) i anledning af Helligtrekonger, hvor den kristne kirke fejrer, at Jesus blev åbenbaret som verdens frelser. Ved den velbesøgte gudstjeneste, der også samlede herboende udlændinge og mange danskere, medvirkede domkoret og domkirkens organist, og sognepræst Ulla Thorbjørn Hansen prædikede.

Efter gudstjenesten bød menighedsrådet asylansøgerne, hvoraf mange kom fra Eritrea, Syrien og Irak, på aftensmad i Konventhuset sammen med alle, der havde lyst til at møde dem. Kirken organiserede transport for asylansøgerne, der udtrykte stor glæde og taknemmelighed for denne mulighed for at deltage i en gudstjeneste på engelsk og møde danskere fra kirken.

Gudstjenesten var den første i en række af månedlige aftensangsgudstjenester på engelsk i Roskilde Domkirke i 2015.