Regnbuekonference d. 30. august 2011

Københavns Domkirke

Jeg undrer mig til tider! Hvordan kan det blive sådan, at imødekommenhed, venlighed og nysgerrighed pludselig kommer til at ligne naivitet og let verdensfjernhed?

Hvordan kan den stemning opstå i et samfund, som i hundredvis af år har været afhængigt af andre lande og i hundredvis af år plejet forbindelser med andre verdensdele og nationer? Hvordan kan den stemning opstå i et samfund, der er præget af en tro, som både indeholder det mest hjemlige af alt – en tro, som har været med til at give sproget klang, og som har lagt os tanker og hjertelighed i sindet – men også en tro, som kommer et helt andet sted fra? Vores tros udspring er langt herfra. Dertil kommer, at det ligger mange århundreder tilbage.

Det begyndte alt sammen i Jerusalem. Det kom til os via Athen, Rom og Wittenberg. Vi blev en del af en verdensbevægelse, en europæisk bevægelse, og vi følte det som en stor befrielse - og en udfordring. Den kristne tro gjorde os klogere på os selv og vores hjemlighed; men den gav os også sansen for det andet, for den anderledes, for den fremmede. Det er som om det hjemlige og det fremmede står og stritter i alle retninger og holder os i live og gør os opmærksomme.

Fra min barndom ved jeg, at nationalitet både er noget naturligt og noget befriende, men det er også besværligt. Den, der kender til det slesvigske grænselands historie, ved, at der er nogle, der taler dansk og er rettet mod kongeriget, mens andre taler tysk og er rettet sydover. Men sammen deler de hjemstavn, og dette møde har ført meget godt med sig, selv om diskussionerne ind imellem var djærve og ganske hårde, og vi lærte, at det var besværligt!

I kirken har vi altid kendt til de mange traditioner. Det Nye Testamente er fyldt med fortællinger om mennesker, der ikke kan forliges. Men først og fremmest er vores helligskrift et vidnesbyrd om, at vi holder fast i de mange traditioner, for når sandheden skal udtrykkes, er det ikke altid så enkelt.

Tværtimod er det nærmest, som om vores tro hele tiden indbygger et lille memento i os alle: Vi skal se vores medmenneske og indleve os i hans eller hendes tilværelse og finde os i at skulle opleve det helt anderledes. Vores tro indeholder dette multikulturelle element, men først og fremmest indeholder den viljen til, at den fremmede og jeg skal holde fast i hinanden.

Man siger om digteren Benny Andersen, at han er det mest danske, der findes. Jeg tror, det er rigtig. Han er folkelig, men endnu mere mellemfolkelig, for hos ham lukkes man ikke inde i danskheden. Tværtimod – det er nærmest som om han søger helt ud i horisonten med vores modersmål.

Hør hans helt særlige digt ”MIT HJERTES INDVANDRER”:

”Jeg mødte dig som en fremmed

men fandt ud af at du kendte mig

bedre end jeg selv

Du førte mig på opdagelse i mig selv

du kendte genveje

til oversete udsigter

underste koralrev

hvad der på mit kort stod opført som

BLIND VEJ

viste sig at føre til sindets største

og kærligste lufthavn

Du tog mål af min daglighorisont

og mens jeg sad som på nåle

så du dit snit til

at trække nålene ud

og anvende dem i dit snitmønster

du klippede og øgede og lagde

min gamle konfessionssyede horisont ud

med adskillig tusinde kilometer

så den ikke strammede så meget om livet

Først langt ud på natten

nikkede du tilfreds:

”Den vil nok i begyndelsen føles lidt rigelig om fortiden

men den er beregnet til at vokse i

og den klæder dig virkelig godt!”

Min livsfordobler

mit hjertes indvandrer

med lidt for vide

let slaskede horisonter

omfavner jeg dig

i denne fortrolige forårsnat.”

Lad os dog se virkeligheden i øjnene. Lad os inspireres, som vore forfædre blev inspireret af det fremmede og anderledes, og lad os se mulighederne og fornøjeligheden i at lære mere.

Lad os turde blive klogere på os selv ved at møde dem, der beriger vores kultur med andre sprog og andre kulturer.

Lad os også turde være ærlige over for hinanden og tage de skarpe diskussioner, men selvfølgelig altid i agtelse for hinanden og i bevidsthed om, at Danmark er vi fælles om.

For et par år siden fik jeg det store privilegium at døbe en ung albansk kvinde. I mange år havde hun boet i Danmark, og i mange år havde kristendommen tiltalt hende. Nu var hun så vidt, at hun ville døbes. Vi talte med hinanden og læste en introduktion til kristendommen sammen, og jeg husker, at jeg i min korte tale ved døbefonten sagde, at jeg var bevæget over, at hun ville tro det samme som mig – og at hun også ville dele hjemstavn med mig. Tænk sig, at et menneske et andet sted fra på denne jord ville tage del i det, som jeg finder er så smukt! Tænk sig, at hun ville gøre sig umage og samtidig gøre dansk til en del af sit hjertesprog! Tænk sig, at vi fremover skulle dele hjemstavn! Og tænk sig, hvad hun ikke alt kunne berige vores fælles land med!

Det er virkelig en stor og dejlig befrielse at opleve verden med andres øjne. Der er ingen grund til at være sur eller forbeholden. Tværtimod er der grund til at glæde sig til de mange samtaler og de sjove modsætningsforhold og de ærlige uoverensstemmelser mellem os på tværs af kulturer og kirketraditioner her i vores fælles land.