I anledning af Tværkulturelt Centers 15-års jubilæum har Jan Opsal, docent ved Misjonshøgskolen i Stavanger i Norge og hyppig taler på Centrets konferencer i årenes løb, sendt følgende hilsen.

(Nyt på tværs 2-2010)

 Det har været mit privilegium at følge Tværkulturelt Centers arbejde siden starten tilbage i 1994/95, da jeg ved flere anledninger er blevet bedt om at holde foredrag på forskellige samlinger i Tværkulturelt Centers regi. 

Tværkulturelt Center har satset på at være et netværk for kirkeligt arbejde, der involverer og engagerer nydanskere. Det indebærer, at Centret foruden initiativer i felten har ønsket at bidrage med inspiration, uddannelse, kontaktformidling og koordinering. Dette er et krævende arbejde. Det forudsætter nemlig, at Centret ikke blot har et godt overblik over, hvad der foregår på græsrodsplan og aktuelle behov, men også har tillid i brede kredse. 

Jeg er imponeret over, hvad Tværkulturelt Center har udrettet i disse år - ikke mindst i betragtning af de beskedne ressourcer, som er investeret i arbejdet. På Tværkulturelt Centers samlinger har jeg mødt et levende netværk, der består af kristne nydanskere fra de forskelligste baggrunde, engagerede ”gammeldanskere”  fra folkekirkelige menigheder og foreninger og ledere fra både folkekirken og kirkelige organisationer, som har gjort disse samlinger til unikke inspirationssamlinger.

 Tværkulturelt Center har ikke mindst magtet at få kristne nydanskere frem som vigtige bidragsydere, både i sin egen ledelse, på sine samlinger og gennem avisen Nyt på tværs. Det er en side ved Centrets virksomhed, som jeg tror har national rækkevidde. Endvidere har Tværkulturelt Center skabt et netværk, som har økumenisk bredde, og hvor kristne med forskellig konfessionel baggrund kan samles for at inspirere og støtte hinanden. Tværkulturelt Centers samlinger er som en skatkiste fyldt med spændende historier og erfaringer - noget der kommer til udtryk både i konferencernes programmer og indhold og i samtaler og fællesskab i pauserne. 

Derfor er det en glæde for mig at gratulere Tværkulturelt Center med de 15 afsluttede kalenderår og ønske Guds rige velsignelse over arbejdet fremover.