Maryam vil gerne arbejde med mennesker  

(Nyt på tværs 4-2005)

Det ligner en stilfærdig succeshistorie. Siden Maryam Khachiq kom til Danmark med sin familie for 12 år siden, har hun af forskellige grunde haft svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Nu har hun fået nyt mod på livet, efter at hun har været i jobtræning i Gellerup Kirke siden august. Hun har fundet ud af, at hun gerne vil arbejde med mennesker - og gerne i en kirke. Det giver nye jobmuligheder for den 34-årige kristne armenier fra Bagdad.

Det er tirsdag eftermiddag. Maryam går og rydder op efter den tværkulturelle kvindeklub Kreative Kvinder, der samles hver anden uge i Gellerup Kirke.

     - Jeg kan godt lide at arbejde i kirken. I en kirke handler det om livet. Man mødes på lige fod og deler tanker og følelser. Det er på et helt andet plan end på andre arbejdspladser. Her er jeg tryg og kan være mig selv. Som flygtninge har vi mange ting med os i baggagen. Der er megen sorg gemt i vores krop. Derfor kan jeg somme tider ikke klare lige så meget som andre, forklarer hun.

     For Maryam har det været personligt bekræftende at opleve, at hun magter de opgaver, hun har fået i Gellerup Kirke, hvor hun har været i jobtræning 20 timer om ugen siden august.

     - Jeg laver mange ting for præsten og sognemedhjælperen, hjælper på kontoret og køber ind, dækker bord og laver kaffe til forskellige arrangementer. I kirken bruger jeg sproget hele tiden. Det er godt for mig, siger Maryam og tilføjer, at hun hører dansk morgenandagt i radioen hver dag og læser mange aviser.

 

Krigsinvalid bror

Maryam kom til Danmark i 1993 sammen med sine forældre og en ældre bror, der er krigsinvalid. Som FN-flygtninge blev familien boligplaceret i en lille landsby i Nordjylland. Men springet fra Mellemøstens pulserende liv til en dansk landsby var for stort og gav familien en skæv start.    

     - Vi følte os meget alene. Der var jo ingen mennesker! Selv kirken var låst. Efter nogle måneder fandt vi en lejlighed i Århus. Det var meget bedre. Her var andre mennesker fra vores land, og vi kunne købe mad, vi kendte.

     - Fra vores lejlighed kunne vi høre kirkeklokker, men vi vidste ikke, om vi bare kunne gå ind i kirken. Vi kendte ikke reglerne. Min bror gik til genoptræning på lokalcentret, og da ergoterapeuten hørte, at vi gerne ville i kirke, spurgte hun, om hun måtte kontakte præsten og fortælle om os. Et par dage senere ringede præsten og spurgte, om hun måtte besøge os. Hun var meget velkommen. Hun inviterede os til international aften i kirken, og siden er kirken blevet som vores familie. I kirken møder vi mange åbne mennesker. Det betyder meget, for det er ikke så let at få venner i Danmark.    

 

Arbejdsløs

Da familien forlod Irak, var Maryam endnu ikke færdig med sin uddannelse.

     - Jeg gik på handelsskole, men jeg nåede ikke at få mine karakterer, inden vi måtte flygte. Når man flygter, er der ting, der er vigtigere end uddannelse. De næste par år var vi i Jordan, hvor vi ventede på at komme videre til et andet land.

     - Da vi kom til Danmark, skulle jeg først på sprogskole og lære dansk. Senere fik jeg et elektronikkursus. Jeg kom i aktivering forskellige steder og har også arbejdet i et elektronikfirma. Men så blev jeg arbejdsløs. Nu hjælper et jobcenter mig med at få et job, der passer til mig.

     - Jeg foreslog selv at arbejde i en kirke. I kirken føler jeg mig ikke presset. Kirken er jo Guds hus. Jeg kan mærke, at jeg bliver glad, når jeg arbejder i kirken, siger Maryam.

     At det var en protestantisk kirke har ikke været noget problem, selv om hun som armenier tilhører den ortodokse kirke.

     - Det vigtigste er, at det er den samme Jesus - og han var hverken ortodoks eller protestant!

 

Hjælper familien

Maryam bor stadig hjemme hos forældrene og hjælper sin handicappede bror, der i dag er midt i fyrrene.

     - I kirken siger de, at jeg skal flytte hjemmefra. Vi taler meget åbent om det. Men min mor vil gerne have mig hjemme. Hun har været meget syg. Min far bliver også ældre. Min familie har brug for mig.

     - Selv om jeg nok bliver boende hjemme, har kontakten med kirken ændret vores liv. Nu er det ikke længere så sort hele tiden. Livet er blevet lettere at leve. I min familie snakker vi meget om livet. Vi har opdaget, at kontakten til Gud er det vigtigste. Derfor gør det også så ondt, når jeg ser, at der er danskere, der ikke tror på Gud. De mangler det allervigtigste i livet.