Congolesisk asylsøger drømmer stadig om en fremtid i Danmark
(Nyt på Tværs nr. 3-2009)
Som alle asylsøgere har Severin Fabrice Bissombolo sin egen historie. Den 37-årige læge er født i Congo men tilbragte 19 år af sit liv på Cuba. Da han for snart fire år siden vendte hjem som færdiguddannet kirurg, var det med drømmen om at opbygge en fremtid i Congo, hvor han har familie og tre teenagebørn. Med fire års specialuddannelse i kirurgi vidste han, at han kunne gøre en forskel i hjemlandets underudviklede sundhedssystem. Men sådan blev det ikke. Fortiden på Cuba som studenterleder i et oppositionsparti var ikke glemt i hjemlandet. Efter tre turbulente måneder stod det klart, at drømmen ikke holdt. Hans fremtid var et andet sted.
At Fabrice endte i Danmark var en tilfældighed. Den 37-årige congoleser, der i dag har lært sig flydende dansk, ønskede blot en fremtid i et fredeligt land. En fremtid han som læge var parat til at arbejde hårdt for.
Foreløbig har han ventet i 41 måneder. Arbejdstilladelse har han stadig ikke, selv om politiet i forbindelse med det sidste afslag på asyl opfordrede ham til at søge om et såkaldt green card, der ville give ham den ønskede opholds- og arbejdstilladelse. Ansøgningen er for længst afsendt. Svaret lader som alt andet i Fabrice´s liv vente på sig. Siden er hans asylsag blevet genoptaget. Efter ti måneder som afvist asylsøger i fase 3 - aktuel udsendelsesposition frataget lommepenge og mulighed for aktivering - har han det sidste halvandet år igen været i fase 2 med ret til lommepenge, danskkurser og aktivering. Da hans sag blev genoptaget, blev han samtidig overflyttet fra Sandholmlejren i Nordsjælland til Center Kongelunden på Amager, der er omsorgscenter for asylsøgere med særlige behov. For den lange ventetid i uvished havde tæret på kræfter og helbred.
Fængslet i Congo
Men Fabrice nægter at give op. I sene nattetimer når han ikke kan sove råber han til Gud om hjælp. Det må og skal lykkes at få opholdstilladelse. For én ting ved han: Han rejser ikke tilbage til hjemlandet.
- Jeg er ikke velkommen i Congo. Da jeg vendte hjem fra Cuba i december 2005, opdagede jeg, at vores ambassadør på Cuba havde sendt rapporter om mig og sagt mange dårlige ting. På Cuba var jeg leder af ungdomsafdelingen i et oppositionsparti, der arbejder for demokrati i Congo. Men i Congo kan man ikke kritisere regeringen. Derfor var min situation ikke god. Jeg prøvede at få arbejde, men mit navn var for kendt. På et tidspunkt blev jeg tilbageholdt og fængslet. Men jeg var heldig. Nogle venner fra mit parti havde høje militærgrader og hentede mig ud. - Rejs ud af landet, sagde de. Uden deres hjælp havde jeg nok ikke siddet her i dag. Andre kom ikke ud igen.
Den første tid i Danmark var han fuld af håb. Men efter flere afslag på asyl blev han mere og mere desperat.
- Der var tidspunkter, hvor jeg ikke sov i flere dage. Jeg var meget bange og havde mange triste tanker. Når politiet sagde til mig, at jeg skulle tage tilbage, spurgte jeg: Hvor skal jeg tage hen? Det er de samme mennesker, der har magten i Congo som for tre år siden. I mit land slår man mennesker ihjel. Politiet henter dem, og familien ved ikke mere om dem. Det sker meget ofte. Det er meget trist.
Læser i Bibelen
Kontakten med kirken i Danmark har hjulpet Fabrice med at bevare troen på fremtiden.
- Jeg kommer fra en katolsk familie og har altid troet på Gud. I Congo gik vi i kirke hver søndag. Da jeg som 14-årig blev sendt til Cuba for at fortsætte min skolegang, læste jeg hver dag i Bibelen på mit værelse og bad til Gud. Det gør jeg stadig. Der er sket mange ting i mit liv. Hvis det ikke var for Guds hjælp, havde jeg ikke klaret det. I dag er jeg den eneste i min familie, der har en uddannelse. Det forpligter.
- Det hjælper mig at gå i kirke igen her i Danmark. Jeg boede et år på et asylcenter i Brovst, hvor der var en kirkebus hver anden søndag. Da jeg blev overflyttet til Sandholmlejren, var der nogle kirker i København, der sendte en bus. I dag går jeg somme tider til gudstjeneste i en dansk kirke, hvor jeg kender præsten. Han er god at snakke med. Gennem kirken har jeg fået danske venner. Jeg har altid været meget aktiv. Det værste er at sidde på et asylcenter og gøre ingenting. Så kommer alle tankerne.
Drømmen
I dag har Fabrice afsluttet alle niveauer i danskundervisningen hos Røde Kors og er i gang med et online kursus på Roskilde Sprogcenter. For drømmen er stadig at arbejde som læge i Danmark. Og så er det vigtigt med gode danskkundskaber.
- Det er min store drøm at få mulighed for at gøre noget i det danske samfund. Indtil da prøver jeg ikke at tænke for meget. Det er bedst at have travlt, så man ikke har tid til så mange tanker.
Han ser ud i luften et øjeblik og fortsætter:
- Vred på Gud? Nej, det er jeg ikke. Jeg har lært, at der altid er lys for enden af en mørk tunnel. Men det er svært at holde fast ved, når man er inde i tunnelen. Når ting sker, er der en mening, som vi måske ikke ser med det samme. Af natur er jeg en varmblodet mand, men i Danmark har jeg lært at være tålmodig og tage ting langsomt.
- Den dag, jeg får opholdstilladelse - hvis og når - er det første, jeg vil gøre, at takke Gud. Jeg vil også takke Danmark for at give mig mulighed for igen at blive nogen - og gøre alt, hvad jeg kan, for hurtigst muligt at blive et nyttigt samfundsmedlem. Og så vil jeg fortsætte kampen for demokrati i mit hjemland. Det skylder jeg den næste generation. Det skylder jeg mine børn.
BMF