Fortidens skygger fulgte med til Næstved

 (Nyt på tværs nr. 1-2008)

Hvert år modtager Danmark 500 såkaldte FN kvoteflygtninge fra flygtningelejre ude i verden. Der er tale om særligt sårbare mennesker, som ikke har nogen fremtid i det land, hvor de opholder sig som flygtninge. I marts 2005 kom familien Sioma/Sivalingene til Danmark fra en flygtningelejr i Zambia. I dag bor de i Næstved, hvor de har lært at leve med fortidens skygger.

Josephine Sioma ser på sine tre små livlige drenge, der springer rundt på stuegulvet og underholder med et spontant udvalg af danske børnesange, som de har lært udenad. Så kaster de sig over de nybagte fastelavnsboller på spisebordet, mens de i munden på hinanden fortæller om gårdagens tøndeslagning i børnehaven. Nyambe (6), Arthur (5) og Nathan (2) er tre sunde og aktive drenge, der kan se frem til en tryg barndom meget langt fra virkeligheden i den flygtningelejr, hvor deres mor voksede op, og hvor deres mormor stadig bor.

- Vi var ni børn. Somme tider havde vi ikke mad nok og gik sultne i seng. Der var heller ikke altid penge til skolebøger. Men vi var heldige. Min far arbejdede som tømrer, så vi klarede os. Vores hus lå i en stor lejr, hvor folk kom alle mulige steder fra. Ligesom os havde de mistet alt. Mange blev syge og døde. Jeg har set mange dårlige ting.

Josephine Sioma bliver stille og fjern i blikket, når hun fortæller om barndommen i en af Afrikas glemte flygtningelejre. I 1966 flygtede forældrene fra den væbnede uafhængighedskamp i nabolandet Angola og endte i en lejr i Zambia, hvor Josephine og hendes søskende blev født. Her boede hun, indtil hun og hendes mand John Sivalingene blev udvalgt til genbosættelse i Danmark for tre år siden.

- Vi var i en rigtig dårlig situation, så vi var meget glade for, at Danmark ville tage imod os og beskytte os. Vi havde læst om Skandinavien i skolen og vidste, at Danmark var et kristent land, og at der ikke var krig.

John Sivalingene (33) er født i DR Congo og har ikke haft kontakt med sin familie, siden han flygtede fra borgerkrigen i hjemlandet for otte år siden.

- Jeg ved ikke, om de er i live. Jeg kommer fra en provins, hvor forskellige grupper fører krig mod hinanden. Det er meget indviklet og svært for danskere at forstå. De kommer ind i husene med geværer og voldtager og dræber. Måske kender du en af dem, der vil dræbe dig. Der er mange ting, jeg prøver at glemme. Det er man nødt til. Ellers er det som om ens hoved eksploderer. Vi beder Gud hjælpe os med at lægge fortiden fra os.

 

Fra land til by

I dag bor familien i en fireværelses lejlighed i Næstved og er godt på vej ind i det danske samfund. John Sivalingene er uddannet sygeplejerske og er i praktik på Næstved Sygehus, mens han læser op til studieprøven i dansk. Målet er at få godkendt uddannelsen fra hjemlandet og få arbejde som sygeplejerske. Josephine Sioma (31) afsluttede gymnasiet i Zambia og arbejdede som food distribution monitor under World Food Programme. I Danmark håber hun at kunne læse til social- og sundhedshjælper.

- De første år her var rigtig svære. Vi boede i en lille by ude på landet. Men uden bil var det meget besværligt med tre små børn, børnehave, sprogskole, praktik, indkøb og tusind andre ting. Hver dag var vi meget trætte. Det er meget bedre nu, hvor vi bor i Næstved, fortæller Josephine, der nyder ikke længere at skulle tage bus for at købe ind.

 

Danske venner

Da John og Josephine kom til Danmark, opsøgte de den lokale kirke, hvor man sørgede for en kirkebil til familien. Senere kom de med på kristne sommerlejre på Sydsjælland og i Jylland.

- Vi har ikke penge til at tage på ferie ligesom danskerne, så det betyder rigtig meget for børnene at komme på lejr. Bagefter er de stolte over at fortælle i børnehaven, at de også har været på ferie. Hvis de ikke oplever noget, bliver de let isolerede, siger John Sivalingene.

- På den allerførste lejr lærte vi en dansk dame at kende og blev gode venner. Vi er meget taknemmelige for hende. Hun har hjulpet os meget. Hun kommer tit og besøger os, og når vi får breve fra kommunen, som vi ikke forstår, kan vi ringe til hende. Vi får rigtig mange breve!

Som andre børnefamilier har familien en travl hverdag, hvor weekenderne ofte går med praktiske gøremål. Derfor kniber det med overskud til at være opsøgende i forhold til danske venner. John forklarer:

- Vi vil gerne lære flere danskere at kende, så vi kan snakke mere dansk. Danskere er meget velkomne i vores hjem. Men de fleste har meget travlt og har ikke tid.

Josephine tøver et øjeblik. Så siger hun:

- Jeg har set mange ting i Afrika. Men jeg kan ikke sige så meget. Det værste er, når man kommer med nogle ting, man har oplevet, og så folk ikke tror, at det virkelig kan være sket. Så siger man ikke noget næste gang. Men på den måde bliver man isoleret. Somme tider er jeg ked af det. Så har jeg brug for venner, der viser medfølelse. Så får jeg det bedre.

 

Videre i livet

For John og Josephine er det vigtigt, at deres børn bliver fortrolige med deres afrikanske rødder. Derfor taler de ofte swahili med børnene i hjemmet og fortæller dem om Afrika.

- Selv om vi måske en dag får danske pas, vil vi altid have mørk hud. Danskere vil altid tro, at vi er udlændinge. Derfor skal børnene kende deres fortid.

Min far lærte mig at vise respekt for andre mennesker og at arbejde hårdt i skolen. Jeg skulle have et fokus i mit liv - et mål, så jeg ikke blev som en vind, der blæser i mange retninger. Det vil jeg gerne give videre til mine børn. Vi fortæller dem, at vi kom til Danmark uden at betale en eneste krone, og at de skal være taknemmelige. Hver dag beder vi aftenbøn med dem. Vores forældre lærte os at bede til Gud. Det skal vores børn også lære, siger John.

- Nu skal vi videre med livet. Selvfølgelig er det svært at starte forfra i et nyt land. Men det er ikke vores skyld - og heller ikke danskernes skyld. Sådan er det bare.

BMF