Personlig beretning fra bygning 11

Sandholm, Avnstrup, Brejning, Grenå, Ebeltoft, Sandholm, Avnstrup, Kongelunden - bygning 11. Ramzi Naji Salman opremser de asylcentre, hvor han har boet, siden han kom til Danmark for over fem år siden på flugt fra Saddam Husseins Irak. Som godt 500 andre irakiske asylansøgere har den 36-årige frisør og civiløkonom fra Bagdad fået afslag på asyl i Danmark og har det sidste halvandet år været i såkaldt aktuel udsendelsesposition underlagt motivationsfremmende foranstaltninger. Men det gør ingen forskel for Ramzi. Han rejser ikke frivilligt tilbage til Irak. Som torturoffer med post traumatic stress disorder (PTSD) har han set et irakisk fængsel indefra. På bordet foran ham ligger en arrestordre med hans navn fra en politikreds i Bagdad. Dokumentet er dateret januar 2006. Et andet dokument fortæller om en dom på 15 års fængsel afsagt under det tidligere styre. Et tredje papir fortæller, at hans familie og klan har taget afstand fra ham og accepterer, at han idømmes dødsstraf. – Ramzi sidder på en københavnsk café og fortæller sin historie:

For fem år siden var jeg en normal ung mand. Da jeg først kom til Danmark, havde jeg en masse energi og var aktiv hele tiden. Somme tider ser jeg på mit foto fra dengang og spørger, om det virkelig er mig. Jeg kan ikke genkende mig selv længere. Jeg gør ting og ved ikke hvorfor. Nogle gange kan jeg ikke kontrollere mig selv. Efter fem år har jeg mistet troen på fremtiden. Jeg får en masse medicin og har forsøgt at tage mit eget liv. Det er, som om der ikke er noget håb.

I fem år har jeg set andre mennesker leve et normalt liv. De tager i skole og på arbejde hver dag. Hvorfor er jeg anderledes end dem? Når jeg står på kontoret og modtager kostpenge hver anden torsdag, hader jeg mig selv. Jeg føler mig som en tigger. Hånden strakt ud. Tak, siger jeg og skriver under. Mange tak. For hvad? Selvfølgelig er jeg taknemmelig for, at Danmark holder mig i live. At her er sikkert, og at jeg kan sove om natten uden at låse min dør. Men hvis jeg fik lov, kunne jeg åbne en frisørsalon i løbet af 2-3 måneder og forsørge mig selv.

I begyndelsen fortalte jeg ikke politiet, at jeg har været udsat for tortur. Jeg tænkte, at så ville danskerne tro, at jeg var kriminel. Efter et år fik jeg afslag på asyl. Fem måneder senere behandlede de min sag i Flygtningenævnet. Men sagen blev udsat - og kort efter blev alle irakersager stillet i bero på grund af forholdene i Irak. Efter syv måneder genåbnede de min sag. Nu skulle de til at finde ud af, om mine papirer var ægte. Det kunne de ikke finde ud af. Der gik 14 måneder. Så fik jeg igen afslag. Det var den 4. januar 2005. - Du har forklaret forskelligt. Vi tror ikke på dig, sagde de. Men jeg var meget bange, da politiet afhørte mig. Måske ville de slå mig i ansigtet ligesom i Irak, hvis jeg ikke sagde det, de ville høre? Kunne jeg stole på tolken? - Fortæl alt, sagde de. Det sagde de også i Irak. Siden jeg var i fængsel, har jeg haft svært ved at huske. Måske vil jeg ikke huske. Datoer og tidspunkter og detaljer går i ét. - De siger, at mine papirer er uden betydning, fordi jeg ikke kan bevise, at de er ægte. At det ikke er sandsynligt, at jeg har haft problemer, fordi jeg bare havde en almindelig frisørsalon med almindelige kunder. Hvorfor skulle Saddam Husseins folk have været interesseret i mig? - Du skal rejse tilbage til Irak, sider de. Der er sikkert i Irak.

Jeg havde min egen frisørsalon i Bagdad. Siden jeg var barn har jeg haft lyst til at arbejde med hår og frisurer. Men min far sagde, at jeg skulle læse økonomi ved universitetet, så sådan blev det. Jeg læste i seks år og fik min eksamen. Mens jeg læste, arbejdede jeg som frisør. Det var jo det, jeg ville. Min mor forstod mig – men ikke min far. En tid gik det rigtig godt. Men så kom en mand til min frisørsalon og begyndte at stille spørgsmål. Han ville have oplysninger om mine kunder. Jeg vidste, at han var officer i sikkerhedstjenesten. Han sagde, at min familie jo ikke tilhørte Baath-partiet, og at det ville være dårligt for dem, hvis jeg ikke samarbejdede. Jeg var nært knyttet til min familie – især min mor og mine søstre. Jeg fik en liste med navne på folk, som de vidste kom hos mig. Jeg skulle rapportere, hvad de talte om, hvilken moské de kom i, hvilke blade de læste, og så videre. Jeg kunne ikke sige nej. Ingen kunne sige nej i Irak. De første seks-syv måneder betalte jeg officeren penge i baglokalet. Så begyndte jeg at fortælle noget, som jeg selv fandt på. Men han var ikke tilfreds. Efter nogle måneder satte de mig i fængsel for at skræmme mig. Jeg var i fængsel to gange - sidste gang i to uger og tre dage. De hængte mig op i benene, skar i mig med flasker og holdt mit hoved under vand. Under torturen sagde jeg både noget løgn og noget sandt for ikke at blive henrettet. Min far betalte penge og fik mig ud af fængslet. Det var også min far, der skaffede papirer og fik mig ud af Irak. Det var lige inden de kom efter mig tredje gang. At jeg endte i Danmark var helt tilfældigt. Jeg kendte ikke noget til Danmark. Jeg skulle bare ud.

Da jeg flygtede, blev min frisørsalon konfiskeret. Senere blev jeg idømt 15 års fængsel ved en domstol. Da Saddams regime faldt, blev min familie opsøgt af nogle, der anklagede mig for at have samarbejdet med det tidligere regime. Min søster har faxet en kopi af en arrestordre fra januar i år, hvor der står, at de betragter mig som ansvarlig for, at nogle blev kidnappet og henrettet under Saddam Hussein. Min familie har også underskrevet en erklæring om, at de ikke vil beskytte mig. Når sikkerhedstjenesten fanger mig, har vores klan givet tilladelse til, at de kan slå mig ihjel. Min familie kunne ikke gøre andet af hensyn til mine søskendes sikkerhed. Jeg har fire søstre og to brødre.

Min familie er shiamuslimer. Vores naboer var mandæere, men vi besøgte hinanden og havde det helt normalt sammen. I dag er alt forandret. Dengang havde vi én Saddam Hussein. Hans billede var overalt. I dag er der 20 Saddam Hussein’er. Det er meget farligt at sige noget imod nogen af dem. Det er farligt at sige noget overhovedet. Ingen ved, hvem der er politi, milits- eller sikkerhedsfolk.

Her i Danmark har jeg mange kristne irakiske venner. Den første, jeg delte værelse med i Sandholmlejren, var en kristen iraker. Han er stadig min ven. I Danmark har jeg frihed til at være sammen med kristne. Det havde jeg ikke i Irak. Jeg føler, at jeg kan stole på dem. De kristne er gode mennesker. De ønsker fred. De tænker over livet og vil gerne snakke om seriøse ting. Der er noget blødt i deres hjerte. Da jeg boede i Avnstrup, lavede en kristen familie mad til mig, fordi jeg var alene. Engang gik jeg ind i en kirke i Ebeltoft. Jeg lagde fem kroner og tændte et lys. Selv om jeg er muslim, følte jeg, at i en kirke kunne jeg lægge mit håb og min bøn. En kirke er Guds hus. Et helligt sted.

De har givet mig lov til at komme i praktik i en frisørsalon på Amager. Jeg er der hele dagen seks dage om ugen. Det bedste er, når kunderne siger ”Mange tak”. Så føler jeg et øjeblik, at jeg er indenfor i det danske samfund. Jeg har ydet noget. Når jeg går ud ad døren om aftenen for at tage tilbage til asylcentret, er det som en rejse tilbage til helvede.

Jeg tænker og tænker. Jeg er 36 år. Jeg er ikke ung længere. Jeg har snart mistet seks år af mit liv. Når jeg ligger i min seng om aftenen, ruller det hele forbi som en film. Her i Danmark har jeg ingenting. Som asylansøger er alt ikke tilladt – ikke arbejde, ikke gifte mig, ikke stifte familie. Jeg er meget glad for børn. Men jeg er stadig alene. Ingen kone. Ingen børn. Ingen fremtid.

Jeg kæmper for at være stærk. Men efter fem år er jeg helt tom indeni. Det er, som om jeg ikke kan føle noget mere. Kun stress og frygten for at blive sendt tilbage. Men jeg vil hellere dø end rejse tilbage til Irak.

Jeg er et menneske. Vi er alle mennesker. Jeg ønsker bare at leve i fred. Leve et almindeligt liv. Bare leve.

Fortalt til BMF