Hvorfor er det så vigtigt for Danmark at sende 600 bange mennesker tilbage til Irak?
Af Adnan Dahan, formand for Tværkulturelt Center, tidligere konsulent i UNICEF og flygtning fra Irak

Kronik i Dagbladet Information den 28. juni 2006

Uønsket. Ikke nogen rar følelse. Men budskabet er tydeligt, når man som jeg er en af de knap 27.000 irakere, der har fået asyl i Danmark inden for de seneste 20 år. Selv om jeg i dag har mit danske rødbedepas, er det ikke nok. Jeg ved det godt. For hvis vi, der allerede er en del af det danske samfund, var ønskede - hvis nogen ligefrem betragtede os som en ressource for samfundet, var der vel ingen grund til at sætte så meget ind på at sende de 600 af mine landsmænd, der sidder i danske asylcentre på fjerde, femte, sjette eller syvende år, tilbage til Irak hurtigst muligt?

Siden den amerikansk-ledede invasion af Irak har meget få irakere fået asyl i Danmark. I dag opholder knap 600 afviste asylansøgere fra Irak sig på danske asylcentre - de fleste underlagt såkaldt 'motivationsfremmende foranstaltninger' som cafeteriamad, fratagelse af kost- og lommepenge og meldepligt hos politiet to gange om ugen. Mange er børnefamilier, enker med børn og ældre mennesker, der har været her i årevis.Er det overhovedet realistisk at forvente, at disse mennesker kan rejse tilbage til dagens Irak - et land, hvor der alene fra februar til maj i år blev registreret 600 op-rørsangreb om ugen, og hvor langt de fleste ofre var civile irakere? Det spørgsmål blev for nylig taget op på en høring i Københavns Domkirke arrangeret af Københavns Stiftsudvalg for Etniske Minoriteter. På grund af min arbejdsmæssige, kirkelige og personlige kontaktflade til Irak og irakere i Danmark var jeg et af de indkaldte vidner.Jeg er uddannet ingeniør og underviste i mange år på et universitet i Bagdad. I Danmark har jeg arbejdet som konsulent i UNICEF og rejst rundt i verden som projekt-rådgiver. Min familie tilhører Iraks syrisk-ortodokse kirke, hvor jeg var medlem af menighedsrådet i Bagdad. Her i mit nye land er jeg medlem af folkekirken og formand for det folkekirkelige netværk Tværkulturelt Center.Som iraker er jeg løbende i kontakt med familiemedlemmer og venner i Irak. For nylig talte jeg i telefon med min fætter. Da jeg spurgte til hans børn, fortalte han, at de var taget til universitetet om morgenen, men han var ikke sikker på, om de kom hjem igen om aftenen. Jeg er selv far til tre voksne børn og forstår, hvilke følelser der lå i min fætters ord.

Tabstallene stiger
Udviklingen i Irak de sidste 30-40 år har fået mange irakere til at forlade deres land. Tidligere var det kun få, der emigrerede. Ikke overraskende - irakere elsker deres land og har et stærkt familiesammenhold. Personligt har jeg gennemlevet to krige i Irak - krigen mellem Irak og Iran og Golfkrigen, men jeg rejste først, da min familie blev udsat for trusler rettet personligt mod os.Selvfølgelig er jeg ikke neutral, når jeg skal vurdere den aktuelle situation for civilbefolkningen i Irak og den risiko, som irakiske asylansøgere løber ved en eventuel tilbagevenden. Men min vurdering underbygges af de seneste rapporter fra UNHCR og ECRE (The European Council on Refugees and Exile) samt af udtalelser fra irakiske kirkeledere fra blandt andet landets største kirkesamfund, den kaldæiske kirke. De fortæller alle den samme historie:Siden Saddam Husseins fald i 2003 har den irakiske befolkning lidt ubeskriveligt under det voksende antal bevæbnede militser, kriminelle bander og terrorgrupper, hvis kriminelle handlinger spænder fra chikane til bombeangreb, sabotage mod den civile infrastruktur, bevæbnede røverier, kidnapninger, pengeafpresning, henrettelser på åben gade og drab på personer, der deltager i den politiske proces.For hver dag stiger de civile tabstal. Etniske udrensninger griber om sig, og mange familier flygter fra deres hjem, fordi de ikke tør blive boende i bydele, hvor de udgør et mindretal. For den gennemsnitlige iraker er hverdagen præget af mangel på vand, madvarer og elektricitet, udbredt korruption, skyhøj arbejdsløshed og kriminalitet, manglende retsbeskyttelse, skoler uden undervisningsmaterialer, manglende forsyninger til hospitaler og sundhedsvæsen - med andre ord: mangel på næsten alt det, som den gennemsnitlige dansker anser for en selvfølge. I dag opholder omkring en million irakere sig i nabolande. FN advarer om, at situationen er yderst alvorlig.Blandt særlige risikogrupper er de religiøse mindretal (først og fremmest de kristne, men også mandæere, Yazidier, Baha'ier og jøder); shiamuslimer i sunnimuslimske områder - og omvendt; etniske mindretal som assyrere, kaldæere og turkmener; akademikere og intellektuelle (jeg har set en liste over 300 universitetslærere fra forskellige fakulteter, som er blevet kidnappet og/eller myrdet, nogle af dem kender jeg personligt som tidligere kolleger); irakere, der samarbejder med regeringen og koalitionsstyrkerne, er ansat i udenlandske virksomheder eller vendt hjem fra udlandet; medlemmer af det tidligere regeringsparti samt kvinder, der ikke har mandlige familiemedlemmer til at beskytte sig. Siden invasionen har der været stadig flere overgreb mod kvinder, da ekstremistiske grupper har fået større spillerum.Lad mig et øjeblik vende tilbage til det kristne mindretal. Der har været kristne i Irak i snart 2.000 år. I dag kan ingen med bestemthed sige, hvor mange der er tilbage, men der er næppe tvivl om, at de kristne er underrepræsenterede i det irakiske parlament. Der har været talrige eksempler på overgreb - heriblandt bortførelse af en ærkebiskop og halshugning af en nonne. I august sidste år eksploderede bomber i 11 kirker på samme tid efter søndagsgudstjenesten. I januar blev seks kirker udsat for bombeangreb - efter sigende som reaktion på de danske Muhammed-tegninger. Mange kristne tør ikke længere gå i kirke, og jeg kender familier, der ikke tør sende sine børn i skole af frygt for, at de bliver kidnappet eller myrdet. I Bagdad har ekstremister i visse bydele uddelt foldere, hvor de truer kristne familier med kidnapning og mord, hvis de ikke forlader deres hjem.De kristne har mange gode grunde til at være bange. Kristne betragtes automatisk som pro-vestlige, fordi de har samme religion som de vestlige koalitionsstyrker. De er lette ofre for bortførelser og pengeafpresning, fordi de står uden for det muslimske klansystem. Nogle har - eller har haft - forretninger, hvor de sælger alkohol. At drikke alkohol strider imod islamisk lov, selv om den nuværende lovgivning i Irak stadig tillader salg af alkohol. Mange kristne er veluddannede og har været ansat af amerikanerne eller udenlandske organisationer.Jeg har personligt talt med mange af de afviste irakiske familier i Danmark. De fortæller om en virkelighed, som jeg meget let kan genkende.

Byrde eller ressource
De fleste har intet at vende tilbage til. Inden de rejste, solgte de alt for at betale for rejsen til Danmark. De har ikke noget sted at bo og ingen indtægtskilder. De har ingen nære familiemedlemmer tilbage i Irak, men ofte slægtninge i Danmark. Jeg kender flere ægtepar i 70'erne, der ikke har kræfter og helbred til at starte et nyt arbejdsliv midt i Iraks kaos.Det er ganske enkelt ikke realistisk at forvente, at Iraks nye regering kan skabe sikkerhed og ordnede forhold inden for den nærmeste fremtid. Det vil tage mange måneder - og sandsynligvis år. Derfor kan det ikke være rigtigt at tvinge en gruppe bange og ulykkelige mennesker til at rejse tilbage til et land, hvor myndighederne afviser at modtage alle, der ikke har en referenceadresse i landet - hvad mange selvfølgelig ikke længere har. Når der en dag bliver fred og sikkerhed i Irak, er jeg overbevist om, at mange vil overveje at vende tilbage. Men lad dem selv bestemme hvornår - afhængigt af den enkelte families situation, helbredstilstand, personlige ressourcer og netværk i Irak.Det er uværdigt at straffe mennesker, der er bange. Både ud fra en pragmatisk, en humanitær og en kristen synsvinkel bør Danmark finde en menneskelig løsning. Alt andet kan vi ikke være bekendt. Og hvem ved: Måske kunne mine 600 afviste, uønskede landsmænd deroppe i Sandholmlejren og ude på Center Avnstrup i de midt-sjællandske skove have noget positivt at tilføre det danske samfund - hvis de en dag fik lov? Jeg nægter trods alt at tro, at alle vi 27.000, der allerede er her blot betragtes som en byrde for det danske samfund. Men måske er jeg naiv.