Genforenet med sin mand efter fem år - men fremtiden er stadig uvis for irakisk familie  

 (Nyt på tværs nr. 4-2005)

Selvmedlidenhed har aldrig ligget til Zeina Rassam. Den 39-årige kemiingeniør fra Bagdad har let til latter og kan ofte se det humoristiske i en situation. Den evne har hun haft god brug for, siden familien flygtede fra Saddam Husseins Irak for fem år siden.   

Selv siger hun, at hun er velsignet med et lyst sind. Og tilføjer efter en kort pause:

     - Men fremfor alt er det min tro på Gud, der giver mig styrke. Gud er blevet så meget mere virkelig for mig, siden vi forlod Irak.

     Zeina Rassam voksede op i en kristen familie i Bagdad. Familien tilhørte den kaldæiske kirke, og kirkegang var en naturlig del af hverdagen for Zeena og hendes to søskende. Efter studentereksamen læste hun til kemiingeniør og blev ansat som lærer på et teknisk universitet. I 1997 blev hun gift med sin mand Salam Ghazi, der havde en kolonialforretning og et biludlejningsfirma. Parret boede sammen med svigerforældrene i et stort hus. Året efter blev datteren Meena født. Alt tegnede lovende. Men så skete der noget, som mange irakere kan nikke genkendende til - og som på få dage vendte op og ned på familiens liv.

     - Dengang var det meget farligt at give udtryk for den mindste modstand mod Saddam Hussein. En dag var der nogle, der optog noget, min mand sagde. Et par dage senere kom de med båndet og forlangte 3.000 dollars. Ellers ville de dræbe min mand. Det lykkedes os at samle pengene sammen med hjælp fra familie og venner. Men så kom de igen. Denne gang ville de have 2.000 dollars. Så vidste vi, at vi ikke havde noget valg. Vi måtte ud af landet.

     - To uger senere havde vi solgt vores forretning og firma og var på vej til Jordan. Vi kørte i bil gennem ørkenen. Vi kørte om natten. Vi vidste, at det var meget farligt, og at vi når som helst kunne blive stoppet af bevæbnede mænd. Turen tog 16 timer. Vi bad hele tiden til Gud om beskyttelse. Jeg havde aldrig været så bange i mit liv, fortæller Zeina.

Gemt i container

Med de penge, som salget af firma og forretning havde indbragt, lykkedes det Salam at komme videre til Europa. Efter 25 dage med fly, lastbil og til sidst gemt i en container stod han i Danmark en efterårsdag for fem år siden. Zeina og datteren på 18 måneder blev i Jordan. Der var ikke penge til, at de kunne rejse.

     - Dengang troede vi, at det kun var et spørgsmål om måneder eller måske et år, inden Salam ville få opholdstilladelse, så han kunne arbejde og hente os til Danmark, fortæller Zeina.

     Men sådan gik det ikke. Salam måtte vente i tre et halvt år, før han fik svar på sin ansøgning om asyl. Det var afslag. I den tid boede han på fire forskellige asylcentre - de sidste tre år i Ålborg. Derefter blev han overført til Sandholmlejren i Nordsjælland, der fungerer som udsendelsescenter for afviste asylsøgere. Her har han boet de sidste 15 måneder, mens han venter på, at det bliver muligt for Danmark at tvangsudsende flygtninge til Irak. Han får ikke længere lommepenge og skal møde hos politiet to gange om ugen. I alt har han ventet i fem år uden at måtte arbejde og forsørge sig selv og sin familie.  

Hjælp fra kirken

Mens Salam ventede i Danmark, boede Zeina og datteren på et lille værelse i Jordans hovedstad Amman.

     - Jeg havde ingen mulighed for at få opholds- og arbejdstilladelse, så vi levede under jorden. Heldigvis fik jeg hurtigt kontakt med en kirke i nærheden, der hjalp mig meget. De var ikke så mange - kun omkring 50, men de var helt enestående. Det var en evangelisk kirke. De bad for mig hver dag. Det gør de stadig. Når vi var syge, hjalp præsten og hans kone os. Jeg havde ingen penge til lægebesøg eller medicin. Vi kom i kirken hver søndag, og om lørdagen underviste jeg børnene, fortæller Zeina, der tilbragte det meste af tiden på det lille værelse. Her underviste hun også datteren i det arabiske og latinske alfabet, så hun kunne få de bedst mulige forudsætninger for en dag at gå i skole i et andet land.

     - Jeg læste meget i Bibelen. Det var en stor hjælp for mig. Salam og jeg kommunikerede med SMS'er - det var billigere end at tale i telefon.

     Mens Zeina var i Jordan, døde hendes far og svigerfar i Irak. Presset mod familien blev stadig større, og svigermoren og en svoger flygtede til Syrien. En anden svoger og svigerinde har i dag asyl i Danmark og bor i Ålborg. Det lykkedes Zeinas mor at komme til USA, hvor hun fik opholdstilladelse sammen med Zeenas bror og søster. I dag har hverken Zeina eller Salam nær familie i Irak.

Deporteret til Irak

At Zeina og datteren, der i mellemtiden var blevet syv år, for godt to måneder siden pludselig stod i Danmark, var ikke planlagt.

     - Efter alle de måneder, hvor jeg var helt afhængig af andre, havde jeg endelig fundet et sort arbejde i Amman. Men to uger efter kom politiet. De tog mit pas og vores ting og satte os af på den irakiske grænse med fem års indrejseforbud i Jordan. En anden irakisk familie blev også deporteret. De tog os med til Bagdad, hvor vi fik lov at bo hos nogle venner. Vi havde jo ingen familie at gå til. Jeg blev flere gange truet på livet, fordi jeg gik i kirke. De truede også med at kidnappe min datter. Hun var meget bange. Hver dag var der bomber, der eksploderede. Efter to måneder sendte min mor penge fra USA, som hun havde lånt fra familie og venner, så jeg kunne betale en menneskesmugler. Jeg ville til Danmark. Det var der, Salam var, og selv om alt var usikkert, kunne vi i det mindste være sammen igen. Salam sagde, at jeg ikke måtte rejse på den måde - han havde jo selv prøvet det og vidste, at mange mennesker dør undervejs. Så jeg fortalte ham ikke, at vi kom. Vi rejste bare.

     - Rejsen tog otte dage - først med bil til Syrien, og så videre op gennem Europa med to forskellige lastbiler. Vi sad sammenkrøbet i et mørkt rum og stoppede kun om natten. Jeg aner ikke, hvor jeg har været. Jeg bare bad til Gud. Meena var meget bange og fik feber undervejs. Turen kostede os 10.000 dollars. Men vi var heldige. Vi overlevede. Og vi blev ikke stoppet, fortæller Zeina.

     Hun ler og ser over på Salam med et skælmsk blik, mens hun fortæller om familiens genforening i Danmark.

     - Fem år er lang tid. Det var som om jeg ikke kunne føle noget. Jeg var i chok! Jeg kan slet ikke beskrive det. Det var den dag, vi havde længtes efter hver dag i fem år. Meena kunne selvfølgelig ikke genkende sin far. Han var helt fremmed for hende. I begyndelsen græd hun meget og havde mareridt efter flugten og tiden i Irak. Nu går det bedre, og hun er begyndt at føle sig tryg.  

Stadig håb

Selv om fremtiden fortsat er uvis, nægter Zeina at opgive håbet.

     - Jeg drømmer om, at Meena en dag får lov at gå i skole som andre børn. At Salam og jeg kan arbejde.

At vi ikke længere behøver at være bange for fremtiden. Jeg vil gerne fortsætte min forskning som kemiingeniør - ikke for at lave bomber, men for at hjælpe mennesker.

     - Jeg tror på, at Gud vil give os en fremtid. Han har hjulpet mig så mange gange før. Det er ingen selvfølge, at vi er i live i dag. Nu beder jeg Gud om at hjælpe os igen.  

     - Jeg er ikke bitter. Et sted dybt inde i mig selv har jeg fred. Livet har lært mig at være tålmodig og stole på Gud, og at alt ikke afhænger af de ydre omstændigheder. Jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke var alene. Ellers havde jeg ikke klaret det, siger Zeina.

     - De danske myndigheder siger, at det er sikkert for os at rejse tilbage til Irak. Men jeg kommer lige fra Irak. Der er ikke sikkert. Vi har et barn. Vi er ansvarlige for hendes fremtid. Måske kan vi rejse tilbage om 10 eller 15 år, når der er demokrati og sikkerhed i Irak. Men ikke nu. Det er alt for farligt. Den nye regering kan ikke beskytte de kristne. Jeg kender mange, der er blevet kidnappet eller halshugget. En af dem er min gamle universitetsprofessor.

     - Lige nu er der ikke mere, vi kan gøre. Salam har ventet i fem år. Måske skal vi vente i 10 år. Vi ved det ikke. Kun Gud kender vores fremtid. Men vi er sammen igen. Får vi ikke opholdstilladelse i Danmark, er Sandholmlejren stadig bedre end Irak.

BMF