Iransk familie, der er konverteret til kristendommen, har fået afslag på asyl

(Nyt på tværs nr. 4-2001)

På sofabordet ligger en tyk kuvert fuld af sagsakter. Habib har netop fået afslag på asyl i Flygtninge­nævnet. Han bladrer i det 9 sider lange afslag, skrevet på dansk, der slutter: "Der er ikke grundlag for at antage, at der vil være risiko for forføl­gelse omfattet af Udlændingelovens § 7."

Den 38-årige iraner forstår ikke de danske myndigheder.

     - Vi har ventet på svar i 25 måneder. Og så siger de, at vi skal rejse hjem. At de ikke tror på mig. - Efter en pause: Det er ikke en human måde at behandle mennesker på.

     I slutningen af oktober stadfæstede Flygtninge­nævnet Udlændingestyrelsens afslag på asyl til Habib, hans kone Zahra og sønnen Amir. Begrundelse: Habibs forklaring er ikke troværdig. Den arrestordre, han kan fremvise fra hjemlandet Iran, er blevet ægtheds­vurde­ret af en vestlig ambassade og fundet mangelfuld. Desuden er Flygtningenævnet ikke sikker på, om Habib overhovedet deltog i den skæbne­svangre demon­stra­tion i Teheran, som ifølge ham selv er den direkte årsag til, at han flygtede. Og hvis han deltog, er det ikke noget problem for ham. Det forhold, at Habib, der er opvokset som muslim, siden ankomsten til Danmark er blevet døbt i en kirke, tillægger Flygtningenævnet heller ingen betydning. Han kan uden risiko vende tilbage til Iran, mener et flertal af de fem nævnsmedlemmer. Og deres dom er endelig. Med mindre det lykkes Habibs advokat at få udskudt udrejsefristen, skal familien være ude af landet om en uge. Ellers kan de udsendes tvangsmæssigt til Iran.

     Danske venner, blandt dem den præst, der sidste år døbte Habib, arbejder på at få sagen genoptaget. For de er overbevist om, at Habib som konvertit ikke kan vende tilbage til det iranske præstestyre, hvor der er dødsstraf for konvertering (apostasi).

Politiet kom om natten

Habib er en spinkel mand med tæt sort hår og et venligt smil bag brilleglassene. Hans historie er historien om en ung iraner med mange spørgsmål og stærke frihedsidealer. For snart tre år siden deltog han som studerende ved et universitet i Teheran i en demon­stration imod regeringens lukning af en national avis.

   - Det var en fredelig demonstration. Men om natten kom politiet, mens vi lå og sov. De slog løs på os og begyndte at skyde. Vi havde ingen våben. Det var kaos. Nogle døde. Politiet ville arrestere mig, men jeg slap væk. Jeg har stadig ar efter deres slag. De næste seks uger boede jeg under jorden. Jeg turde ikke tage hjem. Politiet kom flere gange og spurgte efter mig. De viste min kone en arrestordre på mig og sagde, at de ville komme igen. Den sidste gang kom de om natten. Det var meget grimt. Min søn på 8 år vågnede og så væmmelige ting.

Derefter besluttede vi at flygte.

     - Vi købte falske pas og papirer hos en mand, der lovede at hjælpe os til Canada. Men han forsvandt, da vi nåede Kastrup. Vi ventede og ventede og var meget bange. Vi havde ingen papirer. Men politiet var meget venlige mod os. De tog vores fingeraftryk, og næste dag blev vi sendt til Sandholmlejren. De sidste 18 måneder har vi boet på et center på et nedlagt plejehjem.

     - Vi er her ikke som turister eller for at få penge. Vi kunne godt klare os i Iran. Vi er her, fordi jeg har politiske problemer. Flere af mine venner, der deltog i demonstrationen, er forsvundet. I mit land har vi flere slags politi. De går ikke alle med uniform. Men de kan sørge for, at man forsvinder.

Mange spørgsmål

Som de fleste iranere er Habib opdraget som muslim. Men allerede som barn havde han mange spørgsmål.

     - Min tantes hus lå i nærheden af en kristen kirke. Mange gange havde jeg lyst til at gå derind, men det kunne jeg ikke, for jeg var jo muslim. Jeg ville gerne vide mere om kristendommen, men ingen ville svare på mine spørgsmål. For eksempel læste jeg i Koranen, at Helligånden kom over Maria, og hun fødte Jesus. Men hvem var far til Jesus? Og hvorfor skulle vi muslimer bede til Gud på arabisk - et sprog, jeg ikke forstod? Muslimer siger, at kristne har ændret Bibelen - hvordan kan vi vide, at Koranen ikke også er blevet ændret? Men jeg fik ingen svar. Jeg fik blot at vide, at hvis jeg ikke ville have problemer, skulle jeg følge islams vej.

     - Senere fik jeg kristne venner. De var stille og venlige mennesker, og jeg var meget interesseret i deres tro. Men jeg vidste, at det var umuligt at konvertere til kristendommen i Iran. Det er ganske enkelt forbudt.

Aftensang i kirken

Først da Habib måtte flygte fra Iran på grund af sine politiske problemer, fik han en chance for at finde ud af mere om den kristne tro.

     - En kirke i nærheden af vores asylcenter inviterede beboerne til middag på tværs og aftensang i kirken. Vi tog med, selv om vi var muslimer. Vi gik også med ind i kirken. Jeg forstod ikke bibelteksten, for den var på dansk, men jeg kunne høre, at de sang om Gud og talte med Jesus. Jeg følte noget meget stærkt derinde i kirken. Det var en god oplevelse. Der var ingen, der spurgte, hvilken religion, vi havde. Ingen gjorde reklame for kristendommen eller opfordrede os til at konvertere. Folk var bare venlige og imødekommende. Ingen sagde, at de ikke stolede på os, fordi vi var muslimer.

     - Senere var der en dansk familie, der ringede og spurgte, om de måtte besøge os på centret. Vi sagde, at de var velkomne. De inviterede os til at besøge dem, og vi så, hvordan de bad bordbøn og læste i Bibelen, og hvordan kristne levede sammen.

     - En dag forærede de mig en bibel på mit eget sprog. Jeg var meget glad. Det var den bedste gave, jeg nogen sinde havde fået. Jeg begyndte at læse, og lidt efter lidt fandt jeg svar på nogle af mine spørgsmål. Jeg besluttede, at jeg ville være kristen. Den religion, jeg havde haft før, var min families religion. Den var ikke i mit hjerte. Jeg vidste, at jeg ikke kunne vende tilbage til Iran på grund af mine politiske problemer. Nu var jeg i et frit land, og nu kunne jeg blive kristen. Jeg begyndte at gå til undervisning i kirken, og en dag sagde præsten, at han gerne ville døbe mig. Jeg oplevede, at jeg havde fundet det, jeg havde søgt efter i mange år.

Fortryder ikke

Habib har hele tiden været meget åben om sin kristne tro og dåb i Danmark. Han går i kirke hver søndag og hverken kan eller vil skjule, at han er kristen.

     - Det er svært for jer danskere at forstå vores styre i Iran. Men jeg er helt sikker på, at myndighederne vil straffe mig og sandsynligvis slå mig ihjel, hvis jeg rejser tilbage. For det første har jeg politiske problemer. Det er nok. For det andet har jeg skiftet religion.

     - Selvfølgelig er jeg bange for at dø. Men jeg tænker ikke så meget på mig selv. Jeg tænker på min kone og min søn. Jeg har ansvar for dem. De kan ikke leve videre uden mig. Når jeg er bange, læser jeg i Bibelen, og vi beder sammen. Så bliver jeg rolig.

     Zahra sidder i sofaen ved siden af Habib og knuger et lommetørklæde i hånden. Hun græder. Om en uge skal familien være ude af Danmark. - Habib ser op og fortsætter:  

     - Somme tider råber jeg til Gud: Hvor er du henne? Du lovede at hjælpe os. Men måske har Gud en anden vej for os. Gud kender vores problemer bedre end Flygtningenævnet. Han ved, hvorfor vi forlod Iran. Jeg er sikker på, at vi en dag vil få et normalt liv. Han ved, hvad der er bedst for os. Jeg fortryder ikke, at jeg har skiftet religion. Jeg vil altid være kristen.

BMF

Habib og Zahra ønsker ikke deres rigtige navne på tryk.