Afrikanske krigsflygtninge vil gerne have bedre kontakt med kirken i Danmark

 (Nyt på tværs nr. 1-2001)

Umiddelbart kan det synes, som om der er meget langt fra det lille grønmalede træhus i Løjt Feriecenter med udsigt til sønderjyske græsmarker til Centralafrikas borgerkrige og flygtningestrømme. Men for de tre afrikanske kvinder rundt omkring bordet i det midlertidige asylcenter er krig ikke noget fjernt og uvirkeligt.

De har hver deres historie - Chantal, Christine og Scolastique. De har alle mistet nære familiemedlemmer og er blevet adskilt fra ægtefæller og børn i krigens kaos. Denne torsdag i februar sidder de i den nedlagte ferielejlighed og fortæller om mødet med kirken i Danmark, mens regnen rusker i de nøgne grene uden for vinduet.

     De tre kvinder har alle deltaget i middage på tværs arrangeret af Sct. Nicolai kirke i Aabenraa. Chantal fortæller:

     - Det var første gang, nogen inviterede os på middag i Danmark. Vi var meget interesseret i at møde nogle fra kirken. Kirken var fuld af mennesker, og de havde lavet mad til os og ordnet alting. Her var katolikker, protestanter og muslimer. Specielt var det godt med sang og bøn i kirken. Det rørte ved noget inde i mig. Og så havde kirken et kor, der sang for os. Det var fantastisk, fortæller den 51-årige katolik, der har været ansat i UNICEF i Rwanda og kom til Danmark for seks måneder siden sammen med en teenagesøn. Hendes mand blev dræbt i krigen. Hvor de to ældste sønner er ved hun ikke.

Vil gerne tale med præsten

Også Christine Munezero er glad for det initiativ, Sct. Nicolai kirke har taget, og vil gerne have mere kontakt med kirken. Hun er 34 år og uddannet diakon i den protestantiske kirke i Burundi, hvor hun ofte prædikede om søndagen.

     - Jeg vil gerne møde præsten og tale med ham. Men sproget er et problem. Jeg taler jo ikke dansk. Men jeg beder om, at Gud må finde en løsning. Jeg taler fransk og swahili, og jeg har hørt, at der er nogle danskere i menigheden, der taler swahili. Dem vil jeg meget gerne møde, siger Christine, der ikke har haft kontakt med sin mand og datter, siden hun kom til Danmark kort før jul.  

Til messe de fleste dage

Scolastique Nyirarruraneza kom til Danmark i september sidste år fra Rwanda sammen med to af sine fem børn. I hjemlandet arbejdede den 46-årige kvinde som sekretær for FNs Flygtningehøjkommisariat UNHCR. Under borgerkrigen i Rwanda flygtede familien til Congo, men da der også udbrød krig i Congo, blev de endnu en gang tvunget til at flygte. Under flugten blev Scolastique skilt fra tre af børnene. Hvor de er i dag ved hun ikke. Da hun kom til Danmark, var det første, hun gjorde, at opsøge en kirke.

     - Vi er vant til at gå meget i kirke. I Danmark vil vi gerne fortsætte vores kristne liv, og derfor går vi til messe de fleste dage i Aabenraa, selv om vi skal gå tre kilometer op til bussen. I vores land er folk i kirken de første til at hjælpe, når man har problemer. Men vi har opdaget, at sådan er det ikke i Danmark. Vi ville ønske, at præsten ville komme og besøge os. Vi har mange problemer, og vi har brug for åndelig og moralsk støtte fra kirken, siger hun og fortsætter:

   - Vi beder om, at Gud må hjælpe os. Vi ønsker bare at få lov til at blive i Danmark. Engang havde vi det godt. Vi havde arbejde. Vi havde alt. Når der igen bliver fred og sikkerhed i vore lande, rejser vi hjem. Men som situationen er nu, er det helt umuligt.