Interview med asylansøgere, der har ventet henholdsvis tre måneder, otte måneder og 25 måneder

(Nyt på tværs nr. 2-2001)

Ventetid: Tre måneder

Om få dage afgøres fremtiden for familie fra Kasakhstan

Om Asela og Bakhits to drenge får lov til at opleve en dansk sankthansaften er endnu uvist. I næste uge behandles familiens asylansøgning i Flygtningenævnet, og her afgøres det, om de to sortøjede drenge på 10 og 13 år skal vokse op i Danmark eller følge deres forældre ud af landet til en uvis fremtid et ukendt sted i verden. For tilbage til hjembyen nær den kinesiske grænse i Kasakhstan tør familien ikke rejse.

Siden Asela (42) og Bakhit (48) kom til Danmark i begyndelsen af februar, har de boet på et værelse i familiebygningen i Sandholmlejren i Nordsjælland, hvor alle asylansøgere indkvarteres den første tid. Da de kommer fra en tidligere Sovjetrepublik, behandles deres asylansøgning efter Udlændingestyrelsens særlige hasteprocedure for kriminelle asylansøgere - også selv om familien aldrig har begået noget ulovligt. Som langt de fleste asylansøgere fra det tidligere Sovjetunionen fik de allerede efter få uger afslag fra Udlændingestyrelsen på deres ansøgning om asyl. Nu venter de på Flygtningenævnets afgørelse. Venter og håber, mens de længes efter en normal hverdag.

Truet på livet

Vi sidder i Dansk Røde Kors´ Kulturhus på Christianshavns Brygge på Amager med udsigt til Nyhavns brogede menneskemængder, svenske flyvebåde og turister på kanalrundfart. I det fjerne kan vi følge de gule HT-busser på Kongens Nytorv, hvor myldretiden er begyndt. Det er en af årets allerførste varme dage, og solen vælder ind ad de åbne vinduer. Alt ånder fred og normalitet. Men en normal tilværelse er fortsat noget, som Asela og Bakhit ikke ved, hvornår de igen får lov at opleve. Det er mange måneder siden, at de har kunnet give deres to drenge et normalt liv.

- Engang levede vi et godt liv med hus og bil og alt, hvad vi havde brug for. Vi boede i en by på størrelse med København og havde begge gode jobs - jeg som fuldmægtig i civiladministrationen og min kone som lærer på en skole for handicappede børn. Drengene gik i skole og trivedes. Men så begyndte problemerne, fortæller Bakhit.

- I Kasakhstan bor der mange forskellige etniske grupper - kasakker, russere, ukrainere, kinesere, mongoler osv. Vi fik problemer på grund af modsætningsforhold mellem nogle af grupperne. Jeg kan ikke forklare i detaljer. Men det endte med, at jeg blev fyret, og efterhånden blev det farligt for os at færdes på gaden. En gang var der nogen, der satte ild til vores hus, og vi var konstant bange for, at drengene skulle blive kidnappet. Kidnapninger er ikke ualmindelige i Kasakhstan. Til sidst blev vi truet på livet og turde ikke blive i vores hjem. Vi levede under jorden i fem måneder, inden vi fandt nogen, der kunne hjælpe os ud af landet. At vi endte i Danmark var en tilfældighed. Alt hvad vi vidste om Danmark var, at det var et demokratisk land med lov og orden, at danskerne er gode til at spille fodbold - og så havde vi læst H.C. Andersens eventyr!

Ingen lås på døren

Familiens første møde med danskerne var på en politistation nær den dansk-tyske grænse.

- Da vi var kommet over grænsen med toget, stod vi af og gik hen på den nærmeste politistation og fortalte, at vi søgte om asyl. Det var en fredag, og vi fik at vide, at vi skulle bo i et gæstehus indtil mandag, hvor de ville overføre os til Sandholmlejren - som vi ikke anede hvor var. Vi blev meget overrasket over, at der ikke var lås på døren, og at der var fjernsyn og komfur og alt, hvad vi skulle bruge for at lave mad. Vi tænkte, at danskerne var meget gæstfrie, fortæller Asela.

- Tiden i Sandholmlejren har været et pusterum oven på en meget svær tid. Selv om det er umuligt for os at glemme alle de dårlige ting, vi har oplevet, har vi for første gang i lang tid kunnet slappe lidt af. Drengene går i skole i lejren og får papir og blyanter. De har ikke gået i skole siden sidste sommer. Vi har alt, hvad vi behøver - mad, tøj og et sted at sove. Vi får medicin, hvis vi er syge. Vi kan benytte internetcaféen, låne bøger på russisk og spille fodbold og volley ball. Vi er meget taknemmelige. Jeg ved godt, at der er nogle asylansøgere, der stjæler og gør dårlige ting, men jeg kan slet ikke forstå, hvorfor de gør det. Og når de kommer fra det samme område som jeg selv, synes jeg, at det er meget skamfuldt, siger Bakhit.

Kun én Gud

Et par uger efter ankomsten til Sandholmlejren så familien en plakat for en gudstjeneste på engelsk i en københavnsk kirke. Kirken ville sende en bus op til lejren, stod der. Selv om de ikke talte engelsk, besluttede de at tage med.

- Det var første gang, vi deltog i en kristen gudstjeneste. Vi er muslimer, men vi tror, at der kun er én Gud. I Kasakhstan har vi meget gode venner, som er kristne. Derfor ville vi gerne besøge en kirke i Danmark - og vi er kommet til alle gudstjenester siden. Vi vil gerne lære mere om det danske samfund og dansk kultur. Vi er meget glade for, at nogle mennesker arrangerer gudstjenester for os. Det hjælper at tænke på noget andet i nogle timer. Når vi tager i kirke, får vi det lidt bedre, fortæller Bakhit. Asela supplerer:

- Da jeg var barn i Kasakhstan, var der ikke mange, der troede på Gud. Som borgere i en Sovjetrepublik blev vi opdraget til at være ateister. Der fandtes ikke nogen Gud, lærte vi. Derfor er vi vant til at tænke på Gud usynligt i vores hjerter. I dag kan vi ikke sige, at vi er meget troende, men vi har arvet nogle muslimske traditioner fra vores forældre og bedsteforældre, som vi forsøger at videreføre.

Fremtiden

Bakhit og Asela håber meget, at de danske myndigheder vil forstå deres situation.

- Hvis vi får lov til at blive, vil vi gøre vores bedste for at bidrage til det danske samfund. Vi vil arbejde meget og opdrage vores børn på en god måde, så de ikke får psykologiske problemer. Vi vil gerne have, at de er venlige, retfærdige og viser respekt, og at de forstår, at de materielle ting ikke er de vigtigste. Det vigtigste er selve livet, siger de samstemmende.

- Vi havde et godt liv i Kasakhstan og savner vores familie og vores by meget. Vi forsøger ikke at tænke for meget på alt det, vi har forladt - det gør for ondt. Vi var ikke flygtet, hvis det ikke havde været nødvendigt. Vi er midt i fyrrene - vi er ikke teenagere på udkig efter spænding og nye oplevelser. Vi flygtede ikke for at få et bedre liv. Vi flygtede for at overleve.

Inden vi rejser os og går ud i forårssolen, er der noget, som det ligger Bakhit meget på sinde at få sagt.

- Vi er meget taknemmelige for den måde, danskerne har taget imod os på. Danskerne er meget venlige mod os. Hvad enten vi får asyl eller ej, vil vi altid være taknemmelige mod det danske folk.

Ventetid: Otte måneder

Sociologiprofessor bruger ventetiden på asylcenter til frivilligt arbejde

Hamid er en lille tæt midaldrende mand med mørke øjne og overskæg. Han taler engelsk med en blanding af arabisk og fransk accent, der vidner om, at han engang i halvfjerdserne afsluttede en doktorgrad ved et af Frankrigs prestigefyldte universiteter. De sidste tyve år var han professor i samfundsvidenskab ved et universitet i Mellemøsten. Men i september sidste år blev adressen skiftet ud med et asylcenter i Danmark.

- Da jeg landede i Kastrup Lufthavn, kendte jeg intet til asylproceduren i Danmark. Jeg vidste ikke, at der fandtes asylcentre, og at det var der, jeg skulle bo, mens myndighederne behandlede min asylansøgning. I mit land er det meget svært at finde ud af, hvad der foregår i udlandet. Myndighederne ønsker ikke, at vi skal have adgang til satelitkanaler, internet eller e-mail. Jeg vidste, at Danmark var et demokratisk og antiracistisk land, hvor der ikke var krig, men det var ikke derfor, jeg kom her. Jeg kom, fordi jeg ikke kunne være i mit eget land, fortæller Hamid, der ønsker at være anonym af hensyn til familien i hjemlandet.

Indkaldt til militæret

Det var en indkaldelse af landets intellektuelle til militærtjeneste, der bragte Hamid i myndighedernes søgelys.

- Alle mænd blev indkaldt til hæren. Men jeg er sociolog og ikke soldat. Jeg ville ikke forberede mig på aktiv krigstjeneste i militærets træningslejr. Jeg har det sådan, at jeg ikke kan stå over for et andet menneske og dræbe ham. Det føler jeg meget stærkt. Men da jeg fik indkaldelsen, kunne jeg ikke sige nej. I mit land siger man ikke nej, hvis man vil se sine børn blive voksne. Men jeg tog heller ikke afsted. Der er mange måder at sige nej på. Jeg valgte en zigzagmåde.

- Jeg fik mange problemer, inden det lykkedes mig at få en midlertidig kontrakt med et universitet i et andet land. Men mit navn stod på listen over dem, der ikke havde tilladelse til at forlade landet. Hvad skulle jeg gøre? Min kone støttede mig i, at jeg skulle rejse ud illegalt. Så det gjorde jeg. Da jeg var rejst, kom politiet til vores hus og spurgte efter mig, fordi jeg ikke kom på arbejde. Senere fandt myndighederne ud af, hvor jeg var, og fik afbrudt min nye kontrakt. Min kone fik mange problemer på grund af mig og turde ikke længere blive boende i vores hus.

Død tid

Hamid har svært ved at klare den passive ventetid som asylansøger. Han er en aktiv mand, der altid har haft travlt.

- Jeg forstår ikke proceduren her. Den er sort for mig. At vente på asyl er en død tid. Som asylansøger får man intet at vide om fremtiden. Det er en meget svær situation. Jeg har min familie. De venter på at høre, om de kan komme til Danmark. Men jeg kan ikke sige noget til dem, og det kan de ikke forstå.

Hamid bor på et lille værelse, som han deler med syv andre mænd. Alle sover i køjesenge. Udover en seng har hver beboer et skab til personlige ejendele.

- Vi er meget forskellige og har ikke valgt at bo sammen. Jeg vil gerne læse om aftenen, men der er aldrig ro på værelset. Jeg savner min familie - min kone og mine store børn. Jeg savner mine bøger og min forskning. Det er meget svært at leve et normalt liv her. Vi har intet privatliv.

- Personalet er flinke nok. Når de finder ud af, at man respekterer sig selv, bliver man også mødt med respekt. Men jeg har brug for at kende fremtiden. Det gjorde jeg ikke i mit eget land. Nu har jeg desperat brug for at vide, om jeg kan opbygge en fremtid her. Selv fanger i et fængsel ved, hvornår de har afsonet deres dom. Men asylansøgere ved ingenting. Der er ingen deadline. Det kan jeg ikke forstå - Danmark er jo et udviklet land med lov og orden og ikke et diktatur!

Ro i kirkerummet

Hamid er opdraget som muslim og kom somme tider i moskéen i hjemlandet. I Danmark har han god kontakt med kirken.

- For mig er alle kirker, moskéer og synagoger Guds hus. Da jeg læste i Frankrig, kom jeg somme tider til møder i den kristne studenterbevægelse GBU. Som barn gik jeg i en kristen skole, og senere fik jeg kristne kolleger og naboer. Der er mange kristne i vores by, og nogle af dem er mine gode venner.

- Jeg har svært ved at sige, hvordan min religion hjælper mig. Da jeg kom til Danmark, gik jeg hen i en kirke. Det gjorde jeg for at få kontakt med danskere. Men jeg føler også noget, når jeg er i en kirke. Jeg kan godt lide kirkebygninger og den stilhed og ro, der er derinde. Her på asylcentret er der aldrig ro.

Fremtiden

Hamid er ikke i tvivl om, at han kan opbygge en ny tilværelse i Danmark, hvis han får asyl.

- Jeg har stadig en masse idéer. Jeg vil gerne undervise, forske og skrive, men hvis det ikke kan lade sig gøre, vil jeg søge job inden for handel eller lamdbrug. Jeg er ikke bange for at starte forfra, men jeg er bange for asylproceduren. Tror myndighederne på mig? Eller sender de mig tilbage? Jeg kan ikke rejse tilbage nu. Det er umuligt. Døren er lukket. Kun Gud ved, hvad der så vil ske med mig. Men hvis forholdene i mit land en gang bliver anderledes, vil jeg gerne tilbage. Jeg holder jo stadig af mit land, og jeg vil gerne fungere som kulturel brobygger og fortælle om de gode ting i Danmark.

Hamid er godt i gang med at lære dansk. Han deltager i frivillig danskundervisning i et missionshus, to timer om ugen underviser han frivilligt på et universitet, han har netop afsluttet et mindre forskningsprojekt, og nu er han ved at redigere en håndbog på tre sprog for Dansk Røde Kors.

- Hvis jeg ikke sørger for at arbejde og være mentalt aktiv, kan jeg ikke overleve. Jeg kan ikke gøre som dyrene og bare spise og sove. Jeg vil overleve.

Ventetid: 25 måneder

29-årige Aziz har mistet troen på fremtiden

Aziz kom til Danmark i april 1999. I dag bor han fortsat på et asylcenter et sted i Danmark. Siden han indgav sin asylansøgning for over to år siden, har han intet hørt fra myndighederne. Når han ringer til Udlændingestyrelsen, får han blot at vide, at han skal vente. Det har han gjort i 25 måneder.

Aziz er født i et land i Mellemøsten. Da han var 8 år gammel, blev han og hans familie udvist til nabolandet. Nogen forklaring fik de aldrig. Selvfølgelig ikke, siger Aziz. I hans land giver myndighederne ikke forklaringer.

- Det var ikke kun min familie. Næsten 700.000 mennesker er blevet udvist siden 1980. Vi havde ikke gjort noget forkert. Militæret kom simpelt hen en dag til vores hus og tog vores penge, papirer, hjem, bil og forretning. Vi blev taget med på politistationen og sat i fængsel - mine forældre, søskende og jeg. I mit land er det meget almindeligt, at politiet slår folk og siger dårlige ting. Samme dag hentede de også min onkels familie og min ældste bror og søster og deres familier. En af mine brødre er stadig i fængsel. Vi ved ikke, om han er død. En anden er forsvundet, fortæller Aziz.

- Vi blev udvist med kun det tøj, vi havde på. De kørte os til grænsen i bil. Der blev vi sat af. Vi var heldige. Vi skulle kun gå to-tre kilometer. Andre måtte gå i flere dage. Nogle døde eller forsvandt undervejs.

Syv år under jorden

Siden har Aziz levet med bevidstheden om at være uønsket. Han gik ud af skolen efter 9. klasse. En videregående uddannelse kunne han ikke få, da han ikke havde statsborgerskab. Han fik skiftende jobs og havde sin egen restaurant i nogle år, men uden statsborgerskab havde han ingen sikkerhed for fremtiden. En ansøgning om statsborgerskab endte med fængsel og udvisning til hjemlandet. Men han kunne ikke rejse tilbage og levede de næste syv år under jorden, indtil han igen blev fængslet og udvist til hjemlandet.

- Jeg forsøgte at skjule mig i et område langt fra hovedstaden. Men det var meget farligt for mig. Jeg talte ikke sproget og kendte ikke geografien og traditionerne. Når soldater stoppede mig og spurgte, hvem jeg var, havde jeg ingen papirer.

Efter nogle måneder under jorden i hjemlandet flygtede Aziz til Tyrkiet. Derfra hjalp en menneskesmugler ham videre til Danmark, hvor han siden har boet på skiftende asylcentre.

- Det meste af tiden boede jeg på et center på Sydlangeland, hvor de eneste, der var at tale med, var køerne på markerne. Det kunne jeg ikke klare i længden, så ind imellem har jeg boet hos venner.

- Den første tid tænkte jeg rigtig dejlige ting om Danmark. Jeg var meget glad og troede, at Danmark var et demokratisk land med menneskerettigheder og alting. I dag har jeg svært ved at høre efter, når danskere snakker om frihed, demokrati og menneskerettigheder. Når politikere taler om demokrati i fjernsynet, slukker jeg.

Tabte tyve kilo

Aziz sidder længe tavs, da han bliver spurgt, hvordan han har det i dag efter at have ventet i godt to år.

- Jeg har tabt tyve kilo, siger han og ser ud i luften.

Han fortsætter:

- I begyndelsen tænkte jeg: Jeg skal læse og lære en masse. Jeg var tørstig efter at vide mange ting. Jeg var stærk. Jeg ville lære dansk og lærte 30 nye ord hver dag. Nu kan jeg ikke længere lære ét ord om dagen. Jeg glemmer alt. Mine nøgler. Hvor jeg skal stå af bussen. At jeg har sat en gryde over på komfuret. Jeg var ikke sådan tidligere. Jeg var dygtig. Nu kan jeg ikke gøre noget mere. Jeg er altid træt. Alting er mørkt for mine øjne. Jeg er bange for fremtiden, fordi jeg har haft en dårlig fortid. I lang tid troede jeg, at der ville komme gode dage, men de kom ikke. Hver gang jeg ringer eller skriver eller faxer til Udlændingestyrelsen, siger de vent - vent. Eller de siger, at sagsbehandleren er på syg, på ferie eller på kursus.

Der bliver en lang pause, da Aziz bliver bedt om at fortælle, hvordan han klarer ventetiden.

- Jeg drikker for meget alkohol... Og så snakker jeg med mine venner. Jeg har rigtig, rigtig gode venner i Danmark - både danskere og udlændinge som mig. Hvis man har problemer og ikke siger noget, bliver ens problemer større og større. Hvis jeg ikke havde haft venner her, havde jeg aldrig klaret det. Mine venner og jeg kan lytte til hinanden og hjælpe hinanden. Det er gensidigt. Det hjælper rigtig godt at kunne fortælle, hvad man føler. Jeg har mange venner i kirken, hvor jeg kommer til danskundervisning. Selv om jeg er opvokset i en muslimsk familie, har jeg ikke problemer med at komme i en kirke. Muslimer tror, at kirken er et helligt sted. Da jeg var barn, havde vi kristne naboer og kom som gæster i hinandens hjem. Vi kom også i kirken, og de kom i moskéen.

Mareridt

Aziz har ofte problemer med at sove om natten.

- Hvis jeg sover, drømmer jeg mange ting. Mine drømme er ikke så gode. Jeg drømmer mest, at jeg er tilbage i mit hjemland. Jeg har rigtig mange dårlige minder. Mange nætter sover jeg slet ikke.

- I dag har jeg ikke noget håb tilbage. I mit eget land ville jeg mange ting, men jeg måtte aldrig det, jeg ville. Det er det samme i Danmark. Også her siger de: Du må ikke. Ti stille. Vent. Nu ved jeg ikke længere, hvad jeg vil. Er det ikke en slags fascisme at behandle mennesker sådan, spørger Aziz.

- I det land, jeg kommer fra, havde jeg et grønt kort. Det betød, at jeg ikke måtte købe hus eller jord eller forretning. I Danmark har jeg et hvidt kort med et udlændingenummer. Det betyder, at jeg ikke må arbejde, låne bøger på biblioteket eller gå på danskkursus. Et grønt kort eller et hvidt kort. Det er det samme.

Taler flydende dansk

Selv om Aziz ikke har gået på sprogskole, foregår interviewet på dansk, som Aziz taler flydende - foruden de tre sprog, han havde med fra Mellemøsten.

- Jeg takker mine dansker venner for deres tålmodighed. Jeg taler jo ikke perfekt dansk. Når jeg snakker, ved jeg godt, at jeg mange gange snakker fejl. Men de hører, hvad jeg siger, og når der er noget, jeg ikke forstår, spørger jeg. På den måde lærer jeg at forstå, hvad de føler.

Aziz vil gerne opfordre danskerne til at tage kontakt med asylansøgere. Selv har han ofte oplevet, at danskere bliver bange og undgår ham, når han går på gaden. Det gør ondt.

- Asylansøgere er ikke kommet til Danmark for sjov. Vi er ikke turister her. Jeg bliver ked af det, når jeg mærker, at nogen er bange for mig. Jeg er ikke farlig. Vi udlændinge er gæster her. I Mellemøsten er det værten, der tager det første skridt til kontakt. Når jeg i dag har mange danske venner, er det fordi jeg selv har taget den første kontakt. Sådan har det været næsten hver gang.

BMF