Endelig kan vi give vores børn en fremtid

(Nyt på tværs nr 2-2000)

ASYLBØRN: 5-årige Nouhadra har tilbragt det meste af sit liv bag portvagt og pigtråd i Sandholmlejren i Nordsjælland. Da hun kom til verden på Kolding Sygehus, var familienindkvarteret på et nærliggende asylcenter. Efter et år fik de afslag på asyl og blev overflyttet til Sandholmlejren, der fungerer som udsendelsescenter for afviste asylsøgere. Men på grund af borgerkrigen i Irak kunne familien ikke sendes tilbage. De næste fire år boede de på to små værelser på det tidligere kaserneområde, der huser 600-800 asylsøgere, hvoraf mange kommer fra krig og kaos.

I dag er Sandholmlejren et afsluttet kapitel i 5-årige Nouhadras liv. I februar blev familiens asylsag genoptaget i Flygtningenævnet, og forældrene blev anerkendt som flygtninge med konventionsstatus med den begrundelse, at familien tilhører Iraks forfulgte kristne minoritet. Der blev også lagt vægt på, at familien kommer fra et område i Bagdad, hvor kristne gennem længere tid har været udsat for overgreb.

En varm forårsdag i april leger Nouhadra i stuen i familiens nye hjem - et gulstens rækkehus i landsbyen Hammel vest fra Århus. Der er endnu ingen møbler i huset - kun madrasser og tæpper. Men Nouhadra er ligeglad med møbler. Hun fortæller ivrigt, at hun har en veninde i et af nabohusene. At der også er en kat. At hun har set en frø i haven, og at hun godt kan lide heste og hunde.
Nahreen Ishak (32) betragter datteren med et smil.

- Nouhadra er glad, siger hun. Lettelsen er tydeligt mærkbar også hos hendes mand Zuhair Georges (37) og sønnen Stewart på 12 år. Efter fem års passiv ventetid kan familien nu begynde at opbygge en normal hverdag i den lille østjyske by.

- I lang tid vidste vi ikke, om vi havde en fremtid. Derfor talte vi aldrig med børnene om fremtiden. Alt kunne ske. Vi vidste kun, at vi ikke ville tage vores børn med tilbage til borgerkrigen i Irak. Jeg har selv oplevet to krige som barn. Der var lange perioder, hvor vi var bange hele tiden. Mine børn skulle ikke opleve det, jeg har oplevet, siger Nahreen.

- Nu kan vi endelig give vores børn en fremtid og begynde at tænke på uddannelse og arbejde. Måske vil jeg være sygeplejerske. Allerhelst ville jeg være politibetjent, men det er jeg for gammel til. I Irak arbejdede min mand som smed. Måske kan han åbne et pizzaria her i Danmark. Hvad som helst. Vi vil bare have et arbejde, så vi kan forsørge os selv og vores børn.
 

Levede uden penge
At børnene skulle tilbringe fem år af deres barndom på et asylcenter, havde Nahreen og Zuhair ikke forestillet sig, da de i sin tid kom til Danmark. Men Sandholm var stadig bedre end borgerkrigen i Irak, siger de samstemmende.
 
- Selv om hverdagen var meget stressfuld,forsøgte vi at skabe trygge rammer for børnene og opdrage dem til at blive gode mennesker og gode samfundsborgere. Men vi har ikke kunnet give dem et normalt liv eller gøre normale ting som andre forældre. I begyndelsen var det svært for vores søn at forstå, at hans far ikke måtte arbejde som andre fædre, og at vi for eksempel ikke kunne købe fødselsdagsgaver eller en is. I tre år havde vi ingen penge. Nul kroner. Men livet er mere end penge. Heldigvis var der venner fra kirken, som hjalp os. Og Røde Kors gav os kage, juice og frugt, så vi kunne invitere vores søns klasse til børnefødselsdag. Vi klarede det, siger Nahreen, der glæder sig til snart at kunne købe ting til børnene som andre forældre.
 
Hun er klar over, at den manglende stabilitet og de mange kortvarige venskaber, der kendetegnede børnenes hverdag i Sandholmlejren, har påvirket dem.
 
- Det sidste år havde Nouhadra ikke lyst til at lege med nye børn. De rejste jo alligevel efter en måned, og så var hun alene tilbage igen. Vores søn måtte sige farvel til alle sine bedste venner, efterhånden som den ene familie efter den anden fik asyl. Vi var de sidste tilbage af en stor gruppe kristne irakere. Andreforsvandt bare. En morgen var de der ikke mere. De var blevet hentet af politiet om natten.

- Vi talte aldrig med børnene om vores egne følelser. Men vores søn var gammel nok til at forstå mange ting og tænke mange tanker. Han kunne mærke, at de voksne i lejren ikke havde det godt. Somme tider havde han mareridt og kunne ikke sove om natten. Så prøvede vi at snakke om, hvad han var bange for.

Ydmygende
 En kilde til vrede og frustration hos de voksne var den ugentlige meldepligt hos politiet, som afviste asylsøgere er pålagt.

- To gange om ugen skulle vi svare på, hvorfor vi ikke rejste tilbage til Irak. Jeg følte mig som en bold, der blev sparket rundt fra den ene til den anden. Alle vidste jo, at der var krig i vores land. Der var dage, hvor jeg græd af raseri og afmagt, når jeg kom tilbage til vores værelse. Somme tider spurgte Nouhadra: Mor, hvorfor græder du? Men for børnenes skyld måtte vi ikke give op. Stå op hver dag, være stærk, ikke græde.
 
At familien de første år skulle spise i lejrens cafeteria på bestemte tidspunkter hver dag var en ekstra frustration. Nahreen husker dørvagterne, der skulle sørge for, at beboerne ikke tog mad over på deres værelse. Det oplevede hun meget ydmygende.

Kristen friskole
For at få struktur på hverdagen arbejdede Nahreen frivilligt i lejrens tøjcentral, hvor hun udleverede tøj til de andre beboere efter et særligt pointsystem.
 
- Det var vigtigt for mig at komme ud. På værelset sad jeg bare og tænkte og tænkte. Jeg havde brug for at gøre noget nyttigt, siger hun.
 
Forældrene håber, at børnene med tiden vil glemme de dårlige oplevelser og huske de gode ting.

- Der var jo også gode ting. Kammerater, vores søns skole, klubben på centret, kirken og vores danske venner. Gennem kirken fik vores søn friplads på en kristen skole. Det var noget meget stort for os. Her fik han gode kammerater og lærte meget mere end på skolen for asylbørn. Vi er meget taknemmelige. I dag taler han dansk og kan fortsætte i 5. klasse på sin nye skole. Det er meget vigtigt for os, at vores børn får en god uddannelse. Det var hårdt for ham at sige farvel til sin skole. Vi har lovet, at han kan besøge sin gamle klasse.
 

Taknemmelig

Nahreen er taknemmelig for den støtte, familien fik fra en række folkekirker i København, der på skift sendte en bus op til Sandholm et par gange om måneden.
 
- Jeg er kristen og har altid gået i kirke. Det var meget vigtigt for mig, at mine børn lærte om Gud og Jesus og blev vant til at komme i kirken. I kirken lagde jeg alle mine bekymringer fra mig. Jeg følte mig som et andet menneske. Efter gudstjenesten sad vi sammen og drak kaffe og snakkede, mens børnene legede, fortæller Nahreen.
 
- I kirken fik vi danske venner. De hjalp os meget. Flere kom og besøgte os eller inviterede os på besøg. Der var også en gruppe bedsteforældre, som kom hver søndag i al slags vejr for at opmuntre os.
 
- Min tro hjalp mig til ikke at opgive håbet. Hver dag læste jeg i Bibelen og bad Gud om at hjælpe os. Jeg blev ved med at sige: Måske i morgen...
 
- Jeg tænker somme tider, at hvis vi ikke havde ventet så længe, kunne vi have været i arbejde i dag, og Nouhadra kunne have gået i dansk børnehave og talt godt dansk. Vi har spildt fem år af vores liv. Men samtidig er jeg meget glad og taknemmelig. Jeg føler mig som en fri fugl, der er sluppet ud efter lang tids fangenskab. For første gang meget længe kan jeg sove om natten uden at vågne og være bange. Nu handler det om at opbygge en ny fremtid for børnene. Vi har kun ét liv. Dagen i går kommer ikke igen.
 
BMF