Afviste asylsøgere på midtjysk udrejsecenter har ikke mistet håbet

(Nyt på tværs 2 - 2016)

Drømmen om asyl og opholdstilladelse i Danmark blafrer i den lune sommervind mellem de stadig halvtomme bygninger på Udrejsecenter Kærshovedgård, der ligger idyllisk omgivet af nyudsprungen skov oggræssende sortbrogede køer få kilometer fra Ikast. Ifølge udlændingemyndighederne forventes beboerne kun at opholde sig her i kortere tid, inden de kan udsendes. Men de unge iranere, der tager imod på gårdspladsen, har ikke opgivet håbet. Blandt de knap 40 afviste asylsøgere, der foreløbig er overflyttet til det tidligere åbne fængsel, er en større gruppe nykristne iranere, der er blevet døbt i Danmark. De drømmer om en fremtid i et land, hvor de kan praktisere deres nyfundne kristne tro uden frygt for repressalier.

På terrassen foran en af de lave bygninger giver beboerne høfligt hånd til de besøgende, der modtages med smil, kiks og saftevand i varm eftermiddagssol. Her har ingen travlt. Til forskel fra flygtninge med opholdstilladelse skal asylsøgerne på Kærshovedgård ikke integreres. Tværtimod. Den tvungne passivitet har til formål at motivere beboerne at forlade Danmark frivilligt. For alle har fået endeligt afslag på asyl og opholder sig her, fordi de ikke medvirker til hjemrejse. Det betyder, at de har opholdspligt på centret, ikke får lommepenge og ikke kan komme i praktik eller aktivering. Alle har været i Danmark i en årrække - en enkelt i 15 år. Nogle har været fængslet og tortureret i hjemlandet. For andre indebærer det, at de er konverteret til kristendommen, i sig selv en alvorlig sikkerhedsrisiko, da de kommer fra lande, hvor det ikke er tilladt for muslimer at skifte tro. De er ikke i tvivl om, at et dansk udrejsecenter langt er at foretrække frem for det, der måtte vente i hjemlandet.

Houmans historie

Houman er 28 år, musiker og tidligere arkitektstuderende. Han kom til Danmark i 2010 og var en af de første, der flyttede ind på Kærshovedgård en  af de første dage i april. Houman fortæller:

”Jeg voksede op i en større by i det sydlige Iran. Vi var muslimer, men min familie var ikke religiøs. Da jeg var barn, fortalte min mor mig om Jesus. Hun sagde, at han var en helt særlig person og Guds Søn. Jeg forstod ikke rigtig, hvad hun sagde. Måske vidste hun det heller ikke selv. Men hendes ord blev liggende i mit hjerte.

     Mens jeg læste på universitetet, fik min familie politiske problemer. Der skete mange ting. Som 22-årig blev jeg smidt ud af universitetet, og min bror og jeg måtte flygte ud af landet. Jeg kom til Danmark en måned før min bror. Han fik asyl, men jeg fik afslag.  

     De næste fire år boede jeg på et asylcenter i Hanstholm. Her mødte jeg en iraner, der inviterede mig med i kirke. Jeg var nysgerrig og sagde ja - hvorfor ikke? Det var som om jeg havde gået og ventet på at høre mere om den Jesus, min mor havde fortalt om. De næste syv måneder kom jeg i kirken hver søndag og fik undervisning af præsten, inden jeg blev døbt. Jeg fik lov at spille guitar i kirken og følte mig som en del af en stor familie. Den kristne tro var noget, jeg voksede ind i.

     Men det var også en meget stressende tid. Jeg havde fået afslag på asyl og ville ikke skrive under på frivillig hjemrejse. Det ville være madness. Jeg ved, hvad jeg er flygtet fra.

     Først sendte de mig til Sandholm. Nu er jeg så her. Jeg ved ikke, hvad der vil ske i morgen. Hver dag beder jeg til Jesus. Jeg er helt sikker på, at han hører mig. Jeg beder for os alle sammen her. Nogle gange er det hele overvældende. Ensomheden. Håbløsheden. Men når jeg læser i Bibelen, får jeg nyt håb. At være kristen handler om at være et lys for andre – også når man selv er under pres. Min mor bor i dag i USA og er netop konverteret. Hun siger, at min tro har inspireret hende.  

    En af de første dage her fik vi besøg af en præst. Han inviterede os hen i kirken og sagde, at de ville hente os. At komme i kirken giver mig styrke. I kirken føler jeg mig ikke som en flygtning. Efter en måned fik jeg lov at blive konfirmeret. Jeg havde meget brug for at bekræfte min kristne tro i kirken. Det var som om Jesus sagde til mig, at det her ikke er enden. Jeg skal bare holde ud lidt endnu. Så bliver det bedre. 

     Når jeg ser mennesker, der lever et normalt liv med arbejde og kæreste, spørger jeg somme tider Gud: Hvorfor ikke mig? Men jeg er taknemmelig for det, jeg har. Jeg er rask. Jeg taler flere sprog. Jeg har min musik og min guitar. Musikken hjælper mig til at stresse af. Og Jesus er her. Det er jeg overbevist om. Vi er ikke alene. Hvorfor skulle jeg så være bange? Jeg er i Guds hænder. Han kender min fremtid."

Yousefs historie

Yousef er 29 år og flygtede første gang fra hjemlandet Iran i 2004. Han søgte asyl i Danmark i 2010 og blev overflyttet til Kærshovedgård midt i april. Yousef fortæller:

"Den første dag kom en af dem, der arbejder her, og spurgte, om jeg havde kniv eller gevær. De er vant til at arbejde med kriminelle. Men vi er ikke kriminelle. Vi er asylsøgere. Jeg er her, fordi jeg har fået afslag på asyl. De danske myndigheder tror ikke på mig. Men jeg ved, hvad der skete i Iran. Også selv om jeg ikke kan bevise det.

     Jeg har ikke valgt at blive muslim. Det er noget, jeg er født som. Min far praktiserede religionen meget og tog mig med i moskéen til de store højtider. Da jeg blev ældre, meldte min far mig ind i en paramilitær ungdomsgruppe i moskéen. I vores kultur gør man, som ens forældre siger. Mange iranere føler sig presset ind i noget, de ikke har valgt. Derfor tager mange senere afstand fra religionen.

     Efter 15 måneder fik jeg endeligt afslag på asyl. Jeg var meget bange for at blive sendt tilbage og tog ingen chancer. De næste tre år og otte måneder levede jeg under jorden. Jeg har sovet alle mulige steder, samlet flasker og haft alle mulige småjobs. På et tidspunkt mødte jeg en kristen iransk ven, der opfordrede mig til at gå hen i kirken. - Der kan du finde fred, sagde han. Du behøver ikke at konvertere!  

     Der blev en god oplevelse. Folk smilede og sagde hej og kom hen og snakkede med mig. Jeg kunne også godt lide de kristne sange. Det var som om præsten talte netop til mig. Jeg fik lyst til at komme igen og høre mere om Jesus. Efter nogle måneder fortalte jeg præsten, at jeg ville døbes. Jeg fik en bibel og begyndte at læse. Særligt bjergprædikenen i Matthæusevangeliet talte til mig. Jeg fulgte også en særlig dåbsklasse i syv måneder. Da jeg blev døbt for snart et år siden, oplevede jeg en stor frihed. Jeg bar på megen smerte i mit liv. Da jeg fortalte min mor om dåben, sagde hun OK. Min mor har altid givet mig frihed til at være den, jeg er. 

     Da jeg blev døbt, besluttede jeg at melde mig til politiet i Sandholm. Jeg ville ikke være illegal længere. Efter fem måneder blev jeg sendt herover, selv om jeg havde fået lov at være dagelev på en kristen højskole i Hillerød. Men der var ikke noget at gøre. Politiet bestemmer.     

     Et udrejsecenter er et sted, hvor man lærer sig selv at kende og opdager sine grænser. Jeg tænker meget over mit liv. Men jeg bekymrer mig ikke på samme måde som før. Gud er min far. Han har ikke forladt mig. Jeg drømmer om en dag at få et stabilt liv, hvor jeg står op om morgenen, går i skole og kommer hjem. Jeg vil bare gerne have lov at gå i skole igen.

     Hvis man ikke kan rejse tilbage, hjælper det ikke, at politiet lægger pres på os og prøver at isolere os. De kan ikke isolere os fra kirken. Præsten kommer og besøger os, og i kirken inviterer danskerne os hjem til kaffe. Vi har også en Skype kirke. Jeg ved, at de kristne ikke vil svigte os. Vi er 15-20 kristne herude, der støtter hinanden. Selv hvis de sender mig tilbage, vil jeg aldrig skjule min tro."

BMF

Kærshovedgård ved Ikast er udrejsecenter for afviste asylsøgere, der ikke medvirker til hjemrejse, udvisningsdømte samt personer på tålt ophold. Kriminalforsorgen har ansvar for den daglige drift. Efter planen skal her bo op til 600 personer.