Ungt eritreansk par satte livet på spil på Middelhavet for at nå frem til frihed i Europa

Hagos ønsker at være anonym. Forældre og søskende er stadig i hjemlandet Eritrea, der er kendt som Afrikas Nordkorea og berygtet for massive brud på menneskerettighederne. Får myndighederne i det lille land på Afrikas Horn nys om, hvor han er, kan familien komme til at betale en høj pris. Som mange unge eritreanere er Hagos flygtet fra en værnepligt, der i Eritrea indebærer tvangsarbejde og kan være livslang, og hvor militærnægtere straffes med tortur og fængsel. Efter tre et halvt år i militærets jerngreb havde Hagos fået nok. I dag bor han sammen med sin kone på et asylcenter på Langeland efter en dramatisk flugt gennem Nordafrika og over Middelhavet til Europa.

Hagos er en spinkel ung mand sidst i tyverne med sortkrøllet hår, fine ansigtstræk og et varmt smil. Han er blandt de 2.200 eritreanere, der søgte asyl i Danmark i årets første 10 måneder. Han undskylder høfligt, at han er et par minutter forsinket. Han kommer lige fra de to timers danskundervisning, der fire dage om ugen tilbydes de p/t 700 asylansøgere, som bor fordelt på seks asylcentre på Langeland. Hagos er ivrig efter at bruge de danske ord og lære mere. For den unge eritreaner drømmer om en fremtid i Danmark, hvor han kan bygge videre på den medbragte naturfaglige universitetsuddannelse.   

     Foreløbig er han taknemmelig for den modtagelse, han og hans kone Mariam har fået i Danmark, siden de en tidlig augustdag ankom til registreringscentret Sandholm i Nordsjælland. 

     - Vi var meget trætte og bange og vidste ikke, hvad der ville ske med os. Men selv om vi kom midt om natten, fik vi sandwiches og juice og et sted at sove, fortæller han.

Livslang værnepligt

For Hagos og Mariam, der blev gift i Sudan tidligere på året, var Danmark endestationen efter mange ugers lang og farefuld rejse. Hagos fortæller om baggrunden for flugten til Europa, der startede i Sudans hovedstad Khartoum. Her var han endt, da han nogle måneder tidligere flygtede fra et militært træningscenter.

     - I Eritrea skal teenagere aftjene to måneders værnepligt som soldater. Efter gymnasiet skal vi aftjene yderligere fire måneder. Nogle får som jeg lov at tage en uddannelse. Men derefter skal vi igen aftjene værnepligt. Man bestemmer ikke selv og får ingen løn. Det kan vare resten af livet. Når som helst kan man blive sendt i krig. Officielt er Eritrea ikke i krig med Etiopien, men der er aldrig indgået nogen fredsaftale, forklarer han.   

     - I mit land har man kun to muligheder: Enten adlyder man regeringen, eller man flygter. Vælger man det sidste, er der ingen vej tilbage. Jeg havde fået flere advarsler og kunne blive fængslet når som helst. Vi var tre venner, der flygtede sammen over grænsen til Sudan. Vi gik i seks dage til fods. I Khartoum fik jeg lov at bo hos en ven og tjente lidt ved at hjælpe ved bryllupsfotografering, fortæller Hagos.      

     I Sudan mødte han sin kommende kone. Hun var også flygtet fra militærtjeneste, der i Eritrea gælder både mænd og kvinder. De var gamle barndomsvenner og besluttede at gifte sig og sammen forsøge at komme videre til Europa.

     - Det var en meget stor beslutning. Men det er meget svært for at overleve i Sudan som illegale flygtninge. Den eneste mulighed var at rejse langt væk - til Europa. Min bedste ven fra kirken derhjemme kendte vores situation. Han boede nu i et andet land og gav mig penge. Du skal rejse, sagde han. 

Ingen kaptajn

Hagos fortæller lavmælt om flugten gennem Saharas ørken til et kystområde i Libyen og videre over Middelhavet.

    - Det var helvede. Jeg har ikke ord. Først kørte vi i fem dage gennem ørkenen på ladet af en lastbil. Vi var måske hundrede mennesker stuvet sammen. Det var stegende hedt. Der var ikke nok mad og vand. Børnene græd. Vi troede, vi skulle dø. Ved den libyske grænse blev vi fordelt på fire pickups, som fortsatte gennem ørkenen. Da vi nåede frem til kysten, ventede vi i mange dage. Der var vold og seksuelle overgreb og ingen menneskelighed. 

     - En nat da det var helt mørkt tog de os ned til stranden. Vi havde aldrig før været om bord på et skib. Vi blev sejlet ud i små både til en større båd. Da det blev lyst, opdagede vi, at vi var 400 mennesker i båden. Smuglerne havde forsøgt at lære et par af os, hvordan man bruger et kompas. Der var ingen kaptajn. Vi bare drev rundt på havet. Derude gav vi alle vores liv til Gud. Efter 24 timer blev vi samlet op af et stort skib, der tog os til Italien. Vi oplevede Guds barmhjertighed. Alle overlevede, fortæller Hagos. Og tilføjer efter en kort pause:

    - Gud var med os. Amen.          

     Fra Italien kom parret videre op gennem Europa med tog og bil. Først da de skulle skifte til tog i Bramming i Sønderjylland, blev de tilbageholdt af politiet.

     - Politiet tog os med på politistationen. Vi var meget bange for at blive sendt tilbage. Men de fortalte, at det ikke var dem, der besluttede, og gav os en togbillet til Sandholmlejren, hvor vi skulle registreres.      

     - I toget mødte vi en mand, der spurgte, om vi var OK. Vi så nok lidt forhutlede ud. Da vi fortalte, at vi var asylansøgere, gav han os 50 kroner. Det var en varm velkomst til Danmark, som vi aldrig vil glemme.  

Gratis kirketaxa

Nogle uger senere så parret en plakat for en gudstjeneste på engelsk i København.

     - Vi havde ikke været uden for centret, siden vi kom til Danmark. Vi blev meget glade, da vi opdagede, at kirken sendte en taxa, og at vi ikke skulle betale. Det var første gang, vi var i kirke i Danmark. Et kort øjeblik kunne vi slappe af i Guds hus. Vi kommer fra en ortodoks kirke, men vi kunne genkende mange ting som trosbekendelsen og Fadervor. Bagefter snakkede vi med folk i kirken, der spurgte til os og hvordan vi havde det. Vi følte, at vi ikke længere var alene.

     Siden parret blev overlyttet til Langeland, har de ikke været til gudstjeneste. Men Hagos fortæller, at de kristne eritreanere på centret samles flere gange om ugen til bøn, sang og bibelstudium.  

     - Jeg er med til at undervise sammen med to-tre andre. Når man oplever et stort pres, er det godt at kunne støtte og vejlede hinanden ud fra Bibelen. I Eritrea var jeg diakon i den ortodokse kirke og meget aktiv i kirkens ungdomsarbejde. Min far er præst, men troen blev først personlig for mig i gymnasietiden, da min bedste ven inviterede mig med i kirkens nystartede ungdomsarbejde. Det forandrede mit liv. Jeg oplevede fred i hjertet og en masse glæde. Min far blev meget glad, fortæller Hagos, der har lagt mærke til, at danskerne er meget private omkring deres religion og sjældent taler om Gud.

     - Men jeg kan se, at danskernes kultur er kristen, for her er frihed og demokrati. I Danmark blander regeringen sig ikke i folks religion. I mit land kan man blive arresteret når som helst for sin tro, selv om man tilhører et af de fire anerkendte trossamfund. Hvis nogen protesterer, bliver de fængslet og forsvinder.

Stop for sagsbehandling

Hagos og Mariam kan komme til at vente længe, inden de får svar på deres ansøgning om asyl i Danmark. Selv om forholdene i Eritrea er internationalt veldokumenterede, har Udlændingestyrelsen sat behandlingen af sager vedrørende eritreanere i bero, indtil en dansk delegation har besøgt landet og indhentet yderligere oplysninger. Det midlertidige stop begrundes med en kraftig stigning i antallet af asylansøgere fra Eritrea hen over sommeren.

     På Langeland har Hagos ikke opgivet håbet om et liv i frihed og sikkerhed.  

     - Vi tænker meget over, hvad der vil ske. Men fremtiden er i Guds hånd. Kun Gud kan forandre vores situation. Gud har været med os indtil i dag. En dag bliver alting godt. 

BMF