16-årig armenier fra Nærum vandt 1. præmie i musikkonkurrence
(Nyt på tværs nr. 2-2006)
Pokalerne fra Berlingske Tidendes klassiske musikkonkurrence står i række på bordet i lejligheden i Nærum: 3. præmie i 2003, 2. præmie i 2004 og 2005, og 1. præmie i 2006. Nu har 16-årige Yeghishe Tsaturyan, der til daglig går i 1. g på Nærum Amtsgymnasium, travlt med at øve til Jacob Gades Violinkonkurrence, hvor han sidst på måneden skal dyste med andre af Danmarks unge talentfulde musikere, hvoraf mange ligesom Yeghishe har anden etnisk baggrund end dansk.
Yeghishe har spillet violin, siden han var 8 år. Han er født i Armeniens hovedstad Yerevan i en musikalsk familie, hvor faren, der er uddannet i slaviske sprog og litteratur, selv var udøvende musiker og kunstmaler. Moren er uddannet balletdanser og dansede i mange år på Statens Balletteater. I hjemmet blev der spillet megen musik, og forældrene og bedstemoren tog ofte Yeghishe og hans fem år ældre søster Armine med til klassiske koncerter.
- Måske er der nogen, der tror, at mine forældre pressede mig til at spille violin. Men det er ikke rigtigt. Det var noget, jeg selv ville. Det, der betød mest, var nok, at en af naboerne havde en dreng, der spillede violin. Han var lidt ældre end mig. Jeg kunne godt lide lyden af hans violin og var fascineret af teknikken, fortæller Yeghishe.
Det blev til tre år på en musikskole i Yerevan, hvor Yeghishe fik undervisning i violin, klaver og musikteori efter skoletid. Det viste sig hurtigt, at han havde talent, og fremtiden tegnede lovende.
- Jeg kunne lide at spille og havde en virkelig god lærer. Man kan ikke gøre noget godt, hvis man ikke kan lide det. Mentalt kom jeg rigtig godt i gang i Armenien, fortæller Yeghishe.
Til Danmark
Men en dag blev der vendt op og ned på familiens tilværelse. Faren måtte i hast forlade landet og fik politisk asyl i Danmark efter et par måneder på et asylcenter på Amager. Året efter kom Yeghishe, hans mor og søster til Danmark gennem familiesammenføring. Da var Yeghishe 11 år.
- Pludselig blev jeg smidt ind i en verden, hvor jeg slet ikke kunne kommunikere. Alt var meget mærkeligt og anderledes. Jeg blev bare nødt til at lære dansk i rekordfart. Det krævede ret meget arbejde. Jeg startede i en modtageklasse her i Nærum, hvor vi havde fået en lille lejlighed. Der gik jeg i syv måneder. Så var jeg klar til at komme i en almindelig 6. klasse. Det var en meget forvirrende tid, hvor alting gik virkelig hurtigt, fortæller Yeghishe, der i dag for længst har lært at mestre det danske sprog. Kun en sjælden gang røber antydningen af en accent, at han ikke er født i Danmark.
Armensk violinlærer
Efter ankomsten til Danmark måtte Yeghishe vente knap et år, inden han kom ind på en musikskole, hvor han igen kunne få undervisning i violin.
- Det år tabte jeg rigtig meget. Jeg skulle næsten begynde forfra og var nødt til virkelig at knokle. Men jeg var så heldig, at min første lærer var Sergei Azizian, en meget talentfuld armenskfødt violinist, der også var koncertmester i Sjællands Symfoniorkester og professor ved Musikkonservatoriet i København. Det hjalp mig meget, for jeg var jo ikke så god til dansk endnu, siger Yeghishe, der i dag er elev hos førsteviolinisten i Det Kongelige Kapel, Anton Lasine. Yeghishe understreger, at det i høj grad er hans læreres fortjeneste, at han har opnået så meget på så forholdsvis kort tid.
Disciplin
Selv om der ikke er megen fritid i hverdagen, føler Yeghishe ikke, at han går glip af noget sammenlignet med andre unge.
- Musik betyder bare virkelig meget for mig. Jeg øver mindst tre timer hver dag. Ofte har jeg et stramt dagsprogram. Ved siden af violinen er jeg også begyndt at spille guitar sådan lidt for sjov. Men jeg går også til fester og er sammen med mine venner. Så spiller vi tit musik sammen, siger han og griner.
Det er ikke kun klassisk musik, der har Yeghishes interesse.
- Jeg er også interesseret i andre musikformer og er meget inspireret af hip-hop musik. Den er så fuldstændig anderledes end klassisk musik. Det er en helt anden måde at udtrykke sig på. Den klassiske musik er mere velopdragen og sofistikeret. Hip-hop musikken er ligeud. Når jeg spiller musik med mine venner, blander vi ofte forskellige stilarter. Det hygger vi os meget med.
- Siden vi kom til Danmark er tiden bare gået ubeskrivelig hurtigt. Både i skolen og i musikundervisningen er niveauet steget hvert år. Det var ikke altid, jeg nåede det hele. Men jeg fik da 11 i mundtlig dansk i 9. klasse, fortæller Yeghishe med et skævt smil.
Fremtiden
Yeghishe har endnu ikke besluttet, om han vil satse på en karriere som professionel violinist eller tage en naturvidenskabelig uddannelse inden for fysik og matematik.
- Jeg elsker begge dele. Mine forældre siger, at jeg skal gøre det, jeg føler er det rigtige. Lige nu har jeg det sådan, at jeg gerne vil have flere valgmuligheder. Men lige meget hvad fortsætter jeg med musik resten af mit liv. Gennem musikken kan jeg udtrykke mine følelser. Musik er også lidenskab og filosofi. Jeg forbinder meget stærke følelser med musikken. Der er virkelig dybde.
For Yeghishe har musikken været en bro ind i det danske samfund. I dag ved han, at han har noget at tilbyde sit nye land. Men han tror ikke, at han nogen sinde vil føle sig som dansker.
- Selvfølgelig oplever jeg mig selv anderledes end danske unge, for det er jeg. Jeg er født i Armenien og hundrede procent armenier. Jeg kan ikke blive dansker. Men Danmark har givet mig masser af muligheder, som jeg er utrolig taknemmelig for. Samtidig har jeg nogle traditioner som armenier, som jeg ikke vil opgive. Danske unge tillader sig for eksempel mere med hensyn til etik og moral, siger Yeghishe, der også har lagt mærke til, at danskernes forhold til religion ikke er så stærkt.
- Armeniere er et gammelt kristent folk og holder mere fast ved deres kristendom. For mig betyder det at være kristen, at jeg ved, at der er en, der vogter mig - en, som jeg kan betro mine tanker til. Jeg beder til Gud hver morgen for mig selv og min familie. Jeg beder om tilgivelse, styrke, vilje og helbred, så jeg kan gøre mit bedste. Det giver tryghed.
BMF