Dansk/ugandesisk søskendepar fortæller om at være ung mellem to kulturer

 (Nyt på tværs nr. 3-2002)

De er fremtidens brobyggere. Selv siger de, at de aldrig bliver hundrede procent danskere. Omgivelserne vil altid minde dem om, at de også er noget andet. Samtidig ved de godt, at de heller ikke hører til i forældrenes hjemlande. Dertil er de for danske. - I dette interview fortæller et dansk-ugandesisk søskendepar fra Dianalund om at vokse op mellem to kulturer og kunne se ting fra flere sider.

Man mærker, at Hilda Nalwanga (15) og Ivan Wanyu (13) er vant til at diskutere og svare for sig. De er ikke bange for at sige deres mening og har ingen problemer med at finde de danske ord. Man kan ikke høre, at de tilbragte de første fem år af deres liv i Uganda, inden familien flygtede til Danmark i 1993 på grund af farens politiske problemer. De første tre år boede familien på forskellige asylcentre - de sidste to år i Dianalund. I den periode fik de opbygget et dansk kristent netværk takket være god kontakt med danskere fra kirken og tilbud til børnene om en uge på en kristen børnelejr hver sommer.

- Vi boede i en stor bygning sammen med en hel masse forskellige mennesker. Nogle gange sloges de voksne. Andre gange holdt de fest. I begyndelsen boede vi på ét værelse. Vi var meget glade, når vi fik besøg af dem fra kirken, husker Hilda.

Da forældrene fik asyl i 1996, flyttede familien væk fra asylcentret. I dag bor de i et parcelhus med en stor have i et villakvarter i Dianalund. Faren, der er uddannet inden for handel og administration i Uganda, læser på Roskilde Universitetscenter. Familien er siden ankomsten til Danmark blevet forøget med en lillebror, Jeremy, der i dag er 7 år.

Midt imellem

Hilda og Ivan er enige om, at der er fordele ved at have flere kulturer.

- På nogle måder er det godt. Man kan lettere forstå andre, der kommer udefra. Man er ikke så hurtig til at dømme. Man er måske lidt mere åben og har nemmere ved at dele med andre, for man ved jo, hvordan det er ikke at have alt, hvad man gerne vil have, forklarer Hilda. Ivan uddyber:

- Man får mere viden om verden. Far og mor har fortalt os mange ting fra Uganda. Og så er det nemmere at få venner - både danskere og andre udlændinge, når man selv er lidt af hvert.

Men Hilda har også erfaret, at det kan være ensomt at skille sig ud og være anderledes.

- Fordi jeg har en anden hudfarve, bliver jeg altid stemplet som udlænding og indvandrer. Jeg bliver gal, når nogle siger, at alle indvandrere er dumme. Det er jo ikke os alle sammen, der laver ballade. De mennesker, der siger den slags, kender os ikke.

- Men på en eller anden måde har det nok også styrket min selvtillid. Hver gang man kommer op igen efter en dårlig oplevelse, bliver man lidt stærkere og måske lidt mindre afhængig af andre. Efterhånden lærer man bare at være sig selv. Men det er ikke sådan noget, der sker over én dag, understreger Hilda.

Aldrig dansker

Procenterne flyver hen over spisebordet, da Hilda og Ivan bliver bedt om at fortælle, hvor danske de er.

- Når man ikke er født i Danmark, vil man aldrig kunne sige, at man er dansker. Man bliver jo konstant mindet om, at man er udlænding. I dag er jeg måske 60 procent dansker og 40 procent ugandeser. Jeg er vokset op i Danmark og mest præget af det danske, men jeg hører ikke hundrede procent til noget sted. Jeg sidder et eller andet sted i midten, funderer Hilda.

- De fleste af vores kammerater får lov til mere, end vi gør. Vores forældre mener, at nogle ting er forkerte. For eksempel at komme sent hjem fra en fest. Det er nok den største konflikt, vi har herhjemme for tiden. Men det er meget godt, at vi diskuterer med vores forældre. Og vi diskuterer ikke kun om regler - også alt muligt andet.

Ivan mener ikke, at han er meget anderledes end andre teenagere.

­- Jeg går i skole og går med aviser og spiller fodbold og har mobiltelefon. Men jeg er jo født i Uganda. Det vejer, selv om jeg ikke kan huske ret meget. Så jeg vil sige, at jeg er 51 procent ugandeser. Når folk siger "Skrid hjem" til én, er man jo ikke dansker. Men det gør de heldigvis ikke så meget mere. Nu er det mest som jokes eller hvis man bliver uvenner. Eller når man lukker op for fjernsynet. Nogle politikere får altså bare én til at føle sig uvelkommen.

Ivan trænger til en pause. Han rejser sig.

- Hvad er jeg? Jeg er mig! lyder det ude fra køkkenet.

Mere glæde i kirken

De har altid vist, at de var kristne. Faren er katolik og moren protestant. I Danmark er familien kommet både i den katolske kirke og i sognekirken, og Hilda og Ivan er konfirmeret i folkekirken og har gået i børneklub.

- Vi har hørt meget om Gud fra kirken, fra klubben og fra vores forældre. De går meget i kirke. Men jeg kommer ikke så tit længere. Det er ikke, fordi jeg ikke tror på Gud. Men i kirken er der ikke nogen på min egen alder. Jeg ville ønske, at der var mere glæde og fællesskab i kirken i stedet for, at man bare sidder på en bænk en time hver for sig. Måske kunne man synge noget Gospel. Hvis der var flere ting i kirken, der gjorde, at man kom tættere på hinanden, ville jeg komme mere. Så havde man jo altid et sted at gå hen, hvis man var ensom. Nu hjælper det ikke at gå hen i kirken, siger Hilda. - Ivan supplerer:

- Der er ingen af mine venner, der går i kirke om søndagen. Jeg tror ikke, at nogen fra min klasse har været i kirke, siden vi blev konfirmeret.

Hilda fortæller, at hun har spurgt sig selv, hvorfor hun egentlig er kristen.

- Her i år har jeg tvivlet lidt. Det sagde jeg til mine forældre. Jeg kan ikke huske præcis, hvad de sagde, men jeg fik i alt fald min tro tilbage. Jeg var kommet til at tænke på, at jeg aldrig rigtig havde valgt. Man bliver jo født ind i en familie, der har en bestemt tro. Men nu har jeg valgt, at jeg vil være kristen. Det er godt at være kristen. Man kan altid komme til Gud. Jeg har altid én med mig.

Kristen sommerlejr

De to søskende er netop kommet hjem fra en kristen sommerlejr på Sydsjælland. Det var syvende gang, de deltog i Danmissions børne- og ungdomslejr på Bisserup Strand. Med tiden kunne Hilda godt tænke sig at blive ungleder.

- Det er utroligt, hvor meget man lærer på en uge. Vi har en masse kristne venner og et rigtig godt fællesskab. Vi synger sammen, har teenmøder og lærer om kristendommen på en spændende måde. Der er en masse glæde.

Efter sommerferien skal Hilda starte i 9. klasse på Midtsjællands Ungdomsskole. Hun glæder sig til at få jævnaldrende kristne kammerater.

- Så bliver det nok også mere spændende at gå i kirke, håber hun.