Interview med 25-årige Quang Van Lam, der kom til Danmark for syv år siden

(Nyt på tværs nr. 2-2000) 

"Det er i Vollsmose - men den pæne del," siger taxachaufføren på Banegårdspladsen i Odense, da hun hører adressen. Der er da også masser af grønne træer og luft mellem de firetages andelsblokke i Granhaven i Vollsmose, hvor alt denne solvarme forårssøndag ånder fred og fordragelighed. Kun et par sorthårede drenge, der leger med marmorkugler på den brede trappe op til boligblokkene, forstyrrer stilheden med deres ivrige råb.

Quang Van Lam tager imod i en lejlighed på første sal, som han deler med sin mor Lan Thi Ly, der er enke, og en ældre bror. Quang er den yngste af otte søskende, hvoraf de fem bor i Vietnam. Quangs mor sender gæsten et forsigtigt smil. Hun har aldrig lært dansk, så i lejligheden er sproget vietnamesisk.

Quang er født i Ho Chi Minh City - det tidligere Saigon - i Sydvietnam kort efter Vietnamkrigens afslutning. Her voksede han op under kommunismen. Forældrene havde en forretning i en mindre by, hvor hele familien boede sammen i et stort hus.

- Da jeg fik at vide, at vi skulle rejse til Danmark, tænkte jeg: "Hvor ligger det?" Det var der ingen, der vidste, fortæller Quang, der i begyndelsen syntes, at der var forfærdelig mange biler i Danmark. Der hvor han kom fra, var der næsten kun cykler og motorcykler.

Quang kom til Danmark gennem familiesammenføring tre måneder før han skulle have været til afsluttende studentereksamen. Nu kom der til at gå fem år, før han fik sin eksamen.

- De første to år gik jeg på danskkursus. Senere tog jeg forskellige HF-enkeltfag og et gymnasialt suppleringskursus. Da jeg endelig fik min studentereksamen for to år siden, syntes jeg egentlig, at jeg havde gået i skole længe nok. Men jeg havde opdaget, at det er meget svært at få arbejde i Danmark, hvis man er ufaglært. Derfor begyndte jeg på universitetet, fortæller Quang, der håber at blive færdig som datateknolog om tre år.

Ikke dansker

I begyndelsen havde Quang ikke megen kontakt med danskere. Når han kom hjem fra sprogskolen, opholdt han sig i lejligheden, eller han gik på besøg hos andre vietnamesere. I Vietnam var Quang en aktiv fodboldspiller, men efter Vietnams tropiske varme indbød vejret i Danmark ikke til udendørs sportsaktiviteter.

I dag ligner Quangs hverdag de fleste andre unges. Han føler sig ikke anderledes i det daglige, selv om han ikke opfatter sig som dansker.

- Jeg tænker stadig, at jeg er vietnameser. Jeg er jo vokset op i Vietnam. Det er min kultur. Jeg kan for eksempel ikke lade min mor bo alene. Men jeg kan ikke lide kommunismen. I skolen i Vietnam fik vi at vide, at en god elev var en, der troede på kommunismen. Jeg blev tit skældt ud, fordi jeg ikke var en god elev. Jeg kan meget godt lide, at Danmark er et demokratisk land. Her kan vi snakke og sige vores mening.

- Nu har jeg også danske venner, men mine bedste venner er vietnamesere. Jeg er sammen med dem på en anden måde end med mine danske venner. Vi føler os mere sammen, fordi vi forstår hinanden. Når jeg for eksempel er på café sammen med danskere, og jeg ikke forstår danske udtryk eller talemåder - eller de ikke forstår mig - er det ikke sjovt mere.

Døbt i Danmark

Som de fleste vietnamesere er Quang vokset op i et buddhistisk hjem. Som barn kom han ofte i templet sammen med sine forældre og søskende.

- Det var en del af vores tradition. Sådan gjorde alle i vores by. Jeg kendte ikke noget til kristendommen. Her i Odense lærte vi en kristen vietnamesisk familie at kende. De inviterede os til gudstjeneste på vietnamesisk sammen med dem, og fordi vi var nye og ikke rigtig kendte nogen, blev vi ved med at komme i kirken hver søndag. Det var noget helt andet end templet, fortæller Quang.

- Efter et stykke tid begyndte min far og min mor at tro på det. En dag kom de hjem og fortalte, at de ville døbes, og de ville gerne have, at min bror og jeg også blev døbt. Vi blev undervist af en vietnamesisk præst i nogle uger, og så blev vi døbt. Det er fem år siden. Min mor tror fortsat rigtig meget på kristendommen og kommer i kirken hver søndag. Jeg kommer mest ved særlige lejligheder som til jul. I dag tror jeg vist ikke rigtig på noget. I Danmark oplever jeg, at kristendommen er en tradition for danskerne, og når jeg bor her, vil jeg gerne følge den danske tradition.

Vietnamesisk pige

På spørgsmålet om han kunne forestille sig at blive gift med en dansk pige, kommer svaret hurtigt og bestemt:

- Nej, hun skal være vietnameser. Det er lettere at forstå hinanden, når man har samme kultur. Man holder mere sammen, og så er der bedre chance for, at ægteskabet holder. Men det skal ikke være et arrangeret ægteskab. Det har vi ikke tradition for i vores familie. Jeg synes, det er vigtigt, at man kender hinanden godt og kan lide hinanden, inden man gifter sig.

Quang håber, at Vietnam en dag bliver et åbent og demokratisk land. Så vil han måske rejse tilbage.

- Jeg kan godt lide Danmark og den danske kultur. Men jeg føler alligevel, at jeg hører mere til i Vietnam. Der er hverdagen ikke så ensformig som her. I Vietnam er der flere mennesker omkring én, og tiden går langsommere. Men nu er jeg ved at tage en dansk uddannelse, og så må jeg se, hvordan det går. Så længe jeg bor i Danmark, vil jeg være dansker, siger den 25-årige vietnameser, der har søgt om dansk statsborgerskab i erkendelse af, at i hvert fald den nærmeste fremtid bliver i Danmark.