Volontør på Internationalt Kristent Center i Århus er tidligere asylbarn
(Nyt på tværs 4-2011)
Sara Basem Yousif er 19 år og student fra Århus Katedralskole. Som kristen assyrer tilhører hun et af Mellemøstens ældste kirkesamfund. Hun er født i Rusland under forældrenes flugt fra Irak kort efter Golfkrigen i 1991. Da hun var knap to år gammel, søgte forældrene asyl i Danmark. Det næste år boede familien på skiftende asylcentre. I 1994 fik de asyl og flyttede til Randers og senere Århus, hvor Sara voksede op sammen med to yngre søstre. I august blev Sara ansat som volontør i Internationalt Kristent Center (IKC) i Århus - Indre Missions tværkulturelle arbejde ud fra missionshuset Stjernen. Her underviser hun udlændinge i dansk, deltager i sprogcafé og laver aktiviteter for børn m.m. - Sara fortæller om at være ung, kristen og barn af to verdener:
"Når folk spørger, hvordan jeg oplever mig selv, plejer jeg at sige, at jeg er halvt/halvt - både assyrer og dansker.
Jeg er opdraget meget assyrisk, selv om mine danske venner også har haft indflydelse på mig. Vores hjem var anderledes i næsten alt. For mine forældre var det vigtigt, at jeg lærte assyrisk pli. Hos os er manden overhovedet i hjemmet. Min far var forsørgeren. Min mor tog sig af børnene. I dag ser jeg det som en positiv ting i vores familie. De endelige beslutninger blev taget af min far, hvis vi ikke rigtig vidste, hvad vi skulle. Det var helt naturligt og trygt.
Jeg er stolt af den assyriske kirke. Selvfølgelig kan jeg godt se svagheder, men der er så mange styrker. Assyrerne har virkelig kæmpet for deres kirke og holdt fast ved kirkens værdier uden at miste deres integritet. I Danmark har vi haft vores egen præst siden 1996. Han er rigtig god til at samle menigheden, selv om han ikke får løn og også arbejder som folkeskolelærer. Præsten er et forbillede for os.
Som barn oplevede jeg ofte de stramme regler i kirken og derhjemme som noget negativt. I dag kan jeg godt forstå mange af de beslutninger, mine forældre tog. Som kristent mindretal har assyrerne skullet kæmpe for at bevare deres kultur og sprog. Derfor bliver de formelle ting vigtige. I dag tror jeg, at hvis man tager det bedste fra den assyriske kultur og den danske kultur, får man noget rigtig godt.
Jeg har ikke fået særlig meget at vide om mine forældres flugt. Jeg ved, at de kommer fra Mosel i Nordirak, men vores familie er spredt i mange lande. Min faster og hendes familie er de eneste, der er i Danmark. Da mine forældre flygtede, var min mor 19 år, nygift og gravid med mig. Der var krig. Min far var soldat. Den assyriske kirke var forfulgt. Min far vil helst ikke tale om det. Min mor har fortalt lidt om tiden i Rusland, hvor alt var usikkert. Jeg ved, at mine forældre har oplevet meget grumt. At tale om det vil bare gøre mere ondt end godt. Det er bedst bare at acceptere det.
Jeg husker ikke meget fra det år, vi var asylansøgere. Jeg var jo ikke ret gammel. Men jeg har set billeder fra min treårs fødselsdag på et center i Hobro. De holdt en overdådig fest for mig med masser af kager og balloner. Det er en af de få ting, jeg tydeligt husker.
Når jeg i dag møder asylansøgere i mit arbejde, får jeg et glimt af, hvordan det var for vores familie dengang. Det er som et kig ind i min egen fortid. Jeg har let ved at forstå, hvordan de har det.
Min drøm er at læse teologi på Menighedsfakultetet. Men inden da vil jeg gerne ud at rejse. Måske som volontør i Afrika eller Israel. Men jeg skal først spare op. Mine familie kan ikke støtte mig økonomisk. Men min far er glad for, at jeg har idéer og tager noget initiativ.
Sådan har det ikke altid været. Da jeg var på efterskole, fik jeg en depression. De næste tre år fik jeg medicin. I løbet af den tid skete der en hel masse i vores familie. Vi kom tættere på hinanden. Måske er det også derfor, at jeg i dag får lov til mere. Min far er blevet bedre til at give slip og lade mig bestemme. Da jeg overvejede et friår efter gymnasiet, bakkede mine forældre mig op, selv om det ikke er almindeligt med en pause hos os. For assyrere er uddannelse meget vigtigt. Min far er oprindelig uddannet dyrlæge og har været tolk for DR. Senere uddannede han sig til civilingeniør og arbejder nu som medico-ingeniør samtidig med, at han tager en BA i kommunikationsledelse. Han er meget aktiv og er altid under uddannelse.
Det var ikke let for mine forældre at lade mig flytte hjemmefra. Men da jeg fik tilbudt et værelse på et kristent kollegium, støttede de mig. Det giver mig større mulighed for at invitere mine venner, bage en kage og sidde og snakke. Mine forældre stoler på mig. De kan se, at jeg tager nogle fornuftige beslutninger. Det er også mig, der vælger, hvem jeg en dag vil giftes med. Men jeg vil selvfølgelig snakke med mine forældre. Om han er dansker eller assyrer betyder ikke noget. Men han skal kunne lide at være sammen med min familie. Selv om jeg ikke bor hjemme, ser jeg dem meget ofte. Min familie betyder rigtig meget for mig.
På mange måder er min familie meget integreret. Da vi boede i Randers, fik vi kontakt med en kristen dansk familie, der stadig er mine forældres nære venner. Det betyder meget at være tæt på en dansk familie. De præsenterede os for Indre Mission, og det var på grund af deres anbefaling, at jeg kom på efterskole. Der fik jeg en masse danske venner.
I gymnasiet begyndte jeg at komme i Christianskirken i Århus. Det er en stor kirke med alle mulige fællesskaber. Jeg inviterede mine forældre med, og gennem kirken har de fået en stor dansk omgangskreds. De er også med i en bibelgruppe sammen med to danske familier. Det fungerer bare godt. De har været i sommerhus sammen og tager ud og fælder juletræ. Mange fordomme bliver nedbrudt, når man kommer tæt på hinanden. Det er let at tro, at danskerne bare lever i luksus og ikke har nogen problemer. Når man lærer hinanden at kende, ser man, at danskerne også har deres at kæmpe med. Man opdager, at man kan støtte hinanden både socialt og åndeligt. Jeg vil gerne hjælpe flere assyrere og danskere til at lære hinanden at kende gennem middage på tværs, bibelgrupper og besøg i hinandens hjem. Jeg har jo set, hvor godt det har været for mine forældre.
Jeg har altid været glad for børn. For nogle år siden blev jeg leder i teenklubben i Christianskirken, hvor jeg hørte om Internationalt Kristent Center (IKC) og jobbet som volontør. Her er noget af det bedste børnearbejdet i den assyriske menighed. Det er en del af mit arbejde i IKC, hvor de støtter menigheder som vores. Jeg vil gerne give de assyriske børn det samme, som jeg giver danske børn, og som ansat i IKC får jeg masser af materialer og tilbud om kurser. I den assyriske menighed er det et krav, at jeg fortæller bibelhistorie på assyrisk, men vi må gerne synge danske sange. Hos os er det normalt sådan, at det er præsten, der skal undervise. Kvinder laver mad - de underviser ikke. Men i dag er der større forståelse for, at kvinder også kan undervise, og i menigheden er de vildt glade for det, jeg gør! Jeg må gerne gøre meget mere.
For nogle assyrere er troen mest kultur og tradition. Sådan har jeg det ikke. Troen er kommet til at betyde mere for mig. Jeg forsøger at leve min tro ud i hverdagen og prioritere Gud, familie og venner. Efter min depression er jeg bare taknemmelig for mange flere ting. Jeg er rigtig glad for de mange timer, jeg bruger på mit arbejde som volontør. Når jeg ser glæden i menneskers ansigter, er det som om Gud siger til mig: Sara, du gør det godt nok."
Fortalt til BMF