Nyt på tværs 1-2013

Ti måneder som volontør i Etiopien blev et vendepunkt for 23-årig københavnsk sygeplejeelev. Som teenager havde Ruth Negash svært ved at finde sin identitet. Var hun dansker eller etiopier? Først da hun befandt sig i det land, hendes forældrene kom fra, fik hun klarhed over, hvem hun er: En etiopier født i Danmark. Over en kop kaffe i køkkenet på fjerde sal på et kollegium på Nørrebro fortæller hun om at vokse op med to kulturer - og hvorfor hun i dag føler sig hjemme i begge kulturer.  

Hun besøgte første gang forældrenes hjemland Etiopien som 12-årig.

     - Mine forældre kom til Danmark for snart 30 år siden. Min mor er egentlig fra Eritrea, der dengang var en del af Etiopien. Hun kom som flygtning. Jeg ved ikke så meget om det. Min mor kom fra en velhavende familie i Asmara, hvor hun havde mødt min far. Han var fra Etiopien og rejste rundt som prædikant. Min far har altid brændt meget for at fortælle om Gud, fortæller Ruth Negash, der voksede op som nummer tre i en søskendeflok på fem i Herlev.

     - Det var meget mærkeligt at se det land, mine forældre havde fortalt så meget om. Min far har altid været meget stolt af Etiopien og fortalt os, hvor dejligt der er. Men da vi kom ud fra lufthavnen, sad der bare så mange tiggere! Jeg var slet ikke forberedt på så megen fattigdom. Vi boede på et hotel inde i byen og mødte min fars familie i et pænt hus, hvor vi fik lækker mad. Vi så ikke, hvor fattige de var - at de boede et helt andet sted uden elektricitet og veje.

Identitetskrise

Tilbage i Danmark gled Etiopien i baggrunden i nogle år. Men så begyndte spørgsmålene at dukke op. Hun var snart færdig med gymnasiet. Alle hendes venner var danskere. Men hvem var hun selv?

     - Det var en identitetskrise. Jeg vidste, at jeg var dansk, men jeg var også noget andet. Hvem var jeg i forhold til Etiopien? Først rejste jeg på besøg en måned. Derefter rejste jeg ud som volontør i ti måneder. I den periode fik jeg et nyt syn på mig selv. Efter at jeg er kommet hjem, siger mine venner, at jeg virker mere sikker på mig selv. Og min mor synes, det er vildt sjovt, at vi nu kan snakke om ting, vi ikke kunne før.

     Som volontør var Ruth udsendt af Afrika in Touch i samarbejde med Dansk Ethioper Mission for at undervise i musik og billedkunst på en skole i hovedstaden Addis Abeba. Sideløbende underviste hun i engelsk på en skole tilknyttet Mekane Yesus kirken.

     - Det var alt sammen fantastisk spændende og meningsfuldt. På grund af mine etiopiske forældre fik jeg et såkaldt Ethiopian Origin ID card, der giver opholds- og arbejdstilladelse i fem år.

     - Det var en helt speciel oplevelse at være i den etiopiske kultur og komme i kontakt med mine rødder. Det, jeg så, svarede så meget til mine forældres måde at opdrage os på. Så var mine forældre alligevel ikke så mærkelige! Det var også fedt at opleve, at jeg kunne klare mig selv. Dansk er mit første sprog, men jeg forstår også amharisk. Ikke en sjæl kunne se, at jeg ikke er etiopier, så jeg slap for al den negative opmærksomhed, udlændinge ellers får.

Andre briller

Tilbage i Danmark startede Ruth som sygeplejeelev og håber senere tage en master i folkesundhedsvidenskab.

     - Jeg kunne godt forestille mig at arbejde i Etiopien. Der er et kæmpe behov. Der er mange ting dernede, som kan gøres bedre og bare skal ændres. Men først skal jeg have nogle flere kompetencer. Så de næste år handler det om at færdiggøre min uddannelse.  

     Hun er ikke i tvivl om, at hendes flerkulturelle rødder har givet hende noget værdifuldt i forhold til andre danske unge.

     - I dag ser jeg på Danmark med andre briller. Jeg har fundet ud af, hvor velsignet jeg er. Jeg sætter virkelig pris på de gode ting her i Danmark som for eksempel SU. Når nogen brokker sig, siger jeg: Hallo, det er altså et godt velfærdssystem, vi har! - Men jeg er også stolt af mine etiopiske rødder. For eksempel er gæstfrihed og relationer en stor del af den etiopiske kultur. I Etiopien giver man hinanden tid, og det er helt normalt at stoppe op på gaden og hilse. Det negative er selvfølgelig, at alle kommer for sent!

Bøn og bibellæsning

Den kristne tro har altid været det faste holdepunkt i Ruths liv. Hun voksede op med kirkegang, børneklub i forskellige kirker og teenklub i missionshuset. Familien kom i en etiopisk migrantmenighed, og derhjemme underviste forældrene de fem børn.  

     - Indtil jeg var 10-12 år gammel samlede min far os hver dag til mindst en times bøn og undervisning. Vi sad i en rundkreds og sang og bad og læste i Bibelen. Etiopiere kan bede meget længe! Da vi blev ældre, blev det lidt for meget. Så gik vi i oprør! Dengang syntes jeg, det hele var meget pinligt. Men jeg kan mærke, at det har gavnet rigtig meget. Når min tro i dag er ret stærk og stabil, er det min fars skyld.  

     - Jeg er opdraget meget anderledes end danske unge. Hos os var det hele meget etiopisk. Der var mange regler. Mine forældres kristne tro betød, at de prioriterede at sende os på en kristen friskole. Tre af os har også været på efterskole. Mine forældre støttede alt med skolen, men de kunne ikke rigtig hjælpe med lektier og den slags. Vi har selv skullet tage ansvar. Det gik også meget godt. I dag læser min lillesøster medicin, en anden afslutter sin bachelor til sommer, min storesøster har taget HF, og min bror blev student sidste år.

Pinsekirke og migrantmenighed

Det kirkelige engagement fordeler Ruth mellem en pinsekirke, en etiopisk migrantmenighed og Indre Missions Unge (IMU). Hun vil ikke sættes i bås.

     - Om søndagen kommer jeg i en international pinsemenighed. Jeg kan godt lide lovsangen og den måde, de har kirke på. Vi er 200-300 fra hele verden. Folk er lidt mere åbne her end i en dansk menighed. Jeg er med i lovsangskor og frivillig i børnekirken.

     - Efter at jeg har været i Etiopien, er jeg igen begyndt at komme i den etiopiske menighed. Vi er ikke så mange, men jeg føler mig meget hjemme. Det er ligesom i Etiopien. Det er noget med den kontakt, man får med Gud. Bøn og lovsang fylder meget. Fra min barndom er jeg vant til etiopisk musik og kan godt lide melodierne. Gudstjenesten varer to-tre timer. Bagefter er der kaffe og brød, og vi sidder og hygger os. Jeg kunne godt tænke mig at starte børnearbejde i menigheden. Der er ikke noget for børn. Det var der heller ikke, da jeg var barn. Vi løb bare rundt og legede og fik kage. Som dengang er det først og fremmest et sted, hvor de voksne kan få fyldt på.

     - I IMU får jeg noget andet igen. Der er vi mange unge og har et rigtig godt fællesskab.

Taknemmelig

I dag er Ruth taknemmelig for, at hendes forældre i sin tid endte i Danmark.    

     - Når jeg sammenligner med mine fætre og kusiner i Etiopien, er jeg bare så heldig, at jeg har fået lov at vokse op her. I Addis fik jeg kontakt med to af mine fætre, der var flygtet fra Eritrea. De fortalte, hvordan de løb over grænsen mellem Eritrea og Etiopien om natten. I dag lever de illegalt i Etiopien. Her i Danmark har jeg alle muligheder.

     - Det har ikke været let for mine forældre. Min far kom tidligt ud for en bilulykke, så han ikke kunne arbejde. Min mor uddannede sig til køkkenassistent og arbejdede i mange år i en kantine. I dag kan jeg godt se op til min mor - hvor er det sejt, at hun kunne gøre det. Selv om vi var mange børn, har jeg aldrig manglet noget. Jeg har altid haft begge mine forældre hos mig. Jeg er stolt af at have forældre, der elsker os rigtig højt. Så kan man klare de fleste ting i livet.

BMF