Kenyansk præst udfordrer europæisk vanetænkning
(Nyt på tværs nr. 2-2001)

Verden ser meget anderledes ud, når udgangspunktet er Afrika og ikke Europa. Så er diskrimination og racisme ikke marginalproblemer men i høj grad udfordringer til de europæiske lande, der modtager flygtninge og indvandrere - og til deres kirker, siger den kenyanskfødte præst Eugeniah Adoyo, der var en af hovedtalerne på Tværkulturelt Centers konference TRO OG TOLERANCE i marts 2001.  

Eugeniah Adoyo er præst i et travlt citysogn i Londonbydelen Southwalk syd for Themsen. Hver dag kommer 20.000 pendlere ind i området, der også rummer turistattraktioner som det nye London Eye. Men i dag er det ikke længere hvide briter, der optager de fleste bænke i bydelens kirker. Det er de sorte indvandrere, fortæller Eugeniah Adoyo og henviser til en nyere undersøgelse, der viser, at over halvdelen af de mennesker, der gå i kirke i London en almindelig søndag, har indvandrer- eller flygtningebaggrund.

     - Mange steder er der stadig en udtalt skepsis over for indvandrere med en anden hudfarve. På Jesu tid spurgte de, om noget godt kunne komme fra Nazaret? I dag hører man så meget om de problemer, vi har i Afrika - fattigdom, sult, korruption og aids, at mange spørger, om noget godt kan komme fra Afrika. Men i Guds øjne er det andre ting end økonomisk og politisk magt, der betyder noget. Gud udvalgte ikke Israel, fordi denne nation var større og mere indflydelsesrig end andre nationer. Tværtimod. Og i Det Gamle Testamente læser vi om, hvordan Sodoma blev ramt af Guds dom, fordi indbyggerne levede i storhed, overflod og sorgløs tryghed, men ikke rakte hånden ud til de fattige og hjælpeløse.*

Andre værdier

Eugeniah Adoyo er ikke i tvivl om, at afrikanske indvandrere og flygtninge har noget at tilføre kirkerne i Europa.

     - Folk fra Afrika har andre værdier med end de materielle. Afrika er generelt præget af stor åndelighed. De fleste mennesker tror stadig på Gud. Afrikanere opgiver ikke så let håbet. Vi har set Gud gribe ind så mange gange. Afrikanere kender ofte til følelsen af magtesløshed, men vi ved også, at Gud arbejder bedst, når vi er magtesløse. Kirkerne er præget af menighedens tro og engagement. Folk er varme og entusiastiske. Vi har en lang tradition for åbenhed og gæstfrihed. Mange steder viser folk stor offervillighed - man er villig til at tilsidesætte egne behov og give af det, som man selv kunne bruge i stedet for af sin overflod. I mange menigheder er der en stærk følelse af fællesskab og solidaritet. Vi hører sammen. Afrikanere er opdraget til ikke kun at tænke på sig selv. Vi er vant til at le og grine og græde sammen. Mange har en veludviklet humoristisk sans.  

     - Menneskeheden består kun af én race: Mennesker. Lad os ikke glemme, at vi har langt mere til fælles end det, der skiller os. Vi har alle brug for kærlighed og omsorg. Vi føler smerte på samme måde. Vi alle har brug for en identitet og et tilhørsforhold. Osv.  

Biskoppen kropsvisiteret

Når Eugeniah Adoyo taler om, at diskrimination og racisme skal tages alvorligt, taler hun ud af personlig og national erfaring. Hun var 5 år gammel, da Kenya fik selvstændighed i 1963 efter 68 år under den britiske krone. Hendes far var den første sorte præst i en tidligere hvid anglikansk menighed. I gymnasiet var hun en af de første sorte elever på en skole, der hidtil havde været forbeholdt hvide elever. Da hun blev ordineret som præst i den anglikanske kirke 1991, vidste hun, at hun ikke kunne tie, når hun blev konfronteret med racisme og social uretfærdighed - hvad enten det var i Afrika eller i Storbritannien, hvor hun havde færdiggjort teologistudierne.

     - Racediskrimination er et reelt problem i London, ikke mindst inden for politiet. Når den sorte anglikanske biskop fra Uganda oplever at blive stoppet af politiet på gaden og kropsvisiteret otte gange på fire år, mens ingen af de andre biskopper nogen sinde er blevet stoppet, er der et problem.

     - Jeg er også selv blevet kropsvisiteret og har oplevet småracistiske episoder. Men de fleste gange har det været fra enkeltpersoner, der generelt er ubehagelige mennesker. Det er aldrig rart, når det sker, men personligt er det ikke noget, jeg går rundt og tænker meget over.

     - Modsat kan jeg som præst også opleve, at folk i sognet taler til mig, som om jeg var hvid: Problemet med vores bydel er, at her bor alt for mange sorte, siger de til mig!

Rollemodeller

Den kenyanske teolog er den ene af to præster i et lille anglikansk sogn, hvor søndagsmenigheden fortrinsvis består af asiater, afrikanere, vestindere og ældre hvide briter. Det er et sogn med mange begravelser, og det sker ikke sjældent, at de pårørende spørger bedemanden, om de kan få den hvide britiske kollega i stedet Eugeniah.

     - Heldigvis har min kollega en klar politik her. Hvis nogen ikke vil have mig til at forrette en kirkelig handling, vil han heller ikke gøre det. Så må de finde en anden kirke. Han bakker mig et hundrede procent op. Det gør biskoppen også.

     Præster med en anden etnisk baggrund har en vigtig opgave i både at synliggøre indvandreres kompetence over for den hvide befolkning og fungere som rollemodeller for indvandrere i menigheden, mener Eugeniah Adoyo.

     - Folk har brug for rollemodeller. Der er afrikanere, der fortæller mig, at de er stolte af at se mig deroppe på prædikestolen! I samtaler med folk har jeg ofte en anden vinkel på tingene. Det er vigtigt, at folk med indvandrerbaggrund har en præst, der kan sætte sig ind i, hvad det er, de oplever.

Ressourcer og vitalitet

- Selvfølgelig kan det etniske mix give nogle praktiske problemer. Vi plejer at sige, at englændere har ure, men afrikanere har tid! For folk fra Afrika kan det være vigtigere at være helt og fuldt til stede i nuet end at overholde en aftale om en time. Men vi har lært at indrette os.

     - Som jeg ser det er pessimisme en af de store farer for kirken i Europa. I Afrika ved vi, at Gud kan gøre meget mere, end I tror! Mange steder fokuseres der alt for ensidigt på faldende kirkegang og dalende medlemstal i stedet for at se på de ressourcer og den vitalitet, som kristne indvandrere og flygtninge kan tilføre europæisk kirkeliv. Gud har også en fremtid for kirken i Europa.

BMF

* Ezekiels Bog kapitel 16, vers 48-50.