Fra flygtningelejr i Eritrea til hverdag i jysk stationsby

(Nyt på tværs 3-2003)

 De sidder i stuen i et rummeligt toetagers hus med have i stationsbyen Stoholm 12 kilometer vest for Viborg og fortæller deres historie. Stilfærdigt - uden store ord og armbevægelser. Ind imellem med et smil og en afvæbnende latter, når den udsendtes spørgsmål er alt for indlysende eller tåbelige. Somme tider slår de danske ord ikke helt til. Men ingen ord slår til, når Aney Yel Ariyath (41) skal fortælle, hvorfor den sudanesiske småbørnsfamilie i nov­ember 2001 kom til Danmark under den kvote på 500 FN-flygtninge, som Danmark er forpligtet på at modtage fra verdens flygtningelejre. Hvad denne familie har set og følt og oplevet, vil kun de færreste danskere nogen sinde kunne fatte.      

 Fjernsynet i hjørnet af stuen er indstillet på en sudanesisk satellitkanal, der viser billeder af oversvømmede gader og mørke mennesker, der forcerer vandmængderne. Nilen er igen gået over sine bredder i Sudan – det afrikanske kæmpeland, der herhjemme bedst er kendt for tørkekatastrofer, borgerkrig og flygtningestrømme. 7-årige Ariyath peger på fjernsynet og siger: ”Det er det land, vi kommer fra.”    

     Den spinkle dreng med de klare mørke øjne kom til Danmark for snart to år siden fra en flygtningelejr i Eritrea på Afrikas Horn. Tre år tidligere var han ankommet til lejren sammen med sine forældre og hundredvis af andre sudanesiske flygtninge, der havde krydset grænsen til nabolandet Eritrea på flugt fra regeringssoldater og vilkårlige massakrer på især den kristne civilbefolkning. Forud var gået mange måneders rejse til fods fra byen El Obeid syd for hovedstaden Khartoum til Asmara i Eritrea. En strækning på knap 1500 kilometer.

Kristent mindretal

Sudan er det største land på det afrikanske kontinent og dækker et areal, der er knap 60 gange større end Danmark. Landet er rigt på naturlige ressourcer og kunne let brødføde befolkningen på 36 millioner, havde det ikke været for den borgerkrig, der har hærget landet siden selvstændigheden i 1956 og det efterfølgende militærkup i 1989, der bragte den nuværende islam­iske præsident til magten, og som har gjort landet til et af verdens fattigste.

     Familien Ariyath kommer oprindelig fra millionbyen Wau i Sydsudan, hvor de tilhørte det kristne mindre­tal. Her voksede Aney Yel Ariyath op som en af tre søskende i en katolsk familie. Han fortæller, at famili­en havde køer, får og geder. De dyrkede ris, jordnød­der og grøntsager og var som de fleste kristne familier i det islamiske land næsten selvforsynende. Selv arbejdede han som mekaniker og taxachauffør. Men den ulmende borgerkrig og stadig hyppigere angreb på det kristne mindretal gjorde hverdagen usikker.

Flygtede til fods

- En dag kom regeringstro soldater ned fra nord. De angreb vores område og dræbte min far og min yngre bror. De skød vores køer og geder. Mennesker og dyr blev brændt levende. Alle var meget, meget bange og flygtede ud af byen. Vi havde ingen biler eller tog. Der var end ikke æsler tilbage. Vi gik til fods i mange dage, fortæller Aney.

     Det lykkedes familien at nå frem til byen El Obeid længere mod nord, hvor de havde familie. Her boede de i et par år, og her blev Aney gift med sin kone Selua, hvis familie tidligere var flygtet fra Wau.

     Men også her indhentede borgerkrigen dem. Aney fortæller, at soldater begyndte at tvangshverve mænd til hæren og sende dem sydpå for at kæmpe mod befolkningen der.

     - Soldaterne kom og hentede mændene og sagde: ”Du skal.” De, der sagde nej, blev skudt. Vi flygtede hovedkulds ud af byen. Vi gik i mange måneder. Vi havde kun det tøj, vi havde på. Det var meget, meget varmt. Jeg bar min søn på ryggen. Han var kun 6 måneder. Undervejs arbejdede jeg lidt her og der. Hvis du ikke fandt arbejde, fik du ikke mad. Vi var sultne. Mange døde af sult og tørst.

Flygtningelejr

I 1998 nåede familien frem til grænsen til Eritrea, hvorfra de blev kørt til en FN flygtningelejr, som skulle blive deres hjem de næste tre år. Her blev endnu to børn født – datteren Agol i 1999 og sønnen Yel i 2000. Det følgende år blev familien sammen med knap 50 andre sudanesere i lejren udvalgt til genbosættelse i Danmark. På det tidspunkt vidste de intet om Danmark, men de var parate til at tage hvor som helst hen. Aney uddyber:

     - Tre år i en flygtningelejr er meget lang tid. Vi boede i plastiktelte. Mange var syge, og vi fik alle malaria flere gange. Vi kunne kun købe medicin, hvis vi havde penge. Vi havde ingen penge. Der var ingenting i lejren. Intet tøj. Ingen mad. Intet arbejde. Ingenting. Vi levede af FNs fødevarehjælp. En gang om måneden fik vi en pakke med syv kilo mel, et kilo linser, et halvt kilo sukker og en halv liter olie. Vi fik også et stykke sæbe hver måned. Mange døde. Nogle af de andre familier fra lejren, der kom til Danmark sammen med os, begravede deres børn i Eritrea.

Vi er taknemmelige, fordi vores børn ikke døde. Hvis vi var blevet i lejren et år længere, havde de nok ikke klaret det. Vi bad: ”Gud, hjælp os.” Og Gud hjalp os til at komme til Danmark.  

     - Her i Danmark er alt anderledes end i Eritrea og Sudan. I Danmark sover jeg godt om natten. Her er ikke problemer med sikkerhed. Her er frihed og demokrati. Vi har medicin og skole. Vi har et dejligt hus. Taget er ikke utæt. Når det regnede i Eritrea, kom regnen ind til os.

Den første sne

Det, Selua husker bedst fra den novemberdag for snart to år siden, da familien landede i Kastrup Lufthavn, er kulden, og at det begyndte at sne.

     - Jeg frøs! Jeg kom fra Afrika og havde ikke dansk vintertøj. Det var første gang, vi så sne. Vi havde kun set sne i fjernsynet. Jeg blev bange, griner Selua.    

     I dag har familien for længst vænnet sig til det danske vejr og er godt på vej ind i en dansk hverdag. Aney og Selua går fortsat på sprogskole. Aney er startet i praktik på en fabrik og håber en dag at få arbejde som mekaniker. Selua er i praktik på det lokale plejehjem og drømmer om at uddanne sig til sygeplejerske. 7-årige Ariyath er netop begyndt i børnehaveklasse, og de tre yngste børn går i henholdsvis børnehave og vuggestue.

Samler brugt tøj

Familiens fire børn er alle døbt – de tre ældste i en katolsk kirke i Eritrea og den yngste søn Deng på godt et år i Stoholm Kirke. Aney fortæller, at kontakten med kirken er en naturlig ting for familien.  

     - I Eritrea gik vi til messe næsten hver søndag. Da vi kom til Stoholm, fik vi en kirkeavis og gik hen i kirken den næste søndag. I begyndelsen forstod vi kun lidt. Nu går det lidt bedre. Det er godt for børnene at komme i kirken. Men danske børn går ikke i kirke. Der er kun min familie. Det er lidt mærkeligt.

     - Vi beder meget for vores land. Det er meget svært for de kristne i Sudan. Nu er vi i sikkerhed i Danmark. Vi vil gerne hjælpe vores folk, selv om vi ikke har så mange penge. Men vi har samlet noget brugt tøj, som vi gerne vil sende. Vores folk lider.           

BMF