Irakisk kvinde i Gentofte var på flugt i 13 år. I februar fyldte hun 50.

(Nyt på tværs 1-2011)

Hun har aldrig haft et ægte nationalitetspas. Alligevel har Walida Sabo Beebo krydset flere landegrænser, end de fleste. Over 20 lande blev det til, fra den irakiske mor til tre forlod Irak i 1995 til hun søgte asyl i Danmark seks år senere. Men der skulle gå yderligere syv år, inden Walida og børnene, der i mellemtiden var blevet 16, 17 og 20 år, fik opholdstilladelse i Danmark i 2008. En februardag fejrede Walida sin 50-års fødselsdag i Gentofte. 

Tretten år på flugt uden sikkerhed for fremtiden. Årene har sat deres spor i krop og sjæl. Ryggen smerter, benene gør ondt og hun sover dårligt om natten. De mange års kamp for at overleve fra dag til dag i en barsk verden har efterladt hende slidt og sårbar. Men samtidig er det også en stærk og ukuelig kvinde, der sidder i stuen i lejligheden i Gentofte og beretter om sin livsrejse. En rejse i tid og rum, hvor hun både geografisk og mentalt har tilbagelagt umådelige afstande.
     Walida Sabo Beebo er født i Nordirak, hvor hun voksede op i en mindre by som nummer fem i en søskendeflok på syv. Ligesom de fleste familier i området tilhørte familien den kaldæiske kirke. Faren arbejdede som kok i et medicinalfirma. Walida husker barndommen som en tryg og sorgløs tid i en stor og kærlig familie. Om søndagen gik alle i kirke. Kirken var helt fuld, børnene gik i procession med levende lys, og Walida, der altid har været glad for at synge, sang i kirkens kor.  

Gift med soldat
Skolegangen sluttede tidligt. Moren blev syg af kræft, og Walida passede hende hjemme, til hun døde. Da var Walida 19 år. Som 23-årig blev hun gift med en jævnaldrende mand, der var soldat i hæren og indkaldt i krigen mod Iran, der startede nogle år tidligere. Som alle ægteskaber, hun kendte, var også hendes arrangeret af familien.    
     - Min mand var en god mand. Men fordi han var i hæren, var han kun hjemme nogle dage om måneden. Det var en meget svær tid. De bombede ofte byerne. Vi boede sammen med min mands far, bedstemor, søster og hendes familie. Vi måtte mange gange flygte ud af byen. Så boede vi nogle dage eller uger hos vores familie i landsbyerne, hvor det ikke var så farligt som i byerne. I lange perioder var der ingen elektricitet. Ofte havde vi hverken mad, mælk eller olie, fortæller Walida.   

Flugten
Med årene blev hendes mand politisk aktiv og avancerede i hæren. Men i 1995 fik han problemer med regeringen, og familien flygtede til Tyrkiet med de tre børn på 4, 5 og 7 år. Det lykkedes dog ikke at komme videre, og efter nogle måneder blev de sendt tilbage til Nordirak. Da hendes mand fik besked om, at hans far var syg, tog han til hjembyen for at besøge faren. Men han vendte aldrig tilbage. Nogle uger senere fik Walida besked om, at han var blevet dræbt i familiens hus.
     - Jeg var alene tilbage med børnene i en landsby i Nordirak. Vi turde ikke tage tilbage. Derfor besluttede vi at rejse til Danmark, hvor min søster bor. To af mine brødre bor i USA og sendte penge. Vi havde jo ingenting.       
     Men det gik ikke som planlagt. Fra Jordan blev Walida og børnene sendt til Thailand af en mellemmand. De mistede alle deres penge, og de næste tre år boede de illegalt i Bangkok på et katolsk gæstehus for hjemløse migranter.
     - Kirken hjalp os. Vi havde ingen penge. Vi søgte UNHCR om hjælp, men fik afslag. Min familie sendte en mand ud til os, som tog os med til et andet land. Men vi blev standset i lufthavnen og sendt tilbage til Bangkok. Normalt ville de have sat mig i fængsel og taget børnene fra mig. Men Gud hjalp os. Jeg kom ikke i fængsel.
     - Nogle uger senere forsøgte vi igen. Men den mand, der var betalt for at hjælpe os, ville kun rejse videre med en af os. Det blev min ældste datter, der var 13 år. Hun sagde OK. Hun vidste jo, at det var vores eneste chance for at komme videre.     

Til Danmark
Der gik to uger, før Walida hørte fra datteren. Da var hun vel ankommet i Danmark og havde fået kontakt med Walidas søster.
     - De uger, vi ventede, var de sværeste i mit liv. Min datter var ikke ret gammel og rejste illegalt sammen med en mand, vi ikke kendte. Men det var det eneste, vi kunne gøre. Min datter er meget stærk.
     - Nogle uger senere lykkedes det os at følge efter.  På mirakuløs vis blev vi ikke stoppet i lufthavnen, selv om alle vores papirer var falske. Sidste del af rejsen kørte vi med bil op gennem Europa. Jeg ved ikke præcis, hvor jeg har været. For det meste var det mørkt. Vi kørte i 15 timer. Så var vi i Danmark. Rejsen var slut, siger hun og tilføjer: Gud var med os. Hele vejen.
     Men Walidas livsrejse var ikke slut. I Danmark fik hun afslag på asyl, og de næste syv år blev familien flyttet rundt mellem seks asylcentre på Sjælland og Fyn. I flere år var familien på såkaldt madkasseordning uden lommepenge, fordi de ligesom mange andre irakiske familier nægtede at skrive under på, at de ville rejse tilbage til Irak frivilligt.  
     Walida besøger stadig Sandholmlejren, hvor hun tilbragte de sidste tre år, inden familien fik asyl i 2008.  
     - Jeg går rundt og snakker med kvinderne. Vi taler om vores liv. Somme tider laver vi sjov. Jeg ved godt, hvordan de har, og jeg vil gerne støtte dem.   

Siger tak til Gud
Den kristne tro betyder meget for Walida. Hun går i kirke hver søndag, og bøn har i mange år været en integreret del af hendes liv.    
     - Somme tider går jeg både i en dansk kirke og en kaldæisk kirke. At gå i kirke gør mig glad. I kirken kan jeg bede til Gud. Gud har hjulpet mig hele mit liv. Jeg siger hver dag tak til Gud for livet. Jeg beder for Danmark og danskerne. Jeg beder om, at flere danskere må tro på Gud. Jeg beder også for mit eget land. Det er meget slemt i Irak. Jeg beder for alle mennesker i verden, der har det svært.
     I dag savner Walida sjældent Irak. Familien er spredt ud over verden, og for hende er fremtiden i Danmark.   
     - Jeg er meget taknemmelig for at bo i Danmark. Her er vi i sikkerhed, jeg har gode venner, og mine børn kan gå i skole og på arbejde. Her har vi frihed. Tænk, nu kan jeg rejse til andre lande uden at være bange for politiet!
     Hendes største ønske er, at de tre børn trods en kaotisk barndom må få et godt liv. Og de er alle godt på vej. Den ældste datter er kosmetolog med egen klinik, sønnen går på teknisk skole, og den yngste datter afslutter 10. klasse til sommer.
     Selv går Walida på sprogskole i Hellerup to dage om ugen, hvor hun er nået til modul 4 på Danskuddannelse 3. Der er dage, hvor hun har svært ved at koncentrere sig, men hun giver ikke op. Livet har budt på langt større udfordringer end at lære et nyt sprog. Og når kræfterne rækker, laver hun gerne mad til arrangementer i kirken og besøger irakere, der har brug for en opmuntring.
     Fødselsdagen fejres hos danske venner, der har inviteret til festmiddag. Walida glæder sig.  
   - Det er dejligt at besøge vores venner. De er meget gode mennesker. Vi spiller spil og hygger os. Og i dag har de lovet, at der er gaver og fødselsdagskage, siger hun med et stort smil.