Bhutanesisk storfamilie starter livet forfra i Haslev

(Nyt på tværs 1-2013) 

Ikke overraskende har mødet med det danske samfund budt på en lang række udfordringer for de 724 bhutanesiske FN-kvoteflygtninge, der siden 2008 er kommet til Danmark fra nepalesiske flygtningelejre. Men efter tre år i Danmark er storfamilien Adhikari godt i gang med at opbygge en helt ny tilværelse i Haslev på Sydsjælland. En af dem er Bishnu Adhikari, en 36-årig tidligere skolelærer, der kom til Danmark i 2009 sammen med sin kone Bineeta, der også er uddannet lærer. De er enige om, at lettelsen over at være i sikkerhed i et demokratisk land langt overskygger alle besværlighederne.

Alt skulle de lære forfra. Sproget, maden, hvordan man vasker tøj i Danmark, kører med offentlige transportmidler, opretter en bankkonto og betaler skat. Og tusind andre ting.

For der er uendeligt langt fra hverdagen i den nepalesiske flygtningelejr, hvor Bishnu Adhikari tilbragte 17 år, til den danske hverdag, der ventede familien, da de i 2009 blev udvalgt til genbosætning i Danmark. Derfor var glæden stor, da det viste sig, at de skulle bo i Haslev, den samme by som Bishnus fætter, der var kommet til Danmark året før. Fætteren havde tidligere tilbragt 22 måneder i et bhutanesisk fængsel og var blandt de første bhutanesere, der blev genbosat. Siden er flere familiemedlemmer kommet til.

- Fordi vi er mange, der bor tæt på hinanden, kan vi støtte hinanden i hverdagen. I dag er vi 30 familiemedlemmer i alderen 0-75 år - mine forældre, mine to brødre og deres familier og mine fætre og deres familier. Vi besøger mine forældre flere gange om ugen, og hver weekend er vi altid sammen, fortæller Bishnu Adhikari på flydende dansk.

Uddannet lærer

Han byder indenfor i familiens lyse lejlighed på anden sal i et nyere boligbyggeri i udkanten af Haslev. Hans kone Bineeta serverer te, småkager og chokolade ved spisebordet i den hyggelige stue med udsigt til skov og åbne arealer.      

- Alt er helt anderledes her i Danmark. Vi kommer fra en lejr, hvor vi boede otte mennesker i en bambushytte på 24 kvadratmeter uden elektricitet. Om vinteren var det

bidende koldt. Under monsunen regnede det ned gennem taget. I tørtiden bagte solen. Hytterne lå meget tæt. Somme tider gik der ild i en hytte. Så var det meget farligt.

Flygtningene måtte ikke arbejde uden for lejrene eller integrere sig i det nepalesiske samfund.

- Vi var heldige, at vi kunne gå i skole i lejren. Jeg tog 9. og 10. klasse. Derefter blev jeg uddannet til lærer og underviste i matematik, fysik, kemi og biologi i otte år. Der var over 50 elever i klasserne. Jeg fortalte og forklarede. Jeg underviste også uden for lejren i fem år, selv om det var ulovligt. Men som den ældste søn skulle jeg forsørge mine forældre og søskende, forklarer Bishnu.

Glemte flygtninge

Verdenssamfundet kalder dem de glemte flygtninge - de 125.000 bhutanesere med nepalesiske rødder (såkaldte Lhotsampas), der i 15 år ventede i interimistiske flygtningelejre i Nepal efter at være fordrevet fra den lille bjergstat Bhutan i Himalaya-bjergene, hvor de havde levet i generationer. Bishnu fortæller om sin egen familie:

- Vores forældre og bedsteforældre er født i Bhutan. Vores historie går helt tilbage til 1624, da 50 nepalesiske familier flyttede til Bhutan, der manglede arbejdskraft til landbruget og bygning af veje. I Bhutan havde vi jord, hvor vi dyrkede ris, majs, hvede, hirse, ingefær og kardemomme. Vi havde køer, geder og får og dyrkede også bananer, kokosnødder, klementiner og limefrugter. Vi boede tæt på hinanden og havde et godt liv.

Brændte huse ned

Men i løbet af 1980'erne begyndte en omfattende bhutanisering af samfundet med forbud mod andre sprog, kulturer og religioner. Den nye politik gjorde livet stadig vanskeligere for det nepalesiske mindretal. Protester førte til vilkårlig fængsling, overgreb og i 1990 fratagelse af statsborgerskab. Bishnu fortæller om den dag, regeringssoldater drev hans familie på flugt:

- Det var den 4. oktober 1991. De kom og satte ild til vores huse. Vi boede tæt på den indiske grænse og løb over grænsen ind i junglen. Vi mistede alt. Mange andre familier flygtede sammen med os. Vi fik intet med. Jeg var 15 år dengang.

 - Tre dage senere kom vi med bus til Nepal. Vores ledere samlede mad til os. Nogle døde af varme, sult eller sygdom. Efter en måned blev vi godkendt som flygtninge og fik støtte af FN. Efterhånden som flere flygtninge kom til, blev der oprettet i alt syv lejre.

I 2008 tog FN initiativ til et internationalt genbosætningsprogram, hvor foreløbig otte lande - heriblandt Danmark - har indvilliget i at modtage de strandede flygtninge.  

Respekt for religion

Som størstedelen af de bhutanesiske flygtninge er Bishnu og Bineeta hinduer. I Danmark fejrer de den hinduistiske lysfest diwali, og oksekød indgår ikke i husholdningen. Men for Bishnu spiller religion ellers ikke nogen stor rolle i hverdagen.  

- Vi er hinduer, fordi vi er født som hinduer. Vi er almindelige hinduer, ligesom danskerne er kristne, selv om de fleste danskere ikke tror så meget på kristendommen. Vi respekterer alle religioner. Man bestemmer selv. I flygtningelejren levede vi sammen - hinduer, buddhister og kristne. De kristne byggede kirker i lejren. Om søndagen kunne vi høre dem synge. Min nabo gik i kirke hver søndag. De kristne inviterede os også til deres julefester.

Derfor skyldes det ikke forskellige religioner, når det trods gode intentioner kan være svært at lære danskerne at kende, understreger de.

- Det er hele kulturen. Når vi siger hej, drejer danskerne hovedet, hvis de ikke kender os. Måske bliver de bange. Det ville være dejligt, hvis de også sagde hej. Men når vi kender danskere, er de meget venlige mod os. Gennem Frivilliggruppen her i byen har vi fået danske kontaktfamilier, besøgsvenner og lektiehjælp.

Fremtiden

I dag er Bineeta i gang med en uddannelse som social- og sundhedshjælper. Bishnu går på VUC, hvor han tager matematik, fysik, biologi og dansk. Målet er at blive optaget på lærerseminariet.

- Som lærer i flygtningelejren underviste jeg omkring 1.500 elever, så de bestod 10. klasse. Mange er i dag læger eller sygeplejersker i Indien og USA. Jeg kan se, at jeg har gjort en forskel i mange børns liv. Jeg er stolt af mine elever og vil gerne fortsætte med at undervise.

- Da vi kom her, tænkte vi begge, at vi hurtigt kunne lære dansk og få arbejde. Vi vidste ikke, at dansk var så svært, og at der var så mange regler. Nogle gange bliver jeg ked af det. I Nepal arbejdede jeg meget hårdt. Skal jeg fortsætte med det samme tempo i Danmark? Kan jeg klare det? For at blive lærer i Danmark skal jeg starte helt forfra. Somme tider bliver jeg træt i hovedet. Men jeg vil ikke på kontanthjælp igen. I min kultur må en mand ikke spise andres penge. Med en uddannelse har jeg bedre chancer for at få arbejde.

Kulturforening

Den tidligere skolelærer er en af initiativtagerne til den dansk-bhutanesiske kulturforening Håndtryk og Hatemalo, som de bhutanesiske flygtninge i Haslev stiftede for to år siden i samarbejde med danske frivillige.

- Hatemalo betyder håndtryk på bhutanesisk. Vi vil gerne opfordre bhutanesere og danskere til at være nysgerrige på hinanden og hinandens kultur. I dag har vi 28 danske medlemmer, fortæller Bishnu, der selv er frivillig tolk.

Kulturforeningen giver samtidig bhutaneserne bedre muligheder for at fortælle deres egen historie. Som formand blev Bishnu for nylig bedt om at holde foredrag ved en sogneaften i kirken.

- Jeg er stolt af at være bhutaneser og vil meget gerne fortælle. Mange danskere ved, at Buthan er et flot land. Bhutanesere er gæstfrie og åbne over for fremmede. Somme tider spørger danskerne, hvorfor vi flygtede fra et lykkeligt land. Men selv om vi godt kan lide Bhutan, er regeringen ikke god. Vi valgte ikke at være flygtninge. Man kan ikke selv bestemme. Her i Danmark drømmer de ældre stadig om at dø i deres land. Men vi kan ikke vende tilbage.