Syrisk flygtning venter i limbo efter afslag på asyl

(Nyt på tværs 2-2013)

Da Paul Yonan kom til Danmark i oktober 2011 på flugt fra den eskalerende borgerkrig i Syrien, var han fuld af håb. Håb om en fremtid i et fredeligt land langt borte fra krigens grusomhed. Håb om en fremtid, hvor kristne kunne leve i fred med deres naboer uden at frygte morgendagen. Efter det seneste afslag på asyl i Flygtningenævnet prøver han stadig at forstå, hvorfor drømmen brast.

Han står og venter på aftalt tid og sted. Det er sidst på eftermiddagen, og forårssolen skinner fra en skyfri himmel, da vi mødes på banegårdspladsen i en mellemstor provinsby. Den 33-årige kristne syrer, der frem til flugten i september 2011 var selvstændig tømrer i en forstad til Damaskus, har ofte tolkeopgaver for Røde Kors og er vant til at overholde aftaler. Oprindelig er Paul Yonan uddannet diplomingeniør. Men han kunne tjene mere ved at overtage farens tømrerforretning, og da han efter farens død skulle forsørge sin mor og søster, blev han tømrer.

     Kaffen bliver kold, mens Paul Yonan fortæller brudstykker af en syrisk flygtnings historie. Først forsigtigt i korte sætninger. Siden bliver sætningerne længere og flere detaljer kommer til. Om barndommen i en forstad til Damaskus, hvor faren havde et tømrerværksted. Bydelen var overvejende muslimsk og kammeraterne både kristne og muslimer. Om gudstjenesterne søndag morgen i den katolske kirke og glæden ved at synge i kirkekor. Om en tante, der lærte ham at bede og have Gud i sit hjerte. Om faren, der blev syg og døde. Om at tilhøre det kristne mindretal, der kom i klemme i borgerkrigen og blev lette ofre for radikale muslimers klapjagt på ikke-muslimske mindretal.

     - Tidligere levede vi sammen, kristne og muslimer. Nu forsøger nogle muslimer med trusler og vold at få os til at rejse. De danske myndigheder siger, at jeg lyver, når jeg fortæller, hvad jeg har oplevet. De siger, at det ikke er farligt for kristne i Syrien, og henviser til en rapport fra 2010. Men i dag er situationen helt anderledes. Borgerkrigen har vendt op og ned på alt, siger Paul Yonan, der for fem måneder siden fik afslag på asyl i Flygtningenævnet. Han vil dog ikke blive udsendt til Syrien, så længe der er borgerkrig. Men når forholdene stabiliseres, skal han rejse tilbage.

Venter i limbo

Umiddelbart er der dog ikke noget, der tyder på, at det vil ske i nær fremtid. Ifølge UNHCR nærmer antallet af syriske flygtninge i nabolandene sig halvanden million. Hertil kommer over fire millioner internt fordrevne. Foreløbig har 70.000 syrere mistet livet i den blodige konflikt. De seneste måneder har det daglige tabstal ligget over 100.  

     Størstedelen af de godt 1.400 syriske asylansøgere, der er kommet til Danmark, siden præsident Assad angreb de første demonstranter i marts 2011, har fået asyl. Men i modsætning til Sverige og Norge mener Danmark ikke, at den generelle situation i Syrien er så alvorlig, at alle bør have asyl. Derfor venter 180 syrere i limbo på ubestemt tid på danske asylcentre. De kan ikke få asyl. Men på grund af borgerkrigen kan de heller ikke sendes hjem.

     For at klare det psykiske pres forsøger Paul Yonan at gøre hverdagen så aktiv som muligt.

     - Jeg kan ikke bare sidde på mit værelse og spise og sove og kigge ud i luften. Derfor har jeg sagt ja til at være tolk for Røde Kors. Jeg har også været i praktik og gået på kursus hos Røde Kors i København. Det hjælper mig til ikke at tænke på min sag hele tiden, siger Paul Yonan.

Trusselsbreve

Han sidder tavs et øjeblik. Blikket bliver fjernt. Så begynder han at fortælle om baggrunden for flugten dengang for snart to år siden:

     - Borgerkrigen var startet. Men det var endnu ikke så slemt i vores område. En dag da jeg kom tilbage til mit værksted efter frokost, sad der et stykke papir på døren. "Du er kristen," stod der. "Du skal rejse. Her er ikke plads til dig." Jeg spurgte naboerne, om de havde set, hvem der havde gjort det. Men ingen havde set noget. Senere fik jeg flere breve. Andre kristne fortalte, at de havde fået breve med samme indhold. Vi hørte om kristne, der oplevede frygtelige ting. En dag sad der et brev på døren til vores lejlighed i en boligblok på fjerde sal. Jeg gik til politiet, men de kunne ikke beskytte os. Så en dag på vej til arbejde blev jeg overfaldet bagfra af tre mænd. De slog og sparkede mig. "Nu forstår du. Vi mener det alvorligt. Rejs ud af landet med din familie. Ellers..." Måske genkendte jeg en af stemmerne. Jeg er ikke sikker, siger Paul Yonan eftertænksomt og fortsætter:

     - Jeg var meget bange for, at der skulle ske min familie noget. Revolutionen var i fuld gang. Hver dag rykkede kampene nærmere. Jeg besluttede at rejse med min familie. I Damaskus fandt jeg en mand, der lovede at hjælpe os, hvis jeg betalte penge. Jeg havde sparet lidt op og solgte vores bil. Manden sørgede for, at jeg blev gemt mellem nogle kasser i en fragtbil, der kørte til Tyrkiet. Min familie blev kørt over grænsen i en lille bil. Men i Tyrkiet havde vi kun penge til, at en af os kunne rejse videre. Vi aftalte, at jeg skulle rejse. Når jeg var kommet til et sikkert land og havde fundet arbejde, skulle jeg sende penge, så min familie kunne følge efter.

     Under rejsen op gennem Europa var Paul skjult i skiftende biler. Efter mange dage blev han sat af på en afsides vej med besked om at gå de sidste kilometer. Så ville han komme til et center for flygtninge.                  

     - Jeg vidste ikke, hvilket land jeg var i. Jeg stolede ikke på manden, der hjalp mig. Jeg for vild og endte i et militært område. Da jeg endelig fandt frem, var jeg bare lettet over at være i sikkerhed. Men efterhånden gik det op for mig, at jeg ikke længere havde noget hjem. Jeg havde ingenting.

     - I dag tænker jeg somme tider, at jeg er kommet til det forkerte land. Det handler ikke om danskerne. Jeg har mødt rigtig mange venlige mennesker. Men det er ikke fair, når myndighederne siger, at min historie ikke er sand. Det er mit liv. Jeg ved, hvad der skete. Når jeg ser, at andre syrere får asyl, er det svært for mig at forstå, hvorfor jeg er anderledes.

Indkaldt til militæret

For fem måneder siden blev Paul Yonan indkaldt til militærtjeneste i den syriske regeringshær. Han håber, at indkaldelsen vil medvirke til, at hans sag bliver genoptaget i Flygtningenævnet.

     - Jeg er meget træt. Om natten ligger jeg vågen og tænker og tænker. Er min familie i sikkerhed? Jeg har ikke haft kontakt med min søster i 20 dage, efter at oprørerne rykkede ind i det område, hvor hun bor. Der er ikke længere elektricitet eller internet.

     - Jeg savner min familie meget. Min mor er en stærk kvinde. Jeg har altid beundret hende. Men nu er det meget svært for hende. Min familie kunne ikke finde arbejde i Tyrkiet og måtte rejse tilbage. De prøvede at flygte til Libanon. Men der kunne de heller ikke blive. Nu er de tilbage i den kristne landsby, hvor jeg er født. Det er alt for farligt for dem at tage tilbage til vores by. Folk siger, at vores bydel er jævnet med jorden.  

     - Jeg har altid troet på Gud. Måske er der noget, Gud vil, at jeg skal lære om livet, mens jeg er her. Somme tider går jeg ind i en kirke og tænder lys og beder en bøn. Jeg har også været med på en kristen konference, hvor de sang en arabisk salme, som jeg kendte fra min egen kirke. Det gjorde mig glad i mit hjerte.  

     Hver dag beder Paul Yonan for fred i hjemlandet.

     - Jeg elsker mit land og mit folk. Syrien er et meget gammelt og smukt land. Vi har nogle af verdens ældste kristne kirker og klostre. Jeg savner naturen og alle de velkendte steder. Jeg ved ikke, om jeg nogen sinde genser mit land. Bed for os. Bed om at krigen må stoppe.

FAKTA: Siden oprøret mod præsident Bashar al-Assad startede i marts 2011 har næsten hver fjerde syrer forladt sit hjem ifølge UNHCR. Langt de fleste befinder sig i et naboland. Omkring 34.000 er flygtet til Europa. Tidligere nød Syriens kristne mindretal en vis beskyttelse fra regeringen.  

Paul Yonans rigtige navn er redaktionen bekendt.