Kirke og lokalsamfund bakker op om udvist kosovo-albansk familie i Løsning

(Nyt på tværs 2-2013)

Da den 43-årige familiefar Halit Rexhepi fra Kosovo i begyndelsen af april fik afslag på forlængelse af familiens humanitære opholdstilladelse, opsøgte han præsten i den østjyske by Løsning, hvor familien har boet de seneste seks år. Og sognepræst Henrik Højlund ikke i tvivl. Her var en familie, der havde brug for kirkens opbakning.

   - Det handler om mennesker i nød. At de er muslimer er helt lige meget. Det er en familie, som vi bare skal hjælpe, siger Henrik Højlund.

Sammen med andre i byen gik sognepræsten i gang med at skabe opmærksomhed om den kosovo-albanske families situation gennem en omfattende støttekampagne.

     - Faren kom til Danmark som asylansøger for 13 år siden. Familien er traumatiseret af krig og har mistet flere familiemedlemmer. To af de tre børn er født her. I dag er børnene meget velintegrerede. De er dygtige i skolen og deltager i lokale fritidsaktiviteter. At udvise familien er helt forrykt, siger Henrik Højlund.

     Præsten besluttede også at inddrage den kosovo-albanske familie i en planlagt eftermiddagsgudstjeneste. Det blev annonceret i dagspressen, at der ville blive tændt lys og bedt for familien i kirken.

     - Det var få dage før familien skulle udvises. Kirken var propfuld. Der kom mange, som normalt ikke sidder på kirkebænken. Jeg sagde nogle ord om familiens situation, tændte et lys for hvert af familiemedlemmerne og bad en bøn. Familien sad nede på bagerste bænk. Tre dage senere kom der besked om, at sagen vil blive taget op i Udlændingestyrelsen med udgangspunkt i børnenes tarv, og at familien kan blive, så længe sagen er under behandling, fortæller sognepræsten, der i kirken indsamlede knap 200 underskrifter til støtte for familien.

     - Nu håber vi bare, at de får lov til at blive. Når der kommer ansigter på, bliver det alvor på en anden måde, siger Henrik Højlund og tilføjer, at hvis udvisningen ikke var sat i bero, havde han selv været parat til at skjule familien, ligesom menigheden ville have overvejet kirkeasyl.

Børnene er danske

Få hundrede meter fra præstegården i hovedgaden ligger det hus, hvor Halit og Antigone Rexhepi har boet i stuelejligheden, siden de i 2007 fik humanitær opholdstilladelse. Forud var gået syv år på skiftende asylcentre i Nordsjælland, Randers, Odense og Avnstrup ved Hvalsø. På væggen i stuen hænger billeder af familiens tre børn. De to yngste, datteren Anjeza (9) og sønnen Valton (7), er født på henholdsvis Odense Universitetshospital og Roskilde Amtssygehus, mens familien var asylansøgere. Den ældste datter Kaltrina (13) var knap 3 år, da hun kom til Danmark fra Kosovo sammen med sin mor.

   - Børnene kender ikke andet end Danmark. Dansk er deres første sprog. De går i dansk skole og SFO, spiller håndbold og fodbold og har danske venner. De er hundrede procent danske, siger deres far.

Midlertidigt ophold

Da familien i sin tid fik humanitær opholdstilladelse, var lettelsen stor. Halit begyndte på sprogskolen, hvor han i dag har afsluttet Danskuddannelse 2, og børnene kom i dansk skole og børnehave.

     - Vi var glade. Vi havde pludselig mange flere muligheder. Men hver gang vi skulle søge om forlængelse af vores opholdstilladelse, der altid var tidsbegrænset, var vi bange. Vi kunne aldrig slappe af. Hvad nu hvis vi fik afslag, siger Halit.

     Familiens opholdstilladelse var begrundet med, at Antigone Rexhepi, der er psykisk syg, ikke kunne få den nødvendige medicin i hjemlandet. Men den seneste ansøgning om forlængelse blev afvist, da medicinen i dag kan købes i Kosovo til rimelig pris. Sammen med afslaget fik familien besked på at forlade Danmark inden 30 dage.

Kontaktede kirken

Efter afslaget opsøgte Halit byens præst. Den kosovo-albanske familiefar havde hørt, at kirken somme tider havde hjulpet flygtninge. Besøget resulterede i, at præsten sammen med andre fra byen startede en støttekampagne, der bragte familiens historie i medierne.  

     - Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Vi har ingenting at vende tilbage til. Min ældste datter var meget bange. De to yngste forstod ikke så meget. Vi kommer fra den nordlige del af Kosovo, der er kontrolleret af serberne. Her er albanere ikke længere velkomne. Vores hus er brændt ned. Alt er jævnet med jorden. Vi har ingen familie, der kan hjælpe os. Mine børn vil ikke kunne klare sig i skolen på albansk. Jeg går til kontrol for en kræftsygdom. Både min kone og jeg får en masse medicin. Vi kan ikke rejse tilbage.

     For familien var det en glædelig overraskelse, at så mange i lokalsamfundet bakkede dem op.

     - Forældre til vores børns kammerater kom og besøgte os for at fortælle, at de støtter os. Rigtig mange mennesker har støttet os. I alt er der indsamlet 361 underskrifter. Jeg kender ikke dem alle sammen. Men jeg siger mange tak. Nu ved vi, at vi ikke er alene, siger Halit. Ansigtet er træt og stemmen lavmælt.    

     - I kirken bad de for os. Det føltes godt. Præsten sagde, at der kom 400. Nogle måtte stå op. Der var ikke plads til alle i kirken, fortæller Halit med et forsigtigt smil.

     - Som muslim havde jeg ikke haft kontakt med en kirke før. For mig er kirken Guds hus ligesom moskéen. I vores familie er vi ikke meget religiøse. Vi er europæere og liberale muslimer. Jeg respekterer alle mennesker og alle religioner, understreger Halit.

Krigstraumer

Han har stadig svært ved at forstå, hvorfor familien fik afslag på asyl.

     - Vi kom ikke til Danmark for sjov. Engang havde vi et normalt liv med hus og bil. Jeg arbejdede på en zinkfabrik ligesom min far. Men i 1998 kom krigen. Min far og min bror blev dræbt. Der skete mange dårlige ting. Jeg har set for mange døde mennesker. Jeg glemmer aldrig. De siger, at 14.000 mennesker blev dræbt i krigen og 130.000 huse nedbrændt. Vi var heldige. Vi overlevede.    

     - Efter krigen blev jeg syg. Det var kræft. Kræft er en dyr sygdom. Jeg havde ingen penge. Men venner hjalp mig til Tyrkiet, hvor jeg blev opereret og fik kemoterapi. Derfra kom jeg til Danmark, fortæller Halit.

     Først to år senere lykkedes det hans kone at følge efter med parrets lille datter. I den tid flyttede hun fra hus til hus i Kosovo med hjælp fra familie og venner.

     - Min kone var rask dengang. Men hun var meget traumatiseret og kunne ikke glemme krigen. Efter nogle måneder blev hun psykisk syg. Danmark ved godt, at danske soldater, der vender hjem fra Irak og Afghanistan, kan have psykiske problemer. Vi var civile og havde ingen tanks til at beskytte os. Det er svært at forstå krig, når man ikke selv har prøvet det. For danskerne er det som en film. For os er det vores liv.  

     - Da vi fik afslag på asyl, blev politiet ved med at sige, at vi skulle tilbage til Kosovo. De forsøgte at presse mig til at skrive under på, at vi ville rejse frivilligt. Men vi rejser ikke tilbage. Aldrig.  

Børnenes tarv

I dag er det de tre børns trivsel, der er familiens sidste mulighed for fortsat ophold i Danmark. Familiens advokat har søgt om opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 9.c., stk. 1, der åbner for ganske særlige grunde, herunder barnets tarv. De næste måneder skal Udlændingestyrelsen vurdere de tre børns tilknytning til Danmark og afgøre, om det vil være i strid med Børnekonvention at rykke børnene op fra en dansk hverdag og sende dem til Kosovo - et land, de ikke har noget forhold til.

     Halit har endnu ikke opgivet håbet.      

     - Siden krigen har jeg levet med konstant stress. Det er ikke slut endnu. Men en dag må det få en ende. Mit mål er, at mine børn får et godt liv. Og så håber jeg, at min kone en dag får det godt, og at jeg bliver så rask, at jeg kan få et arbejde.

     - Jeg kan kun sige til børnene, at vi håber. Men det er andre mennesker, der bestemmer. Vi håber, men vi er stadig bange.