27-årig syrisk flygtning starter livet forfra i Nakskov 

(Nyt på tværs 4-2013) 

Den 1. oktober begyndte Nazihs nye liv. Det var den dag, den 27-årige kristne syrer flyttede sine få ejendele fra et asylcenter på Stevns til Nakskov, der med sine godt 13.000 indbyggere ligger idyllisk for enden af Nakskov Fjord. Nazih kom til Danmark i marts på flugt fra en blodig borgerkrig, der foreløbig har kostet mindst 100.000 dræbte og sendt over syv millioner på flugt - heraf tre millioner til nabolande. Efter fem måneder fik Nazih asyl. Men hvordan opbygger man et nyt liv, når man er alene i et fremmed land og ved, at ens familie stadig lever i daglig frygt for missiler og granatnedslag?

 

Mange gange hver dag går Nazihs bøn og tanker til forældrene, familien og vennerne i det krigshærgede Syrien. Han har ikke set sin familie, siden han for godt to år siden forlod hjembyen Homs nær den libanesiske grænse. En by, der siden har været skueplads for nogle af de hårdeste kampe mellem regeringsstyrker og den frie syriske hær i den to et halvt år lange borgerkrig. Samtidig er han målrettet i gang med at opbygge en dansk hverdag med sprogskole, NemID og egen husholdning i den lille lollandske købstad, hvor novembersolen denne eftermiddag kaster sine lave stråler hen over byens gamle huse og får de sidste gyldne efterårsblade til at funkle.

     Nazih kommer cyklende rundt om hjørnet til stationen. For få uger siden flyttede han ind på et nærliggende kollegium. Et lille værelse med køkken og bad. En kollegiebolig er billig, forklarer han, mens han byder indenfor og dækker op med te, mandler og indkøbt dansk kage.

 

Fristed i kirken

Han voksede op som den yngste af fem brødre i en kristen familie i et overvejende muslimsk kvarter i Syriens tredjestørste by Homs. De fleste kammerater var muslimer, men religionsforskelle var ikke noget, der fyldte i hverdagen. Om søndagen gik familien til gudstjeneste i den ortodokse kirke. Nazih husker kirken som et fristed.

     - Her hørte vi til. Der var et stærkt sammenhold, fordi vi var et mindretal. Kirken var altid fuld. Vi var nok 300-400. I kirken lærte vi at tale med Gud og bede. Det føltes godt og trygt. Vi blev mindet om, at vi ikke var alene. Gud passede på os.    

     - Om fredagen var der aktiviteter for børn og unge. De unge spillede i et band. Det var i kirken, at jeg lærte at spille klaver. Jeg har altid været glad for musik. Jeg prøvede også at lære at spille trompet, men det var for svært, fortæller Nazih med et smil.  

 

Borgerkrig

Da borgerkrigen brød ud i marts 2011 var han i gang med en IT-uddannelse. Sideløbende hjalp han sin bror, der arbejdede i en mindre virksomhed.

     - I begyndelsen var der kun spredte skudvekslinger i vores kvarter. Men efterhånden blev det værre. Bevæbnede soldater skød på mennesker, huse og butikker. I perioder turde vi ikke gå ud. Vi så mange ting. Jeg prøver ikke at huske.

     I dag skønnes det, at over halvdelen af byens 650.000 indbyggere er flygtet. Blandt dem er Nazihs familie.

     - Jeg talte sidst med mine forældre for en måned siden. Ofte er der ingen forbindelse. Jeg ved, at de har søgt tilflugt i et kloster i en anden by. En af mine brødre er flygtet til Libanon med sin kone og to døtre. De drømmer om en fremtid i et andet land, fortæller Nazih.

     - Jeg er heldig. I dag er min nærmeste familie stadig i live. Så mange andre er døde. I morgen alt kan ske. Kun Gud kan beskytte min familie.

 

Til Danmark

I august 2011 flygtede Nazih til Dubai, hvor en ældre bror tilbød at skaffe ham et job.

     - Min bror hjalp mig ud. Inden jeg rejste, blev vores forretning brændt ned. Der var skyderi overalt. Man kunne blive skudt når som helst. Til sidst når man et punkt, hvor man ikke længere er bange for at dø.

     I Dubai arbejdede han sammen med sin bror. Men efter et år var der ikke mere arbejde at få. Med hjælp fra familien lykkedes det Nazih at komme til Sverige, hvor han har slægtninge. Her søgte han asyl, men efter tre måneder blev han sendt til Danmark, hvor han havde opholdt sig kortvarigt på vej til Sverige.

     - Efter et par uger blev jeg sendt til Langeland til et asylcenter ude på landet. Mange af beboerne havde det meget dårligt. Flere forsøgte selvmord, mens jeg var der. Jeg ville gerne i kirke, men vi havde ikke transport. En søndag lykkedes det sammen med en ven. Selv om vi ikke forstod ret meget, var det godt at være i kirken. Bagefter var der kaffe, og præstens mor kom hen og talte med os, husker han.

     Senere blev Nazih overflyttet til Center Sigerslev på Stevns, hvor der var andre kristne syrere.

     - Vi lavede mad og spiste sammen og støttede hinanden. Her fik jeg venner. Gennem dem fik jeg kontakt med en kirke i København, forklarer Nazih, der fik asyl i september og samtidig besked om, at han skulle bo i Nakskov, hvor han skulle gennemgå et treårigt integrationsprogram.

     Selv om han er lettet over at have vished om fremtiden, har det ikke været let at starte et nyt sted uden familie og venner.

     - Jeg har altid været meget knyttet til min familie. Som flygtning er jeg endnu ikke en del af det danske samfund. På sprogskolen er alle udlændinge. Jeg køber ind alene og laver mad alene og spiser alene. Jeg hører ikke til nogen steder. Somme tider har jeg en følelse af at være hjemløs, siger Nazih.  

 

Præst på besøg    

En lørdag ringede en af byens præster som den første dansker og spurgte, om han måtte komme på besøg.      

     - Præsten havde fået mit navn fra kirken i København. Jeg blev meget glad. Jeg lavede mad, og vi spiste sammen og snakkede om en masse ting. Præsten inviterede mig i kirke, men den søndag var det en anden præst, der havde gudstjenesten. Der var ikke så mange mennesker i kirken. Jeg hilste på præsten men snakkede ikke med nogen.

   - Fra Syrien er jeg vant til, at der er mange mennesker i kirken. Jeg går i kirke for at snakke med Gud, men jeg vil også gerne snakke med mennesker. I Danmark er kirkerne meget smukke og velholdte, men når man kommer ind i dem, er der næsten ingen mennesker. I mit land kan man altid gå hen i kirken, hvis man har problemer. I kirken er man en del af et stort fællesskab. Men sådan er det ikke i Danmark, siger Nazih, der håber en dag at få en dansk kristen kontaktfamilie.

     - Jeg savner meget at være en del af en familie. Jeg har aldrig boet alene før. I Syrien er det normalt, at man bor sammen med sine forældre, indtil man bliver gift. Jeg savner det tætte forhold til andre mennesker, der deler min kristne tro. Og så drømmer jeg om en dag at få min egen familie - her i Danmark eller i Syrien, hvis der en dag bliver fred i mit land.      

BMF

 

FAKTA: Der har været kristne i Syrien i næsten to tusind år. Inden oprøret mod præsident Bashar al-Assad i marts 2011 var der omkring 2,5 millioner kristne ud af en samlet befolkning på godt 22 millioner. Siden er knap en million kristne flygtet ifølge den syrisk-ortodokse ærkebiskop. I byen Homs skønnes det, at der kun er 5.000 kristne tilbage. For tre år siden var der omkring 50.000. - I perioden januar-juli 2013 søgte 732 syrere asyl i Danmark.