Pakistansk familie drømmer om et normalt liv    

(Nyt på tværs 1-2014)

De mødtes tilfældigt til en bryllupsfest i Karachi i 1993. Han var kristen og hun muslim. De var unge og nysgerrige på livet og hinanden. Det blev til flere møder og spirende venskab. Kærligheden voksede. Men de havde alle odds imod sig. Hendes familie reagerede voldsomt på datterens valg, for ifølge islam kan en muslimsk pige ikke gifte sig med en kristen mand. Det unge par fik snart at føle, at deres kærlighed havde høje omkostninger.      

I dag bor Matthew (44) og Valeria (39) på et asylcenter et sted i Jylland sammen med deres to børn på 18 og 11 år. Lillejuleaften indgav de ansøgning om asyl i Danmark. Efter mange år på flugt fra en magtfuld familie drømmer de om at opbygge et nyt liv i et lille, fjernt og fredeligt land.

Brændte alle broer

Det skortede ikke på advarsler, da Matthew og Valeria for snart 20 år siden besluttede at gifte sig i Pakistan. Helt fra starten mødte deres kærlighed modstand fra begges familier. Men kærligheden overvandt frygten for repressalier, fortæller Valeria.      

   - Jeg elskede Matthew meget højt. Men der var mange problemer. Da vi forsøgte at blive borgerligt viet, fik vi at vide, at ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en ikke-muslim var ulovligt. Ingen af de præster, vi spurgte, turde vie os. Til sidst fandt vi en præst, der indvilligede, hvis jeg konverterede til kristendommen. Dengang var mit hjerte stadig i islam, men jeg sagde OK. Jeg havde allerede brændt alle broer, da jeg forlod min familie for at gifte mig med en kristen. Min familie er meget velhavende og indflydelsesrig, og en af mine onkler tilhører en stærkt religiøs gruppe. Jeg vidste, at jeg havde kastet skam over familien. Der var ingen vej tilbage.    

     Det blev begyndelsen på mange års mareridt, hvor parret levede i konstant frygt for overgreb fra Valerias familie. Hun fortæller lavmælt, hvordan familien satte alt ind på at hævne datterens ægteskab, der for dem var forbundet med tab af ære og prestige.  

     - Først anklagede de min svigerfamilie for at have kidnappet mig. Min svigerfar blev arresteret. Der skete mange ting. Han blev først løsladt, da vi viste politiet vores vielsesattest. Vi var meget bange og besluttede at flytte til en anden by, forklarer Valeria og fortsætter:

     - En dag blev min mands lillebror på 16 år bortført på vej hjem fra skole. Hvis ikke min svigerfamilie fortalte, hvor vi var, ville de ikke få deres søn tilbage. De var nødt til at fortælle.

Mordforsøg

Kort tid efter var det nær gået galt. På vej hjem fra arbejde blev Matthew udsat for et mordforsøg.

     - En motorcykel kørte op på siden af mig, og to mænd affyrede skud. Jeg blev ramt i låret og mistede bevidstheden. De troede, jeg var død, og forsvandt. Heldigvis fandt min kone mig, og sammen med naboer fik hun mig på hospitalet. Jeg var indlagt i tre måneder, men jeg overlevede, siger han med et smil. Valeria fortsætter:  

     - Efter den dag sad frygten dybt i os. Vi flyttede til et nyt sted, hvor ingen kendte os. Jeg var gravid med vores søn. Men efter nogle år blev vi genkendt af et medlem af min familie, da vi tog vores søn på hospitalet. Vi var meget bange og turde ikke blive boende i byen. På et tidspunkt foreslog Matthew, at jeg tog tilbage til min familie med vores søn. Det var ikke det, vi ønskede, men måske var det bedst for vores søn. Så kunne han få et normalt liv og gå i skole. I længere tid havde vi holdt ham hjemme af frygt for, at han skulle blive kidnappet. Jeg ringede til min mor og spurgte, om vi kunne komme tilbage. Men hun sagde nej. Familien ville aldrig tilgive mig.

     - Det var en meget svær tid. Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Min mands søster hjalp os og tilbød at betale, så Matthew kunne rejse til Dubai og arbejde der. På det tidspunkt var vi flyttet til et nyt sted og havde fået vores datter. Jeg blev boende i Pakistan med børnene. Jeg er læreruddannet og kunne undervise dem hjemme. Jeg turde ikke sende dem i skole.      

     - På et tidspunkt fandt min familie ud af, hvor jeg var, og at jeg var alene i landet med børnene. De truede med at dræbe min søn og tage min datter fra mig. Efter et stykke tid lykkedes det Matthew at få papirer til os, så vi kunne slutte os til ham. Men efter fire år i Dubai mistede han sit arbejde. Så var det slut. Vi kunne ikke blive. Men det var alt for farligt at tage tilbage til Pakistan. At det lykkedes at få et Schengen-visum var et mirakel. Vi ønskede bare at komme til et lille ukendt land, hvor ingen ville lede efter os. Da vi fik at vide, at vi havde fået visum, var det første, jeg gjorde, at gå hen i kirken og sige tak til Gud, fortæller Valeria.  

Til Danmark

Valget faldt på Danmark, og lillejuleaften stod familien i Sandholmlejren i Nordsjælland og søgte asyl.

     - Da vi henvendte os til portvagten, var vi meget bange. Hvad ville der ske? Hvad ville politiet sige til os? Men de bad kun om at se pas og visum og tog vores fingeraftryk. Det var alt. Vi fik et værelse med tæpper, sengelinned, tandpasta og alt, hvad vi havde brug for. Næste dag kom Røde Kors med en julegave til vores datter. Vi begyndte at ånde lettet op. Måske var vi i sikkerhed. Måske ville alt en dag blive godt.

     Allerede den første dag i Danmark spurgte familien efter en kirke. De fik at vide, at en folkekirke i København ville sende en kirkebil 2. juledag.

     - Da vi kom ind i kirken, kom præsten hen og sagde velkommen. Børnene fik lov at læse ind- og udgangsbøn, og efter gudstjenesten var der kaffe. Bagefter inviterede præsten os hjem til spisning. Vi følte os meget velkomne, fortæller Matthew og tilføjer, at familien også blev inviteret til en international gudstjeneste i Københavns Domkirke i anledning af Helligtrekonger.

     - Det var en meget stor oplevelse at synge og bede i en domkirke. Vi tog tilbage til asylcentret med nyt håb, siger han.  

Menigheden bad

Efter to uger blev familien overflyttet til et asylcenter i Jylland.    

     - En fra kirken i København kontaktede en pensioneret læge, der kom og besøgte os sammen med sit barnebarn. Siden har han hjulpet os rigtig meget, og vi har også været hjemme og spise hos ham og hans familie. Den første søndag inviterede han os til gudstjeneste i en lille menighed. Hans barnebarn kom og hentede os og oversatte for os. Vi blev præsenteret og budt velkommen, og hele menigheden bad for os, fortæller Valeria.  

     På asylcentret har familien fået deres egen bolig med en lille stue, soveværelse, bad og køkken. Efter to måneder er hverdagen ved at komme i faste rammer.

     - Vi er meget glade og taknemmelige. Vores datter går i skole, og vores søn er begyndt på sprogskolen sammen med os. Men han har brug for en anden slags skole. Han har indlæringsproblemer og svært ved at koncentrere sig. Indeni er han stadig bange for andre mennesker på grund af alt det, vi har oplevet. Det har påvirket ham meget, forklarer Valeria.

     - I Danmark skulle vi alle sammen til lære at omgås mennesker igen. I mange år holdt vi os inden døre. Alt kunne ske. Vi havde ingen til at beskytte os. Men vi har altid gået i kirke, også selv om vi var bange.

     - Da vi blev gift, var jeg stadig muslim i hjertet. I dag er jeg kristen med hele mit hjerte. Min families reaktion på vores kærlighed viste mig, at de tager fejl. Jeg har mistet alt, men jeg er ikke bitter. Hver dag læser jeg i Bibelen, tænder lys og beder. Jeg lærer også børnene at bede. Jeg beder om, at mine børn må få en fremtid i et fredeligt land. Gud har beskyttet os så mange gange før. Han vil også hjælpe os nu.

BMF

Familiens rigtige navne er redaktionen bekendt.