Syrisk flygtning blev kastebold mellem Danmark og Italien

(Nyt på tværs 2-2014)

Hver uge forsøger Ahmad Hamo at ringe hjem til familien i Aleppo i det nordlige Syrien. Når det lykkes at få forbindelse, ånder han lettet op for en kort stund. Så ved han, at hans kone og de tre børn stadig er i live. Efter mange måneder med daglige luftangreb og intense kampe mellem regeringshæren og oprørsstyrker er det ikke nogen selvfølge. Den 34-årige syrer har ikke set sin familie, siden han forlod hjemmet en aprildag i 2012. Men på sin lange rejse mod fred og sikkerhed i Europa har han set adskillige fængsler indefra.    

Han har ikke været heldig, siger den kristne ven, der selv flygtning fra borgerkrigen i Syrien og sidder sammen med Ahmad Hamo på en café på Københavns Hovedbanegård, hvor vi mødes en sen eftermiddag, mens travle pendlere haster forbi.

     Den 34-årige syrer har ikke mange ord tilbage. Måske er de for længst skreget ud i vrede, fortvivlelse og desperation i lange søvnløse nætter. Han taler tøvende. Afventer reaktionen. Vil nogen lytte til hans historie?    

     Ahmad venter. Men det er ikke myndighedernes afgørelse af hans asylsag, der holder ham vågen om natten på asylcentret i Auderød, hvor han har boet siden januar. Efter snart to år i Europa er det endnu ikke endelig afgjort, om det er Italien eller Danmark, der skal behandle hans ansøgning.    

     På sin lange rejse fra Syrien til Danmark opholdt Ahmad sig nogle uger i Italien - det meste af tiden sammen med andre flygtninge i et overfyldt fængsel. Her tog de italienske myndigheder hans fingeraftryk. Og derfor sendte Danmark ham sidste år tilbage til Italien i henhold til den såkaldte Dublin-forordning, der betyder, at en asylsag normalt kun kan behandles i det første EU-land, som en asylansøger rejser ind i. Men i januar i år stod Ahmad igen i Danmark. Nu venter han på, om Danmark endnu en gang sender ham tilbage til Italien.

     - Hvorfor kommer du igen, spurgte politiet. Vi har jo én gang sendt dig tilbage til Italien. - Men de kender ikke virkeligheden i Italien. Jeg har været der. Jeg ved, hvad jeg taler om, siger Ahmad med træt stemme.

     At Italien trods megen forståelse og god vilje ikke har kapacitet til at sikre basale rettigheder for de mange tusinde flygtninge, der hvert år ankommer til landet over Middelhavet, er ifølge internationale organisationer veldokumenteret. Ahmad fortæller, at da danske betjente eskorterede ham tilbage til Italien, endte han som mange andre på gaden.

     - Selv om Italien havde lovet, at jeg kunne få medicin og lægebehandling, var virkeligheden helt anderledes. Da de danske betjente var rejst, fik jeg at vide, at der ikke var noget sted, hvor jeg kunne sove. Jeg fik et tæppe og en pude og blev sendt ud på gaden, fortæller han.

10 millioner fordrevet

Tre års borgerkrig har foreløbig tvunget tæt ved 10 millioner syrere til at forlade deres hjem. Tre millioner er i dag flygtninge i nabolande. FN vurderer, at halvdelen af Syriens befolkning enten er på flugt eller på anden måde i nød. Under en procent får hjælp i Europa.

     Ahmad har ikke fortrudt, at han besluttede at forsøge at få sin sag genåbnet i Danmark.  

     - Jeg har intet at miste ved at prøve igen. Min onkel betalte 14.000 euro til dem, der hjalp mig med at komme tilbage ad en anden rute. En kristen ven i Danmark hjalp mig med kontakt til Dansk Flygtningehjælp. I Italien havde jeg ingen muligheder. Systemet fungerer kun for nogle få. Hvis Danmark sender mig tilbage, får jeg ikke min kone og mine børn at se igen. I Danmark har jeg hørt, at flygtninge måske kan blive genforenet med deres familie, siger han med et spinkelt håb i stemmen.

Bror henrettet på tv

Det er nu over to år siden, at Ahmad forlod sin sønderbombede hjemby. Siden har hans kone Fedan (28) og de tre drenge på 3, 5 og 9 år ofte skiftet opholdssted. Hans kone fortæller, at oprørere er flyttet ind i familiens lejlighed og i dag kontrollerer bydelen.

     Hvis Ahmads asylansøgning behandles i Danmark, vil han med stor sandsynlighed få opholdstilladelse. I dag får så godt som alle syriske flygtninge asyl. Og Ahmad har veldokumenterede grunde til ikke at vende hjem. Familien tilhører et sunnimuslimsk mindretal, der stammer fra Tyrkiet, og som støtter Syriens præsident i kampen mod de overvejende sunnimuslimske oprørere. Siden Ahmad flygtede, er en ældre bror og to nevøer blevet kidnappet og henrettet af oprørere.          

     - Vores familie støtter præsidenten. Men vi har aldrig blandet os i politik. Vi levede stille og roligt. En dag bragte en avis et billede af min bror, der var mullah. Han havde deltaget i en demonstration til støtte for præsidenten. Kort efter blev min bror kidnappet. Forinden havde oprørere også kidnappet hans søn. Henrettelsen blev vist på en national tv-kanal. En anden nevø blev dræbt, da oprørere åbnede ild mod hans lejlighed. Lige nu forsøger oprørere at fordrive alle i vores kvarter med granater og eksplosioner, fortæller Ahmad, der voksede op med kristne naboer og stadig har kristne venner.

     Han fortæller om baggrunden for flugten til Europa:    

     - For to år siden blev det meget farligt for mig. Jeg er skrædder, og en dag blev vores forretning bedt om at levere en masse flag. Bagefter opdagede vi, at det var til oprørere. Politiet ville vide, hvem der havde lavet flagene. De kom til vores lejlighed og spurgte efter mig. Jeg gemte mig på en gård ude på landet. Min familie hjalp med penge, og jeg havde også selv sparet lidt op. Den aften, jeg skulle videre over grænsen, ringede jeg til min kone og sagde farvel.        

Lukket fængsel

Ahmad fortæller om den lange rejse illegalt gennem Tyrkiet, Grækenland, Italien og videre op gennem Europa. En rejse, der tog syv måneder.

     - Det er det værste, jeg nogen sinde har oplevet. Vi var tre, der rejste sammen. Vi havde betalt mange penge til en mand, der hjalp os. Først tog han os over grænsen til Tyrkiet. Men da vi ville videre til Grækenland, fangede de os og satte os i fængsel. Da vi kom ud efter ti dage, forsøgte vi igen om natten i en lille båd. Vi var meget trætte og bange. Vi havde fået at vide, at mennesker fra Syrien normalt kun bliver fængslet få dage i Grækenland, men vi var i fængsel i 50 dage. Derefter kom vi om bord på et skib, der sejlede til Italien. I Italien blev vi taget af politiet og stuvet sammen med en masse andre flygtninge i et lukket fængsel uden madrasser på gulvet. Somme tider slog politiet os. Vi blev ikke anset for mennesker. Efter to uger lykkedes det os at stikke af under et slagsmål i fængslet. Vi løb og løb ud i skoven, fortæller Ahmad, der senere igen fik kontakt med det netværk, der havde hjulpet ham til Italien. En mand hjalp ham videre med tog til Frankrig og derfra med bil til Danmark.

     - Da vi nærmede os grænsen, blev jeg sat af og fik besked på at krydse grænsen til fods. Men politiet opdagede mig. Jeg bad om asyl, og de sagde velkommen. Efter to dage i fængsel blev jeg sendt til Sandholmlejren i Nordsjælland, forklarer Ahmad.

Håber stadig

Der er klaget til Justitsministeriet over beslutningen om at udsende Ahmad til Italien for anden gang. Det giver Ahmad et lille håb.

   - I Europa taler man meget om menneskerettigheder. Men måske gælder de kun for en anden slags mennesker. Jeg ønsker bare at være sammen med min kone og mine børn igen. Alt andet betyder ingenting. Jeg vil gerne give mine børn en god fremtid. Se dem vokse op og gå i skole i et normalt samfund uden vold og eksplosioner. Sådan som vi levede engang.

     - Jeg prøver at opmuntre mig selv. Jeg tror på Gud. Somme tider ser jeg op mod himlen og spørger Gud, hvorfor jeg er her. Er der en mening med det hele? Indvendig er jeg helt tom.

     - Jeg klamrer mig til håbet. Jeg har ikke nogen alternativ plan. Jeg håber, at min stemme bliver hørt. At nogen vil hjælpe mig.  

BMF