Tilgivelse er en forudsætning for at komme videre, siger spansk psykiater
(Nyt på tværs 2-2006)
- Når man graver et træ op og planter det et nyt sted, går der et stykke tid, inden det begynder at gro. Træet har brug for tid til at tilpasse sig de nye omgivelser. Sådan er det også med mennesker, siger Pablo Martinez. Den 49-årig spanske læge og psykiater fra Barcelona besøgte for nylig Danmark som hovedtaler på Tværkulturelt Centers forårskonference i København. Her talte han om, hvordan mennesker oplever livet i eksil, og hvad kirken kan gøre for at hjælpe i en tid, hvor mange flygtninge bliver mødt med mistænksomhed og skepsis. - Bagefter sagde en afrikansk flygtning: "Det var, som om han talte om mig hele tiden..."
Pablo Martinez er kendt for sin evne til at sætte enkle og genkendelige ord på menneskers følelser og livskriser. Selv har han aldrig været i eksil. Alligevel vandt hans ord tydeligt genklang hos de mange flygtninge blandt tilhørerne og var med til at skabe større forståelse for eksilets virkelighed og kristne menigheders muligheder for at støtte gennem eksilets forskellige faser.
Sorgproces
Pablo Martinez sammenligner eksil med en sorgproces. Når det handler om mennesker, der har mistet et nærtstående familiemedlem, ved de fleste, hvor vigtigt det er, at de efterladte får hjælp til at sørge. Men mennesker i eksil overlades ifølge den spanske psykiater alt for ofte til sig selv med deres sorg.
- Flygtninge og indvandrere er først og fremmest mennesker. Eksil er en meget voldsom oplevelse for et menneske. Derfor har det stor betydning at kunne sætte ord på sine følelser. At blive bevidst om, hvad man oplever og føler, og hvordan det påvirke en, er en vigtig del af tilpasningsprocessen til livet i eksil. Det er meget terapeutisk. Samtidig har alle mennesker brug for et håb, der rækker ud over nuet. Som kristne menigheder må vi spørge os selv, hvordan vi kan være med til at give flygtninge håb, siger Pablo Martinez.
- Eksil er ikke en moderne oplevelse. I Bibelen finder vi mange eksempler på mennesker, der levede i eksil af den ene eller anden grund: Josef, Moses, Ruth og mange andre. Salme 137 fortæller, hvordan israelitterne oplevede deres eksil i det nuværende Irak: "Ved Babylons floder sad vi og græd..." Det har mange flygtninge i dag let ved at forstå.
Eksilets kriser
Ifølge Pablo Martinez er det normalt, at mennesker i eksil gennemlever en række kriser relateret til henholdsvis fortiden, fremtiden og nutiden.
- I forhold til fortiden befinder flygtninge sig i en sorgproces. Når man er i eksil, er ens rødder skåret over. Flygtninge har ret til at sørge over alt det, de har mistet: familie, venner, hjem, arbejde, sprog og så videre. Sorg er en sund og naturlig reaktion på tab.
- I forhold til fremtiden føler mange en stærk angst. Hvad vil der ske med mig? Kan jeg få arbejde i mit nye land? Hvor skal vi bo? Fremtiden er usikker, og det gør mange bange. Angst kan let føre til ensomhed, isolation og stress. Stress nedsætter vores immunforsvar. Derfor bliver mange flygtninge let syge og får depressioner og andre psykiske problemer. Det er helt normale reaktioner.
- For det tredje oplever mange flygtninge identitetsproblemer i forhold til nutiden. Hvem er jeg i dag? Vi har alle behov for at føle, at vores liv giver mening. Men mange flygtninge er alene i et fremmed land, hvor de skal opbygge alt forfra. Alt, hvad de havde opbygget i hjemlandet, ligger i ruiner. Oven i købe bliver mange mødt med mistænksomhed og negative forventninger. Som en iraker sagde til mig: Som flygtning starter man ikke fra nulpunktet. Man starter under nulpunktet - dernede, hvor der er minusgrader.
- Flygtninge har brug for at føle sig nyttige. Ofte undervurderer vi betydningen af, at mange flygtninge har svært ved at finde arbejde. Men det er ikke kun et samfundsøkonomisk problem. For den enkelte er det en katastrofe. Manglende arbejde er for mange ensbetydende med lavt selvværd.
Medvandrere
Hvad kan kristne gøre for at hjælpe?
- Flygtninge har først og fremmest brug for mennesker, der vil være deres medvandrere. Al lidelse er svær. Men at lide alene er om muligt endnu sværere. Vi kan give flygtninge vores tilstedeværelse og fysiske nærhed.
- Somme tider kan vi også være med til at hjælpe flygtninge acceptere fortiden. Det er meget vigtigt, at fortiden ikke bliver en fjende, men derimod en allieret - en, man har forsonet sig med og har lært at samarbejde med. Som medvandrere kan vi måske være med til at finde mening i det, der synes meningsløst, fordi vi ved, at Gud kan omforme selv de mest tragiske omstændigheder til livshistorier, der giver mening. Gud bruger os altid med vores fortid - ikke på trods af den.
Tilgivelse
Pablo Martinez vender ofte tilbage til tilgivelsens nødvendighed.
- Det tog Josef i Det gamle Testamente mange år at tilgive sine brødre, der havde solgt ham til udenlandske handelsmænd. Tilgivelse er aldrig billig. At tilgive er ikke det samme som at glemme. Tilgivelse handler om bevidst at fjerne giften - de negative tanker - fra minderne. Gør vi det ikke, kommer vi aldrig videre. Som kristne har vi de bedste forudsætninger for at tilgive, fordi vi selv har oplevet at blive tilgivet af Gud. Den torturerede og lidende Kristus på korset er Guds ultimative svar på vores personlige lidelseshistorie.
BMF