Interview med albansk fængselspræst i Malmø

(Nyt på tværs 1-2012) 

Når Ferro Mehmedovic går ind gennem porten til Malmøs fængsler, er det med en klar bevidsthed om, at han meget vel selv kunne være endt bag de tykke mure. Den 44-årige fængselspræst er etnisk albaner fra Montenegro og opvokset som muslim. Da han kom til Sverige som krigsflygtning i 1992, var det med en blakket fortid som medlem af det serbiske antiterrorkorps. Men et stærkt personligt møde med kristendommen ændrede hans liv radikalt. De sidste 10 år har den tidligere politiofficer været præst ved Hyllie Park Kyrkan i Malmø. Siden 2009 har han også været fængselspræst.

 

Da Ferro Mehmedovic for tre år siden gennem Svenska Kyrkars Råd blev opfordret til at indgå i et team af præster, der betjener Malmøs fængsler, vidste han, at det var en opgave til ham.  

     - Hvis jeg ikke havde mødt Gud for 20 år siden, ville jeg i dag med stor sandsynlighed selv have været en af dem, der sidder derinde. Da jeg kom til Sverige, var jeg meget tæt på en kriminel løbebane. Jeg kender hele miljøet. Når jeg snakker med de indsatte, føler jeg mig som en af dem. Det kan de mærke. "Du er en af os," siger de. Men de mærker også, at jeg ikke længere er fanget i had og desperation.  

     Han understreger kirkens ansvar for dem, der har mistet fodfæstet i samfundet, eller som er særligt sårbare.

   - Jesus siger meget direkte, at vi skal besøge dem, der er i fængsel, og tage os af de svage og udsatte. Jeg har selv prøvet at være flygtning. Der var krig i mit land. Jeg ville gerne overleve. I det mindste et par år til. Vi flygtede for vores liv. Der er nogle ting, jeg forstår, fordi jeg selv har været der.    

 

Bibelens Jesus

Ifølge de seneste opgørelser udgør indvandrere og deres efterkommere i dag omkring en tredjedel af Malmøs befolkning. Over halvdelen af de indsatte i byens fængsler har anden etnisk baggrund end svensk. To ud af tre indsatte kommer fra en kristen baggrund - typisk fra Balkan, de baltiske lande og Polen. Det er fængselspræstens opgave at sikre, at de kristne har mulighed for at praktisere deres tro, og at muslimer kan få kontakt med en imam.

     - Men ofte vil muslimske indsatte gerne snakke med mig. De kan jo se, at jeg ikke er svensk. Mange spørger, om vi kan gå hen i fængslets andagtsrum, hvor de kan tænde et lys og sidde og reflektere i stilhed.

     - Som fængselspræst forsøger jeg ikke at omvende nogen. Det er ikke min opgave. Men mange spørger, hvad der er sket i mit liv. Så fortæller jeg, at jeg har mødt Bibelens Jesus. Derfor hader jeg ikke længere de mennesker, der engang var mine fjender. Jeg er overbevist om, at når vi lader Kristus komme ind i vores kaos, får det gode følger. I fængslet længes alle efter en ny start. Men de fleste magter ikke at bryde med gamle mønstre. Jeg fortæller, at Kristus kan bryde de onde cirkler. Det har han gjort for mig, siger Ferro Mehmedovic, der gerne hjælper med at finde en kirke til tidligere indsatte, der ønsker det. Det er også sket, at muslimer har ønsket dåb.  

 

Diskrimination

Han ser flere grunde til, at forholdsvis mange af de indsatte har indvandrerbaggrund.

     - For de fleste handler det om penge. Det kan være svært at få arbejde i Sverige og falde til her. Derfor bliver nogle tiltrukket af narko- og våbenhandel og anden kriminalitet.

     - Nyere forskning viser, at indvandrere stadig diskrimineres i Sverige på det strukturelle plan. Måske ikke til daglig i busser og restauranter, men har man et muslimsk navn, kan det være meget vanskeligt at finde et vellønnet job eller bare en lejlighed. Det gælder særligt folk fra lande uden for Europa. Mange muslimer føler sig ydmyget og uden for samfundet. Det skaber grobund for marginalisering og kriminalitet - og i nogle tilfælde religiøs radikalisering.

     Her har kirken ifølge fængselspræsten en vigtig opgave i at gå foran og vise, at kristne og muslimer godt kan leve sammen i dagens Sverige.

     - Vores kirke har en folkehøjskole, hvor vi tilbyder svensk for indvandrere. For tiden har vi 200 elever - de fleste muslimer. Det er en kristen skole, men vi har både kristne og muslimske lærere. De har stor glæde af hinanden. På den måde er vi med til at vise, at kristne og muslimer godt kan arbejde sammen om fælles mål.

     - Vi skal heller ikke være bange for at hjælpe muslimer med at formulere nogle af de spørgsmål, som nødvendigvis må stilles til islam i et vestligt samfund. Som udenforstående er det ikke vores opgave at fortælle muslimer, hvad det vil sige at leve som muslim, men vi kan være gode samtalepartnere.

 

Træd varsomt

Med borgerkrigen på Balkan stadig i frisk erindring er Ferro Mehmedovic meget bevidst om de mekanismer, der kan få mennesker med forskellig religion til at begå uhyrligheder mod hinanden.  

     - På Balkan levede vi fredeligt sammen i mange år - ortodokse, katolikker og muslimer. Vi havde forskellig religion, men det var ikke noget problem. Det gik først galt, da medierne begyndte at skabe frygt. De andre blev fremstillet som farlige og hensynsløse. De andre havde våben. Folk blev bange og gik selv ud og købte våben. Man huskede tidligere tiders konflikter og ugerninger og begyndte at tale om hævn. Giften bredte sig. Pludselig kunne vi ikke længere tale med vores nabo, for måske havde han en dolk i lommen. Vi blev mere og mere adskilt. Til sidst begyndte vi at skyde hinanden.      

     - Derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan kristne og muslimer omtaler hinanden i dag. Begge parter skal være forsigtige med sprogbrug. Lad os træde varsomt. Et svensk ordsprog siger, at har man først brændt sig på varm mælk, puster man selv på yoghurt! Jeg har personligt oplevet, hvor galt det kan gå.      

     Han ser kirken som en vigtig aktør, når det handler om at forebygge marginalisering og parallelsamfund.

   - Få mennesker til at mødes. Få dem til at tale sammen, spise sammen og danse sammen. Så opdager vi jo, at de andre ikke har horn i panden! Vi er nødt til at lære at leve sammen. Her kan kirkerne gå foran som gode rollemodeller.

BMF