Om forholdet mellem islammission og diakonalt arbejde

Af Lillian Risum, Gellerup, islamkonsulent

(Nyt på tværs nr. 1-2000)

I Danmark tager det offentlige sig af integrationsprocessen og laver aktiviteter for de etniske minoriteter. Så hvorfor blander kirken sig? Er det mon for at missionere? 

Siden jeg blev ansat til som en del af mit job som islamkonsulent at deltage i kirkens arbejde blandt flygtninge og indvandrere, har jeg utallige gange måttet stå til ansvar for mit arbejde over for blandt andet journalister og andre, der finder det både interesssant og mistænkeligt, at kirken beskæftiger sig med muslimer. Også muslimer finder det mistænkeligt, for ”der må jo ligge et eller andet bag.”

     Problemstillingen er den, at vi lever i et moderne samfund, der er optaget af klare målsætninger. Vi skal have et mål for alt, hvad vi gør, og målet skal resultere i konkrete resultater. Ikke noget forkert i det, men jeg tror, at det er medvirkende til, at mange, inklusive muslimer, stiller spørgsmål ved, hvorfor kristne er aktive i flygtninge- og indvandrerarbejde. Hvad er vores formål?

     Når det drejer sig om religion eller ideologi, er de fleste mennesker på vagt. Vi har religionsfrihed, og ingen ønsker at blive påduttet noget imod sin vilje. – Men der er jo de kristne: De ønsker at missionere, dvs. de ønsker at pådutte andre deres religion. Den slags kristne ønsker man ikke at samarbejde med.

Følsomt område

Det er et følsomt område, vi bevæger os ind i, når vi har gang i et flygtninge- og indvandrerarbejde, der ikke udelukkende er rettet mod kristne. Det er blandt andet følsomt, fordi der til alle tider har været og er mennesker, der misbruger andres tillid og udnytter dem, der er ressourcesvage og sårbare, eller som befinder sig i krisesituationer.

     Med rette siges det, at vi ikke må udnytte de svage. Selv i Det Gamle Testamente får israelitterne den besked med på vejen, at når en fremmed bor som gæst i jeres land, må I ikke udnytte ham. Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv (3. Mosebog 19,33-34). Det gælder altså også os, at vi ikke må udnytte de fremmede, der både i deres første tid i Danmark og måske mange år fremover er svage, fordi de er rykket op med rode fra den kontekst, de oprindelig hørte hjemme i. Det gælder også den religiøse kontekst.

     Jeg tror, vi må skelne mellem to begreber: at udnytte og at bruge muligheder. At vi udnytter vores næste vil sige, at vi misbruger hans/hendes situation, udnytter hans/hendes svaghed og betragter ham/hende som objekt for vort formål. Altså er det et negativt udtryk. Derimod er det noget positivt, om vi bruger de oplagte muligheder, der findes for at komme i kontakt med muslimer og andre. Og det vil ganske enkelt sige, at vi i vores hverdag såvel som i vores organiserede arbejde har blik for, hvem der har behov for hvad, og så finder ud af, hvad vi kan gøre for vedkommende.

Skjult dagsorden?

Det, mange udenforstående frygter, er, at vi har en skjult dagsorden i vores indvandrerarbejde, og når vi er sammen med muslimer. Med dette mener de vel, at vi har slette og uhæderlige motiver for, hvad vi gør. På den ene side skal vi tage det alvorligt, og på den anden side må vi være klar over, at vi ikke kan behage alle mennesker. Hvad andre tror er vores motiver er ikke nødvendigvis tanker, vi har tænkt.

     Vi skal selvfølgelig spille med åbne kort. Vi har så absolut ikke noget at skjule, og vi har heller ikke noget ønske om at skjule noget. Men jeg tror ikke, at det er nødvendigt (og ej heller muligt) altid at have en veldefineret, detaljeret og offentlig tilgængelig målsætning for vores arbejde. Jeg tvivler på, at for eksempel alle pædagoger og lærere har nedskrevet i detaljer, hvilke mål de har med de enkelte børn, og hvordan de tilstræber at opfylde deres målsætning. Hvis vi har det, vil det ganske givet kvæle vores kærlighed, iver og arbejdsglæde. Jeg tror godt, at vi har lov til blot at sige, at vi gør vort arbejde, fordi vi ikke kan lade være. Den indre drivkraft, Guds kærlighed og Helligånden er jo alligevel begreber, som kun vi selv kender til og forstår.

Kristi kærlighed

Med hensyn til den skjulte dagsorden er det ganske åbenbart, at vi ikke kan være sammen med mennesker uden at påvirke dem. Om ikke andet vil de mennesker, vi er sammen med, danne sig nogle tanker om os i negativ, positiv eller neutral retning. Derfor er det ikke uvæsentligt, at vi blot er sammen med de muslimer, vi har kontakt med i vores arbejde. Vi er jo Kristi sendebud, uanset om vi laver socialt arbejde eller evangeliserer. Det er vel Kristi kærlighed, der tvinger os (2. Korintherbrev 5,14), uanset om vi leger med muslimske børn eller snakker om Gud eller børneopdragelse med deres mødre.

     Lad det være sagt: Muslimer ved da godt, at vi ønsker, at de skal blive kristne, lige så vel som vi ved, at de ønsker, at vi skal blive muslimer. Var det ikke sådan, ville både vi og de svigte vor tro. Men det er et positivt skridt, hvis vi kan komme så tæt på hinanden, at vi gensidigt kan sige det til hinanden.

     En canadisk professor og tidligere missionær blandt muslimer har adskillige gange oplevet, at muslimer har sagt til ham: We do not want to be loved – we want to be liked. (Vi ønsker ikke at blive elsket – vi ønsker, at man kan lide os.) Muslimer og andre bliver hurtigt trætte af, at vi siger, at vi elsker dem - underforstået altså fordi Gud har påbudt os det, og ikke fordi vi holder af dem for deres egen skyld.

     Derfor må vi tage vores holdning til muslimske venner op til revision. Er vi venner med dem, fordi vi kan lide dem? Fordi de kan give os noget, og fordi vi kan give dem noget? Kun da er det sandt venskab – og kun da har vi en vens fortrolighed og mulighed for at være Kristi vidner, der vidner om Jesus uden bagtanke, fordi vi selv har mødt ham.

At bygge bro

Endelig skal vi ikke at være blege for at indrømme, at vi gerne vil være med til, at muslimske flygtninge og indvandrere kan blive så godt integreret i det danske samfund som muligt. Måske har vi nogle muligheder og ressourcer i det kristne flygtninge- og indvandrerarbejde, som det offentlige ikke har. Men først må vi i kontakt med muslimerne. Jeg mener ikke, at der er noget fordækt ved at opnå denne kontakt gennem socialt eller diakonalt arbejde, idet Gud har omsorg for det hele menneske. Denne kontakt kan være med til at bygge bro mellem muslimen og det omgivende samfund (som vi jo er en del af) og dermed også bygge bro til kirken – og forhåbentlig til Kristus.