(Nyt på tværs 3 - 2016)

De ønskede frem for alt at give sønnen en tryg fremtid langt fra krigens rædsler. Derfor besluttede Ghassan Rhami og Mais al Aswas som så mange andre syriske familier at søge asyl i Europa. Året før var familien flygtet til Egypten fra den eskalerende borgerkrig, men her viste det sig umuligt at skabe et livsgrundlag. En aprildag i 2014 gik den 34-årige syriske familiefar om bord i en synkefærdig båd med kurs mod Europa. Da båden efter fem dage på havet begyndte at tage vand ind, var det tanken om sønnen, der gav ham styrke til ikke at give op. Otte måneder senere fik Ghassan Rhami asyl i Danmark.

Siden er det gået stærkt med integrationen for den syriske familie, der sidste år blev genforenet i Holstebro efter et års adskillelse. Trods krigsoplevelser og en traumatisk flugt til Europa har Ghassan Rhami og Mais al Aswas haft mentalt overskud til på kort tid at opbygge et nyt liv i Danmark med arbejde, sprogskole og et stort dansk netværk gennem blandt andet det lokale kirkeliv i Holstebro. For selv om familien er muslimer, deltager de gerne i Holstebrokirkernes mange tilbud om legestue, middage på tværs, kvindecafé og spaghettigudstjenester for børnefamilier.

     Mais al Aswas sidder i sofaen i familiens stuelejlighed i et nyere byggeri i udkanten af Holstebro og fortæller brudstykker af en livshistorie: Om opvæksten i et højere middelklassehjem i den syriske by Daraa, hvor borgerkrigen startede i 2011. Om moren, der arbejdede som skolelærer og først begyndte at gå med tørklæde, da hun var 37 år, og faren, der var farmaceut og lod byens fattige familier få gratis medicin. Om et velfungerende hjem med overskud til andre og forældre, der sørgede for, at alle fem børn fik gode uddannelser.

Vil gerne arbejde

Efter kun godt et år i Danmark taler den 33-årige syriske kvinde flydende dansk. Om kort tid starter hun i et praktikforløb sideløbende med de sidste moduler på sprogskolen. Med sig fra Syrien har hun en BA i business administration og erfaring fra ansvarsfulde stillinger i Socialministeriet og en FN organisation. Hendes mand Ghassan Rhami, der er uddannet agronom, arbejder i sit første kontraktjob hos Siemens Wind Power i Brande.

     - Vi vil gerne klare os selv og vise, at vi kan arbejde og bidrage til samfundet. I Syrien havde vi det perfekte liv med gode stillinger og alt, hvad vi kunne ønske os. Der var det os, der hjalp andre. I Danmark startede vi helt forfra uden sprog og uden at kende nogen. Men tryghed og frihed er vigtigere end materielle ting. Vores søns fremtid betyder mere end alt andet, siger Mais al Aswas. 

Flygtede efter bombardement

Sønnen Kosay er lige fyldt fire år. Mais fortæller, at han i dag er en glad og tryg dreng, der trives i sin danske børnehave. Havde forældrene ikke taget den svære beslutning om flugten til Europa, havde hans liv set meget anderledes ud.

     - Vores søn husker ikke krigen. Han var kun otte måneder, da vi flygtede. Vi boede i Damaskus, hvor der i krigens første år var daglige eksplosioner. Min mand var gentagne gange blevet stoppet ved checkpoints, hvor alt kan ske. Vores lejlighed lå tæt ved præsidentpaladset i et område med flere militæranlæg, der var oplagte bombemål. En nat var det meget slemt. Bomberne faldt tæt i et massivt luftangreb. Fra vores lejlighed kunne vi se flammehavet. Vi sad sammenkrøbet med vores søn i armene inde på toilettet, der var det sikreste rum i lejligheden. Hver gang der lød et brag, kunne jeg mærke, hvordan det spændte i hans krop, husker Mais al Aswas.        

     Den nat fik familien nok. En uge senere forlod de Syrien og rejste til Egypten.

     - Vi rejste med hele vores opsparing i håb om at kunne starte et nyt liv. Men da militæret overtog magten i Egypten i 2013, blev forholdene for syriske flygtninge meget vanskelige. Vi var meget uønskede    

Fem dage på Middelhavet

Som mange familier, der var flygtet fra den eskalerende borgerkrig, besluttede parret at søge asyl i Europa. 

     - Vi ville ikke udsætte vores søn for den livsfarlige rejse over Middelhavet, så vi var enige om, at min mand skulle rejse alene. Hvis der skete noget, kunne han svømme. Smuglerne, der arrangerer disse ture, har ingen følelser. Det er mennesker uden sjæl. I min mands båd var der 60 mennesker. Efter fem dage blev de samlet op af den græske kystvagt, da båden begyndte at synke. Senere kom min mand med en anden båd fra Grækenland til Italien. Det var meget værre. Han får stadig tårer i øjnene, når han taler om det.    

     Mais al Aswas kom først til Danmark i april 2015 gennem familiesammenføring seks måneder efter, at hendes mand havde fået asyl. 

     - Vi havde ikke set hinanden i et år. Endelig var jeg sammen med min mand igen. Jeg elsker min mand meget højt. Vi har en lang love story, siger hun og lyser op i et smil.

Kristne venner

Den første tid i Danmark følte Mais al Aswas sig meget alene. Men hun var fast besluttet på at skabe sig et netværk i Danmark.

     - Det undrede mig, at ingen af naboerne kom og hilste. Heldigvis var der et aktivitetshus, hvor jeg mødte en dame, der inviterede mig til legestue i kirken. Her mødte jeg andre familier med jævnaldrende børn. Vi begyndte at besøge hinanden  og spise middag hos hinanden. Når vi fortalte vores historie, kunne vi mærke, at danskerne blev meget berørte. Vi følte, at de virkelig lyttede. I dag er de nogle af vores bedste venner, siger Mais, der i Syrien havde flere kristne arbejdskolleger.       

     - Vi kan også godt lide at komme til middage på tværs i kirken. Der kommer mennesker fra hele verden. Kirken sørger for, at der er mad, som alle kan spise. Derefter er der forskellige aktiviteter som bingo og en historie fra Bibelen. Det er en god mulighed for at møde danskere. Og så er der masser af aktiviteter for børnene, siger Mais, der somme tider får undrende spørgsmål fra muslimske venner.

     - Nogle kan ikke forstå, at vi kommer i kirken, når vi er muslimer. Men hvorfor ikke? Kirken er et sted, hvor mennesker tilbeder Gud. Det er et godt sted at møde danskere. Her kommer mennesker, der tror på Gud. Vi har mange danske venner, der kommer i kirken, og som synger og beder og virkelig er troende. Til jul og påske inviterer de os til deres højtider. Vi kommer gerne. Det er jo den samme Gud, vi tilbeder, siger Mais, der føler, at danskerne respekterer hende som muslim.  

     - Selvfølgelig håber jeg, at min søn vil få den samme tro som jeg. Mine forældre var muslimer, men det var ikke noget, de gik så meget op i. Min far bad ikke, men jeg så ham aldrig gøre noget dårligt. Selv var jeg 18 år, før jeg begyndte at gå med tørklæde. En morgen vågnede jeg og vidste bare, at nu var jeg klar. Min mor blev meget overrasket! Ingen pressede mig. At gå med tørklæde giver mig stor glæde. Der er noget værdifuldt, som jeg vælger at holde for mig selv. Her går min grænse. Noget er privat.   

Håber på fred

Troen har hjulpet hende til ikke at opgive håbet.

     - Når man har oplevet krig, er man ikke længere den samme. Vi har set så mange grufulde ting. Men vi har altid vidst, at Gud ville lede os. Min tro er noget, jeg har inde i mig. Troen giver mig en følelse af at være set. Ikke så jeg går rundt og frygter for Guds straf. Slet ikke. Men så jeg ønsker at handle ret og gøre noget godt for andre. Når man gør det gode, får man det selv godt, siger Mais al Aswas.

     Som de fleste syriske flygtninge drømmer hun om en dag at vende tilbage til Syrien. 

     - Jeg savner alt. Vores hjem. Alle minderne. De mennesker, jeg holder af. Men jeg ved godt, at mange ikke længere er der. De er enten flygtet eller døde. Jeg ved også, at min situation er en million gange bedre end mange andres. I Danmark har vi en lejlighed med vægge og lofter. Vores søn kan gå i skole. Her bliver vi behandlet som mennesker. Det danske samfund tror på os og giver os mulighed for at bidrage. Mit største ønske er, at freden må vende tilbage til mit land, så vi en dag kan rejse tilbage. Men intet tyder på, at det bliver i nær fremtid. Krigen har ødelagt en hel civilisation.