37-årig ghaneser fra Esbjerg opfordrer kirken til at støtte fraskilte nydanskere

(Nyt på tværs 3-2004) 

- Som enlig mor er man på hele tiden, hvad enten man har overskud eller ej. De fleste danskere i samme situation har deres familie i nærheden, som de kan trække på. Det har man ikke, når man er udlænding, siger Gladys Bediako Bruun fra Esbjerg. Den 37-årige pædagogstuderende er næstformand for menighedsrådet ved Kvaglund Kirke og kom til Danmark fra Ghana i 1987. I dag er hun alene med datteren Mirjam på 5 år efter en skilsmisse.

Gladys Bediako Bruun vil gerne give andre nydanskere mod til at sætte ord på tanker og oplevelser som fraskilt.

     - En skilsmisse er ekstra svær, når man er udlænding. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg en dag ville blive skilt. Sådan har langt de fleste nydanskere det. Det lå dybt i den kultur, jeg kommer fra, at et ægteskab er noget, der varer hele livet. Jeg har altid vidst, at når man bliver gift, giver man et løfte i kirken om at holde sammen i medgang og modgang. Det har også altid været min egen indstilling.

Grænser

Gladys kommer fra en kristen familie i storbyen Kumasi i den sydlige del af Ghana. Faren arbejdede for et udenlandsk firma, og moren drev et spisested. Gladys voksede op med bibelundervisning i kirken om lørdagen og kirkegang om søndagen. Ingen i hendes nærmeste familie er skilt.

     - Selvfølgelig bliver folk også skilt i Afrika. Men det kan ikke sammenlignes med Danmark. I Afrika opløser man ikke bare et ægteskab. Både i familierne og i kirken forsøger de ældste først at finde ud af, om ægteskabet har nogen chance. Det betyder ikke, at man skal acceptere alt. Der er grænser. Min mor sagde altid til os piger, at hvis manden var voldelig eller tog kone nummer to, skulle vi ikke være bange for at komme hjem igen. Det skulle vi ikke leve med.

     - Mine forældre havde det godt med hinanden, selv om de var vidt forskellige. Min mor var meget bestemt og struktureret. Min far var mere åben og fleksibel. Men de var gode til at støtte hinanden. Vi var otte børn, men min mor gik ikke bare derhjemme og passede os. Hun arbejdede og rejste meget hele min barndom, mens min far strøg sine børns tøj og hjalp med at lave mad. Det var ikke almindeligt dengang. Man kan sige, at jeg ikke har haft faste modeller med mig ind i mit eget ægteskab. Jeg har set, at det er vigtigt, at man tager hensyn til hinanden og finder sin egen måde.

Venner

Gladys kom oprindelig til Danmark for at passe sin afdøde søsters fire børn. Søsteren havde været gift med en dansker og havde boet i Danmark i mange år. Da søsteren døde, var Gladys 20 år og nybagt student. Hun flyttede ind i svogerens hus i Sønderjylland og begyndte hurtigt at lære dansk. Senere fortsatte hun på VUC. Naboen havde en jævnaldrende søn, der gik på HF. Han og Gladys blev hurtigt gode venner og begyndte at komme i hinandens hjem. Fire år senere blev de gift og flyttede til Esbjerg.  

     - Jeg var meget heldig, at jeg kom ind i en kristen familie, der tog godt imod mig. Da jeg først mødte min mand, var jeg meget bange for, om hans familie nu også ville acceptere mig som svigerdatter. Fra aviser og fjernsyn vidste jeg, at folk sagde mange negative ting om indvandrere. Men mine svigerforældre tog imod mig med åbne arme.

     - I vores ægteskab undgik vi nogle af de klassiske problemer, som jeg kender fra andre tværkulturelle par. Når pigen er udlænding, er det meget almindeligt, at manden tager over og styrer det hele i begyndelsen. Senere har han svært ved at give slip på styringen. Sådan var det ikke for os. Snarere tværtimod. Da jeg kom til Danmark, lærte jeg hurtigt sproget og tog en uddannelse, mens min mand aldrig fik gjort en uddannelse færdig.

     - Vi prøvede at give plads til begge kulturer i vores ægteskab. Gør man ikke det, vil man hele tiden forsøge at lave den anden om, understreger Gladys.    

Ændrede personlighed

Når ægteskabet alligevel endte i skilsmisse, skyldtes det ikke kulturforskelle. Efter nogle år blev Gladys´ mand psykisk syg. I perioder var han indlagt på psykiatrisk afdeling, indtil han fik diagnosen maniodepressiv og kom i medicinsk behandling.

     - Min mands sygdom ændrede hans personlighed meget. Han var ikke længere altid den mand, jeg havde giftet mig med. Det sværeste var hans maniske perioder. Så troede han jo, at han kunne det hele. Ofte kunne jeg se, når det kom. Men det var ikke altid, at hans behandlere lyttede til mig. Det var meget frustrerende.

     - I begyndelsen nægtede jeg at give op. Jeg havde afgivet et løfte om at leve med min mand i medgang og modgang, og så måtte jeg også give ham den støtte, han havde brug for, nu hvor han var syg. Men på et tidspunkt kom der også utroskab i en manisk periode. Så blev det noget helt andet. Da min mand senere fandt en anden, blev vi separeret, og i 2001 blev vi skilt. Da havde vi været gift i ti år.

Betaler barnepige

I dag er Gladys taknemmelig for den opbakning, hun har fået fra familie, venner og sin sognekirke, hvor hun sidder i menighedsrådet. Når der er menighedsrådsmøder, betaler kirken for en barnepige, og flere i menigheden har ofte passet datteren Mirjam, der i dag er 5 år.

    - Jeg er heldig, at jeg har et kristent fællesskab, hvor jeg kan hente hjælp. Ellers ville jeg være meget alene. I kirken har de virkelig prøvet at hjælpe mig. Da jeg i en periode ikke havde lyst til at se nogen, blev præsten ved med at komme og ringe på, indtil jeg lukkede ham ind! Det var vist meget udansk - men i dag er jeg glad for, at han ikke respekterede mit ønske om at være i fred. Også min familie i Ghana har bakket mig op. En af mine søstre har været utrolig god til at finde ud af, hvordan det går, og hvordan jeg har det. Hun har opmuntret mig meget til at tro på mig selv. Jeg har også et virkelig godt forhold til mine svigerforældre. De har bare været super.

Fremtiden

- Som kristen og enlig mor tænker jeg meget over fremtiden. Noget af det sværeste som fraskilt er, at man ikke har nogen at dele tingene med. Jeg savner meget en at snakke med og hente støtte fra. Som enlig mor er man bare nødt til at hente overskud et eller andet sted fra. Man har ofte dårlig samvittighed. Gør jeg det nu godt nok? Somme tider siger jeg til mig selv, at det kan være, at jeg skal leve alene resten af mit liv. Men jeg har også et lille håb om noget andet. Jeg ved, at Gud er en god og kærlig Gud. Han vil mig og Mirjam det bedste.

Brug de enlige forældre

Gladys opfordrer flere menigheder til at inddrage fraskilte og enlige kristne udlændinge i kirkens liv.

     - Når man er blevet skilt, er det vigtigt at have noget, der holder en i gang, og som betyder noget for en. Folk skal have lov at give noget i kirken, også selv om de er enlige. Man skal ikke have for meget ondt af os. Vi må selv sige fra, hvis det bliver for meget.

     - Mange enlige forældre har brug for reservebedsteforældre, der kan aflaste. Måske kan kirken formidle kontakt til pensionister i menigheden, der gerne vil hjælpe. Hos os har vi også snakket om at starte en klub, hvor fraskilte og enlige forældre kan snakke sammen og hjælpe og styrke hinanden. Dem, der selv har prøvet det, ved bedst, hvordan det er.

Forbøn

- Som kristen kan jeg bede til Gud og sige lige præcis, hvordan jeg har det. Der henter jeg nye kræfter. Jeg har mange gange oplevet, at Gud har sendt mig netop de mennesker og den hjælp, jeg havde brug for. Jeg har også bedt gode venner i kirken om at bede for mig. Det er godt at vide, at nogen beder, når man somme tider er så træt, at man ikke føler, at man kan finde ordene.

     - Til andre udlændinge, der er enlige forældre, vil jeg sige: Man skal ikke prøve at klare det hele selv. Man skal tage imod den hjælp, man har brug for, så man ikke kører fast. Det er også vigtigt at få tid til at give sig selv omsorg. Får man ikke det, kan man ikke give sine børn det, de har brug for.

BMF