Majken fra Lyngby fortæller om det første besøg hos svigerforældrene i Iran

(Nyt på tværs 3-2004)

Da Majken Strømme Rokni (30) for to år siden gav sit ja til sin iranske mand i Løgumkloster Kirke, giftede hun sig ikke kun med en flygtning fra et muslimsk land. Hun fik også en svigermor og svigerfar i Iran. Og da sønnen Noah blev født året efter, fik han en farmor og farfar, der er muslimer og kun taler farsi.

Majkens mand var en af de mange unge iranske mænd, der kom til Danmark i slutningen af 1980erne på grund af krigen mellem Iran og Irak. Nogle år forinden havde forældrene sendt deres to sønner til Tyrkiet for at få en uddannelse. I Iran var der ingen uddannelsesmuligheder for unge mænd, der ikke havde gode kontakter til moskéen, og forældrene ønskede ikke, at deres sønner skulle sendes i krig. Den ene søn endte i Danmark, hvor han hurtigt lærte dansk og tog en uddannelse som kemitekniker. Da han blev færdig i 1993, fik han job i et firma i København og flyttede til Østerbro.

     Som langt de fleste iranere kommer Majkens mand fra en muslimsk familie. Moren er praktiserende muslim men samtidig meget åben over for kristendommen. Sønnerne gik i en kristen armensk skole, og familien havde også kristne venner.

     I København mødte Majkens mand en dansker, der inviterede ham med i kirke. Han kunne godt lide den måde, de kristne levede på, og meldte sig til et introduktionskursus til kristendommen i en kirke på Østerbro. Her mødte han Majken, der læste musik og psykologi ved universitetet og senere blev ansat i Indre Mission som tværkulturel medarbejder.

Hilste på svigermor

I begyndelsen var Majken usikker på, hvad de kommende svigerforældre ville sige til at få en dansk svigerdatter, der var kristen.

     - Men der var overhovedet ingen grund til bekymring. Hans mor var bare så glad for, at han havde fundet en troende pige. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg bare var velkommen. Mine svigerforældre har altid været utrolig imødekommende. De er virkelig nogle dejlige og meget rare mennesker, fortæller Majken, der allerede havde hilst på sin kommende svigermor, da hun nogle år tidligere havde besøgt sin søn i Danmark.

     - Min mands forældre havde længe forsøgt at finde en pige til ham i Iran. Men han havde sagt nej. Nu var hans mor begyndt at bede Jesus om at finde en god kristen pige til ham i Danmark. Da jeg hilste på hende i kirken, hvor hun var med til gudstjeneste en søndag, spurgte hun bagefter min mand, om ikke hende den røde var noget for ham, griner Majken.

     - Mine forældre vidste ikke noget om min iranske ven, før jeg en dag tog ham med hjem og forkyndte, at nu var det os! De tog det heldigvis pænt. Han havde jo for længst lært dansk, så der var ikke nogen sprogbarriere. I dag snakker han enormt godt med min far. De har meget til fælles.

Til Iran

Da Majken og hendes mand blev forældre til Noah sidste efterår, besluttede de at tage til Iran en måned med deres lille søn. Majken havde tidligere rejst i Mellemøsten, men hun havde aldrig besøgt Iran.

     - Min mand ville gerne vise sine kone og sin søn frem. Og for mig var det vigtigt at opleve det land, hvor han er vokset op, og møde folk, der har kendt ham, fra han var lille. Iran ligner meget andre lande i Mellemøsten, men selvfølgelig var der ting, der overraskede mig. Da vi kom ud til mine svigerforældres hus, kom min svigermor med røgelsespinde, mens hun bad bønner fra Koranen. Det var meget fremmed for mig, selv om jeg altid har vidst, at min svigermor er troende shiamuslim. Men det var jo ment som en velsignelse og en beskyttelse, så jeg tog det i bedste mening, fortæller Majken, der også lige skulle vænne sig til, at hendes svigermor bad inde i stuen til bedetiderne, selv om der kom gæster.

Sprogbarriere

Den største barriere for kontakt med svigerforældrene var dog sproget og ikke religionen.

     - Ingen af mine svigerforældre taler engelsk. Jeg havde lært lidt farsi på aftenskole, men det var meget begrænset, hvad jeg kunne sige og forstå. Det var mest indledende fraser. Ellers var jeg afhængig af, at nogen tolkede for mig. Min svigermor talte bare til mig, som om jeg forstod det hele. ”Jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle dig,” sagde hun. Men på grund af sprogbarrieren synes jeg endnu ikke, at jeg er nået ind til mine svigerforældre og kender dem. Jeg er ikke i tvivl om, at de holder af mig, og de er også gode til at vise det, men den dybere samtale mangler.

     - Der var mange ting, jeg gerne ville spørge om. En dag da vi sad og hyggede, spurgte jeg gennem tolk min svigerfar, hvordan han havde mødt min svigermor. Det var deres forældre, der havde arrangeret det hele. De mødtes på en isbar, hvor de kunne se hinanden an - og det var så det! Men min svigerfar var i militæret og kunne ikke få fri til sit eget bryllup. Så på bryllupsbillederne står min svigermor med sin brudebuket helt alene!  

     Under besøget kunne Majken tydeligt mærke, at hendes mand kommer fra en storfamilie.

     - Dernede er man bare aldrig alene. Man har ansvar for hinanden, og alle opdrager på alles børn. Mine svigerforældre har i flere år været uden indkomst, og i den tid har deres sønner sendt penge hjem. Folk besøger hinanden meget mere, end man gør i Danmark. Vi kom omkring iransk nytår, der er en tid med ekstra mange besøg, men alligevel nåede vi ikke rundt til alle.

     Majken ville som udgangspunkt ikke have noget imod at bo i Iran. Det er dog næppe realistisk, for i dag er hendes mand blevet for dansk til at ville flytte tilbage til hjemlandet.

     - Jeg ved også godt, at det ville være svært at bo dernedeJeg ville opleve det hårdt altid at skulle gå med tørklæde og frakke til knæene, som man skal i Iran - også når det er rigtig varmt, siger Majken.

Hyppige besøg

Vel hjemvendt til hverdagen i det gule toplanshus i Lyngby, hvor de danske sommeræbler hænger tungt på havens gamle frugttræer, forsøger Majken og hendes mand at holde tæt kontakt med familien i Iran.

     - Jeg er begyndt at skrive breve til mine svigerforældre, som min mand oversætter. Vi sender også videobånd derned. Selvfølgelig ville jeg helst have mine svigerforældre i Danmark, men det positive er, at når vi endelig er sammen, er vi intensivt sammen en hel måned.

     Majken håber at kunne besøge Iran igen inden alt for længe.  

     - Min svigerfar har ikke været så rask på det sidste. Så er det svært at være så langt væk. Vi ønsker også, at Noah skal have et nært forhold til familien i Iran, og så er det ikke nok med besøg hvert femte år. Det må vi bare indrette vores økonomi efter, siger Majken, der efter endt barselsorlov vender tilbage til jobbet i Indre Mission i løbet af september.  

BMF