Congolesisk flygtning er præst i frikirke i Løgstør

(Nyt på tværs 2-2010)

PARTNERSKAB PÅ TVÆRS: Før han kom til Danmark som FN-kvoteflygtning i 2007, var Masudi Herman præst for en voksende flygtningemenighed i Ugandas hovedstad Kampala. For to år siden blev den 38-årige congoleser, der også er en habil trommeslager, indsat som andenpræst i Løgstør Frikirke. Menigheden ønskede at byde de mange nyankomne afrikanske kvoteflygtninge, der var kommet til egnen, velkommen i kirken. Nogle var allerede begyndt at komme til søndagsgudstjenesterne. Vejen frem hed to præster – en dansker og en afrikaner.

Som flygtning i Uganda var Masudi Herman med til at starte en menighed for congolesiske flygtninge i hovedstaden Kampala.

- Det var mennesker, der var flygtet fra borgerkrigen i vores land, og som ingenting havde. Men de havde ikke glemt Gud. Sammen med en anden præst byggede jeg menigheden op, prædikede, sang og underviste i Bibelen. Min kone ledede et stort kirkekor. Da jeg rejste, var vi 150, fortæller Masudi.

Præst og musiker
I Danmark drømte han om at fortsætte sit arbejde som præst og musiker sammen med sin kone Clementine Bahati (32), der er uddannet sygeplejerske og i mange år fungerede som korleder i Afrika. 

 - Det er vigtigt for os at bruge de evner og gaver, Gud har givet os. Vi vil gerne give noget tilbage til danskerne, der har sagt velkommen til os. Men sproget er et stort problem. Selv om jeg er færdig med sprogskolen, kan jeg stadig ikke udtrykke mig så godt på dansk som på fransk og swahili, forklarer Masudi, der de sidste fem måneder har arbejdet som fast afløser på et lokalt plejehjem. Næste år skal han i gang med en uddannelse som social- og sundhedshjælper.

 - Jeg vil gerne have en uddannelse i Danmark. Jeg kan godt lide at arbejde med mennesker og er meget glad for mit job på plejehjemmet. Jeg kan også mærke, at de ældre godt kan lide mig.  

 - I begyndelsen tænkte vi: Hvordan skal vi leve her? Her var meget koldt, og vi havde problemer med at spise dansk mad. Men i dag synes vi, at vi har det godt her. Danmark er et godt land, selv om sproget stadig gør det svært for os at vise, hvad vi kan. Vi beder hver dag Gud hjælpe os med at snakke sproget rigtigt.

Inviteret til at synge
I dag er familien ved at opbygge en normal hverdag i Fjerritslev. Her blev den udadvendte musikalske familie hurtigt populær hos byens frivilliggruppe.  

- De frivillige hjalp os rigtig meget med alt fra tøj til tallerkener. En af de frivillige var en gammel dame fra kirken. Da hun hørte, at vi kunne synge, sørgede hun for, at vi blev inviteret ud til forskellige kirker og  missionshuse. Det var lidt svært for os at forstå, hvad de sagde til en dansk gudstjeneste, men vi sang og fik blomster. Vi følte os meget velkomne. Der er stadig kirker, der spørger, om vi vil komme og synge. Det vil vi gerne, men tiden slår ikke altid til.

Gennem frivilliggruppen fik Masudi kontakt til Løgstør Frikirke.

 - En af lederne kom og besøgte os her i Fjerritslev og inviterede os til gudstjeneste. Det lignede mere det, vi var vant til! Her var også en dame, der havde boet i Afrika og kunne oversætte til vores sprog swahili.  Siden har de hentet os hver søndag, fortæller Masudi, der hurtigt lærte at tale dansk og efter et år blev indsat som menighedens andenpræst.    

Arbejder frivilligt
Som præst får Masudi ikke løn. Det har han ingen problemer med.

- At være præst er frivilligt arbejde. Vi er to præster.  Jeg prædiker mindst en gang om måneden og leder gudstjenesten en eller to søndage. Hver lørdag samles menighedens ledere til bedemøde hjemme hos os, og en fredag om måneden beder vi sammen hele natten, som vi er vant til fra Afrika. 

 Indtil videre prædiker Masudi på swahili, og en i menigheden oversætter til dansk. Men når han leder gudstjenesten, foregår det på dansk.  

 - Det er en stor udfordring! I begyndelsen kunne danskerne ikke forstå, hvorfor vi skulle være sammen. Men nu er de meget glade og siger, at de godt kan lide, når jeg prædiker. Alle i menigheden synger både danske og swahili sange. På den måde lærer vi om hinandens kultur. Somme tider er vi flere afrikanere end danskere. Jeg tror, at afrikanerne kommer, fordi vi har en god menighed, og fordi de danske ledere er gode til at sige velkommen. 

Gennem menigheden har Masudi og Clementine  fået et stort dansk netværk.

- Vores bedste venner er et ægtepar fra kirken, der har boet i Tanzania. Vi besøger hinanden mindst en gang om ugen og taler sammen i telefonen næsten hver dag. De er meget åbne og har hjulpet os med mange ting. De har rigtig kærlighed. Da min kone skulle føde vores datter Grace på Ålborg Sygehus, var de hos os hele tiden, fortæller Masudi.

Opvokset med kirkegang
Masudi Herman voksede op i byen Goma i det østlige DR Congo (dengang Zaire), der er kendt for sine rige mineralforekomster og i mange år har været skueplads for væbnede konflikter om de eftertragtede råmetaller. Faren var dommer, og moren havde en fiskeforretning. Hver søndag gik hele familien i kirke. 

- Sådan er vores tradition i Afrika. Da jeg var barn, var der over tusind mennesker i kirken hver søndag. Vi var en masse børn, der gik i søndagsskole og lærte at synge og bede. På hverdage gik vi til morgenbøn i kirken klokken seks. Da jeg blev døbt som 17-årig, begyndte jeg at synge i kirkens kor. Jeg har altid været glad for at synge og spille tromme.

 I 1998 brød den krig ud, der har været kaldt den afrikanske verdenskrig – den anden congolesiske krig, der foreløbig har kostet over tre millioner dødsofre og sendt millioner på flugt. I 2002 måtte også Masudi flygte.

- Dengang havde jeg et apotekerudsalg. Regeringssoldaterne sagde, at jeg hjalp en oprørsgruppe med medicin, fordi vi kom fra det samme område. Der skete mange dårlige ting. En dag blev jeg advaret af en kristen regeringssoldat i kirken: I nat skal du ikke sove i dit hus. - Samme dag flygtede jeg. Efter fire dage kom jeg til Uganda, hvor jeg blev registreret af UNHCR som flygtning.

I Kampala mødte Masudi sin kommende kone Clementine. De fik begge arbejde hos UNHCR, men det var ikke sikkert for dem i Uganda.

- Somme tider kom oprørerne ind over grænsen. En nat blev vi overfaldet, mens vi lå og sov. Vi råbte om hjælp meget højt, så naboerne kom og hjalp os. Vi var meget bange for oprørerne. Heldigvis reagerede FN hurtigt og hjalp os, så vi kunne komme til Danmark, forklarer Masudi.  

Anerkendt som ledere
I dag tre år senere er Masudi ikke vred på Gud, selv om han har mistet alt og to gange måttet starte livet forfra.

- Danskerne sagde velkommen til os og accepterede os. Det er den største hjælp, vi kunne få. Og så er det en meget stor ting for os, at vi har fået plads i kirken til at tjene Gud. I kirken blev vi accepteret som ledere. Det gør vores liv i Danmark meningsfuldt. 

 - Da vi fortalte om vores menighed i Uganda, besluttede kirken at hjælpe dem. Vi har samlet ind til stole til deres kirke og hjulpet dem med at betale husleje. Vi har ikke meget, for i Danmark er alting meget dyrt, men vi hjælper med det, vi har. 

- Selvfølgelig kommer der somme tider spørgsmål.

Men Gud har givet os meget her. Gennem Tværkulturelt Center har vi fået musikinstrumenter fra kristne, der ikke kender os, så vi kan opbygge et kor  og tage ud og give koncerter. Vi er meget glade og taknemmelige. 

 Også Clementine oplever, at hun kan bidrage med noget i den integrerede dansk-afrikanske menighed:  

 - Jeg leder menighedens kor og skriver nye sange.   Vi har også startet et større kor sammen med to andre kirker. Jeg elsker musik. I Afrika ledede jeg et kor med 180 sangere. Jeg har sunget, siden jeg var barn. Gud har givet mig sangen. En dag håber vi at lave en DVD med sange på dansk, fransk og swahili. Vi vil gerne give koncerter og fortælle danskerne om Guds kærlighed. Med vores musik siger vi tusind tak til danskerne.   

BMF