Gladys Bediako Bruun er frivillig medarbejder ved Kvaglund Kirke i Esbjerg

  (Nyt på tværs nr. 2-2009)

Selv om Gladys Bediako Bruun deltog i gudstjenesten i en dansk folkekirke hver søndag, havde hun ikke overvejet at blive medlem af menighedsrådet. Men da både formanden og præsten i Kvaglund Kirke i Esbjerg opfordrede hende til at stille op ved menighedsrådsvalget i 2000, sagde hun ja. Det blev til otte gode år som den første og foreløbig eneste nydansker i menighedsrådet, fortæller den 41-årige socialpædagog og enlige mor, der de sidste ti år har lagt en stor frivillig arbejdsindsats i sognekirken.       

Kirken har aldrig været fremmed for Gladys Bediako Bruun. Hun er født i Ghana i Vestafrika i en kirkeligt aktiv familie, hvor det var noget naturligt, at man lagde en frivillig arbejdsindsats i kirken. Det var også en simpel nødvendighed, for der var ikke penge til lønnet kirkepersonale. Kvinde- og børnearbejde og alle andre opgaver blev udført af frivillige i menigheden. Og som regel med glæde og godt humør.

     Denne eftermiddag er Gladys Bediako Bruun lige kommet hjem fra sit arbejde som socialpædagog på en døgninstitution for udviklingshæmmede i Esbjerg. I lejligheden i Kvaglund i udkanten af byen, hvor hun i mange år har boet alene sammen med datteren Mirjam på 10 år efter en skilsmisse, finder hun kaffekrusene frem, mens hun fortæller om baggrunden for, at hun de sidste ti år har brugt en stor del af sin og datterens fritid på frivilligt arbejde i kirken, der kun ligger få hundrede meter borte.    

     - Jeg kendte præsten og begyndte at komme i kirken, da han blev ansat her. Da der kort tid efter skulle være menighedsrådsvalg, blev jeg og mange andre opfordret til at stille op. Jeg var glad for at komme i kirken. Derfor ville jeg gerne følge med i de beslutninger, der blev taget, og være med til at præge visionen for kirken.

 Næstformand

At mange havde tillid til den unge ghanesiske kvinde fra sognet blev tydeligt, da hun fik de fleste personlige stemmer ved menighedsrådsvalget. I menighedsrådet blev hun efterfølgende valgt til næstformand.

     - Jeg var jo lidt usikker på, hvad det hele gik ud på. Men når man får flest stemmer, er man den, der leder det første møde. Fra Ghana var jeg vant til, at når man samles til Guds arbejde, starter man med et ord fra Bibelen og en bøn. Så jeg startede mødet med at bede. Bagefter kunne jeg forstå, at det havde de aldrig prøvet før! Så vi havde en afstemning, om vi skulle gøre det til en tradition. Det endte med, at vi lavede en liste, folk kunne skrive sig på, hvis de havde lyst til at indlede med en salme, et ord fra Bibelen, en fri bøn eller Fadervor.  

Plads til alle

Når Gladys ser tilbage på årene i menighedsrådet, er hun glad for, at hun prioriterede at lægge frivillig arbejdskraft i rådsarbejdet, selv om det betød, at hun som enlig mor hver gang skulle sørge for børnepasning for datteren.  

     - Vi havde nogle gode møder. Selvfølgelig kunne der være uenighed, men der var plads til alles meninger. Ingen talte grimt om hinanden. Vi var fælles om, at vi ville noget godt med vores menighed. Og at vi gerne ville have Gud med i det.

     Hun tøver med at sætte ord på, hvad hun selv har bidraget med.

     - Der var meget stor enighed i menighedsrådet om de ting, vi satte i gang. Men jeg glæder mig nok særligt over børnearbejdet, hvor medarbejdere blev sendt på kursus, og kirkens nye tværkulturelle kvindeprojekt Kvinder møder kvinder, hvor vi bevilligede løn til en medarbejder. Vi begyndte også at tilbyde oversættelse til engelsk ved alle gudstjenester, så først en gruppe nyankomne irakere og senere mange andre nydanskere og udenlandske studerende kunne følge med.

     - For mig er det vigtigt, at kirken er et sted, hvor der er plads til alle og brug for alle. Det giver folk en ejerfornemmelse. I vores kirke bliver alle værdsat, hvad enten de laver kaffe, vasker op eller sidder i menighedsrådet.

Ansvar for børnekirke

Efter otte år besluttede Gladys sidste efterår ikke at genopstille til menighedsrådet. I mellemtiden havde hun skiftet arbejde, og nye arbejdstider gjorde det vanskeligt for hende at komme til møderne. Men hun er stadig aktiv som frivillig medarbejder. I dag koordinerer hun sammen med en anden frivillig kirkens børnearbejde med børnekirke for mellem 10 og 30 børn under gudstjenesten hver søndag. Desuden er hun med til at arrangere månedlige aftener for børnefamilier og sidder i udvalget for kirkens nystartede tværkulturelle kvindeprojekt, hvor hun også hjælper med lektielæsning og børnepasning.  

     - Som mor vil jeg gerne bruge mine kræfter et sted, hvor der sker noget for børn, og hvor mit barn kan få kirkevenner og trække andre børn med. Min datter må gerne være stolt af sin kirke og sige til sine veninder: ”I min kirke gør vi sådan og sådan.” I dag er min datter glad for at komme i kirken, hvor hun også synger i børnegospel. Hun oplever kirken som et sted, hvor vi har det sjovt sammen, og hvor vi også kan snakke om det med Gud. .    

Tæt på mennesker

Gladys Bediako Bruun har ingen planer om at reducere sit frivillige engagement i kirken.

     - Kirken er et sted, hvor jeg kommer tæt på mennesker og oplever, at jeg kan gøre en forskel. Jeg er frivillig, fordi det giver mig selv noget. Jeg kan se en mening med det.

     - Danskerne oplever tit kirken som lukket. I Kvaglund vil vi gerne være en kirke, der favner bredt og prøver at række ud til mennesker. Børn, unge, voksne, ældre, gamle - vi har det hele! Muslimer med tørklæde, udviklingshæmmede - alle er velkomne.

     - Hos os er det hele meget nede på jorden. Det kan jeg godt lide. Præsten har ikke sort præstekjole på og står ikke altid på prædikestolen. En som mig er med til at dele nadver ud. Folk fra menigheden læser dagens tekster og ind- og udgangsbøn. Alle kan være med. Hvis der kun var meget traditionelle folkekirker i Esbjerg, ville jeg nok finde mig en frikirke at komme i, siger hun med et smil.

     Hun mener, at folkekirken vil kunne have stor glæde af at inddrage flere nydanskere i kirkens liv.

     - Nydanskere har en masse at bidrage med. Hvis man kommer fra den tredje verden, er man vant til at sætte pris på de små ting, Gud gør i ens liv. Man er taknemmelig for livet. Mange er også gode til at vise omsorg. Der, hvor jeg kommer fra, er det sådan, at hvis man ikke har været i kirke to gange, kommer nogen fra menigheden for lige at se, hvordan tingene står til. I Danmark kan man lade være med at komme i flere måneder. I stedet for at tænke: ”Har hun det godt?” tror folk, at man er flyttet!  

     - For mig som nydansker er det vigtigt, at kirken er et sted, hvor jeg kan bruge de evner, jeg har, og hvor jeg ikke altid skal tage imod. Relationer skal være ligeværdige. Jeg har ikke lyst til hele tiden at være den, det er synd for. Det er vigtigt at få lov at gøre noget, der glæder andre.  

BMF

  This Web Page Created with PageBreeze Free Website Builder