Irakisk frisør fandt arbejde gennem kirkeligt netværk  

 (Nyt på tværs nr. 3-2004)

Den korteste vej til integration går gennem kirken. For her er det nemt og hurtigt at få kontakt med danskere. Det mener Maher Tooma, der siden december 2003 har klippet århusianere i en nyåbnet frisørsalon i Århus Vestby til byens absolut laveste priser. Mellem 10 og 25 kunder om dagen bliver det foreløbig til - langt de fleste danskere. Den 36-årige iraker giver gerne sine erfaringer videre til andre, der måtte kaste misundelige blikke ind gennem de store vinduer til Salon NiNeVe.

Maher Tooma er en af de godt 24.000 irakiske flygtninge, der siden midten af firserne har fået asyl i Danmark af politiske eller religiøse grunde. Han kom herop i 1999 sammen med en søster, og efter syv måneder på skiftende asylcentre fik han asyl og endte i en lille landsby 14 kilometer nord for Skive. Året efter kom hans kone Nada, der er arkitekt, til Danmark fra Jordan med børnene Manoel og Mirna, der i dag er 5 og 9 år. For tre år siden blev familien forøget med datteren Monica.  

Besøg af præsten

Når drømmen om at blive frisør i Danmark blev til virkelighed, skyldes det ifølge Maher, at familien hurtigt fik kontakt med kirken og derigennem opbyggede et dansk netværk.

     - Vi startede den korte vej gennem kirken. I kirken og missionshuset er der mange danskere, der gerne vil hjælpe. Som udlænding har man brug for mennesker, man kan stole på, siger Maher, der er kristen kaldæer og altid har været vant til at gå i kirke.

     - I begyndelsen havde vi ikke kontakt med en kirke i Danmark. Jeg var ikke god til engelsk, og så var det svært. Jeg var også lidt forsigtig. På et asylcenter havde jeg haft besøg af nogle, der sagde, at de var kristne, men de var ikke normale kristne. De var Jehovas Vidner. Men heldigvis fik vi en dag besøg af præsten i den by, hvor vi boede. Hun spurgte, hvordan hun kunne hjælpe os. Vi sagde, at vi meget gerne ville i kontakt med danskere, men vi vidste ikke rigtig hvordan. I fjernsynet talte de altid dårligt om udlændinge, så vi tænkte, at mange danskere nok ikke kunne lide os.  

     - Gennem præsten fik vi kontakt med en diakon, der inviterede os til møde i missionshuset i Skive. Det var rigtig spændende. I kirken i vores by kom der kun syv eller ti gamle mennesker. I missionshuset var vi omkring 60. Der var også en masse børn. Alle snakkede med os. Vi begyndte at komme både i kirken og missionshuset og fik hurtigt mange danske venner, fortæller Maher.  

Til Århus

Men det var ikke let at finde arbejde i en lille by. Efter en række praktikpladser men uden udsigt til rigtige jobs besluttede familien at flytte til Århus. De regnede med, at det ville være lettere at få arbejde i en storby. Gennem venner fra Skive fik de kontakt med missionshuset Carmel i Århus. Her kom de med i en dansk bibelkreds og begyndte at opbygge et nyt dansk netværk.

     - I Irak havde jeg blandt andet arbejdet som frisør. Jeg var selvlært, men jeg havde mange års erfaring. Min far døde, da jeg var lille, og som 12-årig begyndte jeg at arbejde på en frisørsalon for at forsørge min familie. Jeg havde også arbejdet som frisør i militæret i syv år. I Århus bad jeg kommunen om at give mig et dansk frisørkursus, men de troede ikke på, at jeg kunne få arbejde som frisør. Jeg snakkede meget med en dansk ven i missionshuset om mine frustrationer og spurgte ham til råds. Kunne jeg starte selv? Vi snakkede frem og tilbage. Til sidst forslog jeg min ven, at vi åbnede en forretning sammen. I Irak er det normalt, at venner hjælper hinanden - også med arbejde og penge.

Startkapital

Mahers danske ven var cand.merc. og arbejdede som it-projektchef. Han gav sig til at regne på, hvad det ville koste at etablere en frisørsalon, og det endte med, at han besluttede at skyde startkapital i projektet, købe en forretning og ansætte Maher.

     - Min ven var meget hurtig. Jeg var overrasket! Vi tog ud og kiggede på forretninger sammen og fandt lokalerne her. Sammen med hans far og min kone gik vi i gang med at sætte det hele i stand. Vi malede og reparerede og lagde nyt gulv. Det var meget spændende.

     Maher er stadig glædeligt overrasket over, at hans ven troede på ham.

     - Jeg ved ikke hvorfor. Jeg kan kun sige, at vi tror på hinanden. Da vi gik i gang, havde vi kun kendt hinanden i nogle måneder. Vi havde besøgt hinanden og snakkede godt sammen. Det er noget med tillid. Jeg har tillid til de kristne, siger Maher og fortæller, hvordan han en dag så en ældre mand binde sin søns snørebånd i missionshuset.

     - Det rørte ved mit hjerte. Ingen havde nogen sinde gjort det for mig, da jeg var barn. Jeg så Jesus i den gamle mand, der gjorde det for min søn. Det gav mig stor tillid til kristne danskere.

Lange arbejdsdage

- I dag er min ven tilfreds, jeg er tilfreds - og jeg håber også, at kunderne er tilfredse. I Irak arbejdede jeg ofte fra klokken otte om morgenen frem til midnat. Derfor var det meget svært for mig ikke at arbejde i Danmark. Jeg følte ikke, at jeg betød noget. Jeg var irritabel og havde svært ved at slappe af. Efter at jeg er begyndt at arbejde, har vi fået det meget bedre sammen som familie. Det betyder også meget for mine børn, at jeg tjener mine egne penge. Når de bliver spurgt, hvad deres far laver, kan de sige: Han er frisør. Nu er deres far ligesom andre danskere.

   I dag klipper Maher mest mænd. Men om kort tid starter en iransk damefrisør som praktikant.

     - Hun kan lave mange ting, som jeg endnu ikke kan. Så tror jeg, vi får flere kunder, siger Maher, der håber senere at få mulighed for at tage forskellige kurser.    

Ny dansker

Som frisør taler Maher hver dag med mange danskere.

     - Når kunderne spørger, hvorfor salonen hedder NiNeVe, fortæller jeg, at det er den by, jeg kommer fra i Nordirak, og at byen er nævnt i Bibelen. Men desværre siger de fleste danskere, at de ikke læser i Bibelen. Så fortæller jeg somme tider historier fra Bibelen.

     - Alle ved, at jeg er udlænding. Men en dag var der en kunde, der sagde: Nej, du er ny dansker! Jeg blev meget glad. Måske en dag vil danskerne ikke kalde mine børn for udlændinge.

     Foreløbig regner Maher med at blive i Danmark.

- Vi ved ikke, om danskerne en dag sender os tilbage til Irak. Mange siger, at alle irakere skal rejse tilbage. Det tænker jeg meget på. Hvis vi får lov at blive, vil vi gerne fortsætte med at arbejde og betale skat og moms og være med til at opbygge det danske samfund.

BMF