Kristen arabisk tolk hjælper landsmænd i Nordjylland

(Nyt på tværs nr. 1-2002)

Når 44-årige Adel Petros Samu tager ud og tolker for de irakiske flygtninge i Brovst kommune, har han ikke svært ved at sætte sig ind i, hvordan det er at komme alene til et fremmed land, hvor man ikke taler sproget. Selv om det efterhånden er mange år siden, husker han stadig den decemberdag i 1985, da han selv kom til Danmark som asylansøger.

- Jeg gik en tur i København. Byen var pyntet utrolig smukt. Selv om jeg var kristen, vidste jeg ikke, at det var, fordi det var jul. Det opdagede jeg først, da julen var forbi og pynten forsvandt! I Irak pynter vi hjemmene til jul, men aldrig gader og offentlige steder, fortæller Adel smilende.

     Den lille afslappet klædte mand med de varme øjne var blandt de første irakiske flygtninge, der kom til Danmark i begyndelsen og midten af firserne på flugt fra krigen mellem Irak og Iran. Hans historie er en stilfærdig beretning om en flygtning, som har opbygget en ny tilværelse i Danmark og er blevet en aktiv del af dansk kirkeliv. I dag er Adel for længst blevet dansk statsborger og bor i Aalborg sammen med sin kone Ezdehar og sønnen Petros på 4 år.

Kom fra krig og kaos

Egentlig er han uddannet civiløkonom. Men da han havde afsluttet sin uddannelse i Irak, blev han indkaldt til militærtjeneste. Det første år tilbragte han i militære træningslejre. Derefter blev han sendt til fronten. Efter ni måneder havde han fået mere end nok af en meningsløs krig.  

     Den første tid i Danmark tilbragte Adel på det gamle befæstningsanlæg Middelgrundsfortet på en kunstig ø ude i Øresund, der dengang blev brugt til indkvartering af asylansøgere.

     - Jeg kom fra krig og et land i kaos med nul rettigheder. Jeg tænkte ikke meget på de fysiske rammer. Jeg var tilfreds med næsten hvad som helst. Jeg tænkte kun på, at jeg var i live og i sikkerhed, fortæller Adel.

     Han hørte til de heldige, der fik asyl efter kun 35 dage. Derefter blev han sendt til Esbjerg, hvor han boede det næste år. Han fik hurtigt lært dansk, og efter to år blev han optaget på det samfundsvidenskabelige fakultet ved Aalborg Universitet, hvor han tog afsluttende eksamen i 1995.     Det førte dog ikke umiddelbart til job. Men efter 15-20 resultatløse jobansøgninger fik han job som tolk hos Dansk Flygtningehjælp. Siden har han arbejdet som tolk, kun afbrudt af et par år som matematiklærer. Fra 1. marts er han ansat i en fuldtidsstilling som tolk i Aalborg kommune.

Dansker på papiret

På papiret er Adel dansker. Det har han været, siden han fik dansk statsborgerskab for snart ti år siden. Men selv om han har skrevet under på, at han ikke længere er iraker, ved han udmærket, at han altid vil være en af de godt 400.000 personer i Danmark med udenlandsk baggrund, som danskerne i uoverlagte øjeblikke kommer til at kalde udlændinge.    

     - Om jeg føler mig dansk kommer an på situationen og de mennesker, jeg er sammen med. Når folk taler til mig som en ikke-dansker, føler jeg mig ikke som dansker. Omvendt begynder jeg at blive en del af en omgangskreds, hvor jeg føler mig meget dansk. Men når der sker noget i samfundet - når der er ballade i Vollsmose eller efter den 11. september, kan jeg mærke, at folk, der ikke kender mig, kigger på mig. De behøver ikke at sige noget. Men et eller andet ligger lige under overfladen. Så føler jeg mig ikke som dansker.

     - 16 år i Danmark er lang tid. Mange ting blevet lettere. Jeg har ingen problemer med at begå mig i det danske samfund, jeg taler sproget og føler mig på mange måder dansk. Men andre ting er blevet sværere. Kravene er blevet større.

     - Jeg valgte at blive dansk statsborger, fordi man som flygtning ikke har noget nationalitetspas. Man har ikke noget land. Alligevel var det et meget stort skridt at opgive mit irakiske statsborgerskab. Det var meget mærkeligt. Men efter at jeg er blevet dansker, føler jeg mig mere sikker. Nu kan jeg også deltage i valg og tage et ansvar i det land, hvor jeg bor.

     - Det Irak, jeg forlod, var et totalt ufrit samfund, hvor man altid skulle være på vagt. I Danmark har jeg vænnet mig til frihed og lært at sige mine meninger uden at være bange. Jeg har svært ved at tro på, at der bliver virkelig frihed i Irak i min tid.

Færre barrierer som kristen

Adel er ikke i tvivl om, at det er lettere at blive integreret i Danmark, når man er kristen.

     - For almindelige danskere ligner vi muslimer. Men når de finder ud af, at vi er kristne, bliver samtalen lettere. I hverdagen er der også færre barrierer mellem min og danskernes livsstil. Jeg kan for eksempel godt spise flæskesteg og drikke et glas vin. Og selv om ikke alle er klar over det, er mange af de traditioner og værdier, I kalder danske, i virkeligheden kristne traditioner og værdier. I en børnehave, hvor min kone arbejdede, vidste de for eksempel ikke, at fastelavn er en kristen fest. Det måtte min kone fortælle dem!

     - Nogle ting er meget anderledes her end i Irak. For eksempel har mange danskere kærester, som de bor sammen med, selv om de ikke er gift. Sådanne ting får mange mennesker fra andre kulturer til at sige, at danskerne er vokset fra kristendommen.

     Da Adel kom til Aalborg i 1987 og begyndte at komme i den katolske kirke, var der flest etniske danskere i menigheden. I dag er flere end halvtreds nationer repræsenteret. Omkring to hundrede kristne irakere - kaldæere og assyrere - har tilknytning til kirken.

     - Vi går til gudstjeneste så ofte, vi kan. I kirken føler vi os hjemme. Jeg er også med i en gruppe, der gør rent i kirken, og min kone underviser som kateket. Min kristne tro giver mening til mit liv. Kirken er en central del af vores liv.

Familiesammenføring

Adels kone Ezdehar kom til Danmark gennem familiesammenføring i 1992. Hvis den nuværende regerings bebudede stramninger af reglerne vedtages, skal en enlig flygtning fremover tjene godt 19.000 kr. om måneden samt have 50.000 kr. i banken, før det bliver muligt at få en ægtefælle hertil. For Adel ville det have betydet, at ægteskab med den pige, han var forelsket i, ville have haft meget lange udsigter. For Ezdehar er iraker.

     - Jeg kan ikke forestille mig, at jeg kunne have giftet mig med nogen anden. Ikke kun fordi Ezdehar er iraker og kaldæer, men fordi jeg var meget forelsket i hende! Vi kommer fra samme by og har kendt hinanden, fra vi var børn. Men på grund af krigen kunne vi ikke gifte os i Irak. Vi blev senere gift i Sofia i Bulgarien, for Ezdehar kunne ikke få visum til Danmark, før vi var gift, og som flygtning kunne jeg ikke rejse til Irak.

     - Det betyder meget for vores ægteskab, at vi begge er kristne og har den samme baggrund og de samme værdier. Så kan vi for eksempel nemmere blive enige om, hvordan vi vil løse problemer, og hvordan vores børn skal opdrages.

Vil gerne hjælpe

Selv om Adel har afsluttet to universitetsuddannelser og engang drømte om en anden karriere, er han i dag så glad for jobbet som tolk, at han ikke umiddelbart har planer om at søge tilbage til sit gamle fagområde.

     - At være tolk er et spændende job, hvor jeg har kontakt med mange mennesker. Jeg føler, at jeg kan bruge min menneskelige og flerkulturelle erfaring. Mange af de mennesker, jeg tolker for, er muslimer. De ved godt, at jeg er kristen. Men det giver ingen problemer. Jeg har altid følt mig respekteret. Som iraker ved jeg godt, hvad der provokerer muslimer. De ting prøver jeg at undgå.  

     - Jeg har det godt med, at jeg kan hjælpe. Jeg tænker tilbage på mig selv, da jeg kom til Danmark. Jeg ved jo godt, hvor svært det er at have mistet sit land, siger Adel, der også gerne tager ud og tolker i kirker i Nordjylland, der har kontakt med irakiske flygtninge - uden betaling.