(Nyt på tværs 1 - 2016)

Kirken er en del af det danske samfund. Derfor kan muslimer også have glæde af et praktikforløb i en kirke. Det mener Laila Murad Kormsto, der i snart fem måneder har været praktikant i Simon Peters Kirke i Kolding. For den 44-årig kurdiske muslim fra Syrien, der afslutter sprogskolen til sommer, har de 12 ugentlige timer med kollegerne i den aktive sognekirke betydet nye danske venner, større netværk og en gladere hverdag.   

Laila Murad Kormsto går og hænger balloner op i menighedslokalet ved siden af kirkerummet. Søndag er der familiegudstjeneste i Simon Peters Kirke med efterfølgende traktement for store og små, så der skal gøres klar.

     - Jeg deltager ikke i søndagsgudstjenesterne, men jeg er med til at forberede forskellige aktiviteter i kirken, fortæller Laila, der også har været med til konfirmandundervisning.

     - Danske salmer har flotte ord om kærlighed, naturen, himlen og om at takke Gud. Jeg synger gerne med. Det er også nogle flotte melodier, siger hun.

Kristne naboer

Det er ikke første gang, at den 44-årige kurder har kontakt med kristne. Laila Murad Kormsto er vokset op med kristne naboer i den syriske storby Aleppo.

     - Indtil jeg var 12 år, boede vi i et hus, hvor vi delte  køkken med en kristen familie. Vi spiste sammen og deltog i hinandens fester. Jeg tænkte aldrig, at de kristne var anderledes. Vi var muslimer, fordi vores forældre var muslimer. De var kristne, fordi deres forældre var kristne. Man vælger ikke, men man skal respektere sine forældres religion. Og alle religioner skal respektere hinanden, understreger Laila, der også har besøgt flere kirker i Syrien.   

    - På et tidspunkt havde jeg problemer med mit knæ og gik ind i en kirke og tændte et lys. Min familie har altid været åben. Min far kom i moskéen til Eid, men han sagde aldrig, at jeg skulle gå med tørklæde. Vi børn lærte at sige tak til Gud, fordi vi var raske, og at bede, når nogen skulle ud på en rejse eller var i en svær situation. Jeg har altid vidst, at Gud hjælper.

Hjælper med sproget

Hun sidder i præsteværelset ved siden af kirkerummet, hvor hun har tændt et lys i kirkens lysglobe, og fortæller om praktikforløbet, der først var  på tre måneder og nu er forlænget til seks.

    - I starten var jeg usikker på, om kirken ville acceptere mig som muslim. Men jeg har slet ikke følt mig fremmed. Jeg har rigtig søde kolleger, der hjælper mig med at lære dansk og lærer mig nye danske ord. Jeg er meget glad her og går glad hjem hver dag. Jeg laver alt muligt - gør rent, køber ind, laver kaffe og te og hjælper, hvor der er brug for det. Somme tider laver jeg også mad. Dansk mad er ikke som vores mad, der tager mange timer at forberede. Dansk mad er hurtig mad, siger hun og ler.  

     Som en del af praktikken har Laila været med kirkens sognemedhjælper på besøg på et asylcenter for at holde tegne/male værksted.

     - Vi kom med kaffe, kage, malergrej og bamser til børnene. Mange var lige kommet til Danmark. De spurgte, om det er svært at lære dansk. Jeg kunne snakke med dem på deres sprog og sagde, at hvis man vil, kan man. Men jeg føler med familierne, der skal til at starte helt forfra. Jeg har jo selv prøvet det.          

Danske netværk

Det er to et halvt år siden, at Laila, hendes mand og tre teenagebørn kom til Danmark på flugt fra den syriske borgerkrig. Familien fik asyl efter tre måneder og har siden boet i Kolding. Laila er uddannet laborant og har arbejdet på en skoleklinik i 10 år. Hendes mand er elektroingeniør.  

    - Det er første gang i vores liv, at vi ikke tjener vores egne penge. I Syrien havde min mand en ledende stilling i et kommunikationsfirma. I Danmark er uddannelse og erfaring ikke nok. Man skal også have netværk. Nu har min mand fået en praktikplads gennem én i kirken, hvis mand kendte en virksomhed, fortæller Laila og tilføjer, at hun selv har megen glæde af at udveksle erfaringer med en kollega i kirken med jævnaldrende teenagebørn.

     - Som forældre i et nyt land er der meget, man er usikker på. Når folk spørger, hvorfor jeg er i praktik i en kirke, når jeg er muslim, siger jeg, at kirken jo er en del af samfundet. Kirken giver mig mulighed for kontakt med mange mennesker. Jeg får nye oplevelser og erfaringer. Gennem kirken har vi også fået en dansk venskabsfamilie. I dag kender vi fire danske familier. De laver dansk mad til os, og når vi inviterer, laver jeg vores mad. Når man har kontakt med danskere, føler man sig ikke så fremmed og isoleret.

To verdener

Laila ved, at muligheden for en dag at vende tilbage til Syrien er forsvindende lille. Fem års uafsluttet borgerkrig har lagt det gamle kulturland i ruiner. Over 250.000 syrere er dræbt og fire millioner flygtet ud af landet.  

     - Vi rejste i 2013, fordi vi ikke kunne klare mere krig. Vi var altid bange. Mange blev anholdt. Mennesker blev bange for hinanden. Venner kom i fængsel og forsvandt. Om natten slog bomberne ned omkring os. Vi vidste aldrig, om vores børn ville komme hjem fra skole. Når jeg hører støj, kan jeg stadig blive bange.

    - Vi siger tak til Gud, fordi vi i dag alle er i Danmark. Men jeg savner mit land – husene og gaderne og alle de dufte, jeg voksede op med. I mit land har vi en fælles historie. I Danmark er det helt anderledes. Det er som at leve i to verdener. I dag er vores børn 16, 18 og 20 år og husker det hele. De savner meget vores land og det liv, vi havde engang. Men deres fremtid er her. Derfor siger vi til vores børn, at når vi er her, skal vi integrere os og bruge de muligheder, vi har. I dag bor vi i et godt land, hvor der ikke er krig. Vi er heldige. Men vi vil altid bære Syrien i vores hjerte.

CITAT:    

” At tilbyde en praktikplads til en flygtning er en del af kirkens diakonale arbejde. Jeg kan kun opfordre andre kirker til at gøre det samme.”    

Vivi Eriksen, kirkemedarbejder