Afslag på asyl til konverteret afghaner  

(Nyt på tværs 2-2012)

Karim Gholam Habib har ikke set sin kone og tre børn i fem år. I 2007 flygtede den afghanske bygningsarbejder over grænsen til Iran, da familien opdagede, at han som muslim interesserede sig for den kristne tro og havde kontakt med kristne. I Afghanistan er konvertering fra islam forbundet med risiko for dødsstraf. Natten før et møde med en svoger, der krævede, at han redegjorde for sine religiøse sympatier, forlod Habib huset, mens børnene sov. Han fik aldrig sagt farvel.

     Fem år senere har Habib fået endeligt afslag på asyl i Danmark. Afslaget begrundes med, at hans forklaring anses for utroværdig. Selv om Habib er konverteret til kristendommen, mener man ikke, at nogen i Afghanistan har kendskab til konverteringen. Sagen søges nu genoptaget, og i ventetiden bor Habib på et sjællandsk asylcenter, hvor han sidste år forsøgte selvmord efter dødstrusler fra en anden beboer. Siden marts har han været i praktik som kirketjener i Apostelkirken på Vesterbro, hvor han kommer til kristendomsundervisning og søndagsgudstjenester. - Habib fortæller:

"Jeg voksede op i en mindre by halvanden times kørsel fra Kabul. Min familie havde et godt liv. Vi boede i et stort hus inde i en frodig frugtplantage, hvor vi dyrkede æbler, abrikoser og vindruer. Vi var fem børn. Min far var en streng mand, men min mor var altid kærlig mod os børn. Om morgenen vækkede min far os tidligt og tog os med hen i moskéen, hvor vi lærte, hvordan muslimer beder. Vi lærte også at læse Koranen. Der var ikke nogen rigtig skole i vores by. Alle børn gik hos mullahen. Hvis vi ikke læste ordentligt, slog mullahen os med en kæp. Jeg fik mange slag, for jeg havde svært ved at læse.

     Der har været krig i mit land, så længe jeg kan huske. Først den sovjetiske invasion, så Mujahedin og siden Taleban. Når der er krig, er det svært for børn at gå i skole. Da jeg var 16 år, flygtede jeg som mange andre unge over grænsen til Iran, hvor jeg arbejdede på en byggeplads. De følgende år var jeg frem og tilbage flere gange.

     I vores by var alle muslimer. Men de gamle, der sad uden for deres dør og snakkede, fortalte om en mullah, der var blevet kristen og nu var i England. Der gik mange historier om ham. De kaldte ham "Isavi" - en der tror på Isa (Jesus).

For nogle år siden havde jeg en drøm. Jeg drømte, at jeg stod i en stor sal. Tre mænd klædt i hvidt kom hen imod mig. Jeg kunne ikke se deres ansigt og ville løbe væk, men de standsede mig. En lagde en hånd på min højre skulder. En anden lagde en hånd på min venstre skulder, og den tredje lagde en hånd på mit hoved. Så vågnede jeg. Næste dag fortalte jeg min mor om drømmen. Hun sagde, at det var en god drøm, men hun kunne ikke forklare, hvad den betød.

     Første gang jeg mødte kristne, arbejdede jeg på et af NATOs byggeprojekter. De fleste på byggepladsen var migranter. Nogle kom fra USA. Der var også kristne fra Tyrkiet. Det var gode mennesker. Men min far kunne ikke lide, at jeg arbejdede for de vantro, som han kaldte de kristne. Den sidste dag på vej hjem sad jeg i bussen og talte med en ven. Vi talte om de vantro. En afghaner og en iraner i bussen hørte os. Da vi stod af, kom de hen til mig og spurgte, om jeg vidste, at de kristne har Bibelen, og at Bibelen taler om Isa (Jesus), som også muslimer tror på. Hvordan kunne de kristne så være vantro? Manden gav mig et telefonnummer, hvis jeg ville vide mere. Jeg blev nysgerrig. Efter tre dage tog jeg mod til mig og ringede. Manden inviterede mig hen til et privat hus, hvor de viste en film om Jesus. Der var også andre afghanere. De inviterede mig til deres undervisning og gav mig et kassettebånd. Vi havde ikke strøm i vores hus, men jeg brugte batteriet fra bilen, så jeg kunne lytte.

     I fem måneder gik jeg til undervisning hver uge i private hjem i Kabul. Vi mødtes forskellige steder, så ingen fattede mistanke. Det, jeg hørte, gjorde mig glad indeni. Jeg fandt ud af, at i kristendommen slår man ikke hinanden ihjel, hvis der er konflikt mellem to familier, som det kan ske i mit land. Jeg begyndte at tro på Jesus. Jesus er med os altid. Hvis det var sandt, behøvede jeg aldrig mere at være bange.

Min familie vidste ikke, at jeg var begyndt at tro på Jesus. Men en dag kom min svoger på besøg, mens jeg gik og plukkede frugt i en plantage. Min jakke lå under et træ med min mobiltelefon. Mens vi snakkede, fik jeg en sms fra de kristne. Min svoger tog min telefon og læste beskeden. Jeg sagde, at det bare var en af mine venner, der lavede sjov. Men han troede ikke på mig. Han fandt også et af mine kassettebånd og ville vide, hvad jeg havde gang i. Næste dag ringede han til mig og truede mig. Han ville komme igen den følgende dag.

     Jeg blev meget bange. Samme aften fortalte jeg min kone det hele. Jeg samlede penge og forlod huset. Jeg var bange for, at de skulle komme og sætte mig i fængsel. Hvis de torturerede mig, ville jeg måske sige noget om de kristne, jeg havde kontakt med. Jeg fik ikke sagt farvel til mine børn. Min ældste søn var fire år og tvillingerne to år. Det var nat. Børnene sov.

Jeg flygtede til en anden by, hvor en menneskesmugler hjalp mig over grænsen til Iran. Her arbejdede jeg illegalt det næste år. I telefonen fortalte min kone, at de var kommet efter mig flere gange. Jeg måtte videre. Vi var en lille gruppe, der gik over bjergene om natten til Tyrkiet. Det tog fire timer. En menneskesmugler hjalp os. Jeg manglede 500 dollars for at komme videre til Grækenland. En kristen armenier hjalp mig. Han tog mig med hen i sin kirke, hvor de samlede 500 dollars, som de gav mig.

     En båd sejlede os over til en græsk ø. Men på stranden blev vi taget af politiet og sat i fængsel. Vi blev stuvet sammen en masse mennesker fra forskellige lande i et rum. Vi sov på gulvet. Alle var meget bange. Efter 12 dage blev vi løsladt med besked om at forlade Grækenland inden for en måned. Jeg tjente lidt penge ved at plukke appelsiner, inden jeg kom videre til Italien. Jeg gemte mig under en lastbil. Så videre op gennem Europa. Til sidst endte jeg i Danmark.

Den første dag i Center Sandholm spurgte jeg efter en kirke. Men så blev jeg flyttet til et andet center. Først efter nogle uger fik jeg kontakt med en præst, der sagde, at jeg skulle komme igen søndag klokken 10. Men jeg forstod ikke noget i kirken. En iraner fortalte mig om en kirke på mit sprog i København. Jeg begyndte at komme til deres gudstjenester, og efter fem måneder blev jeg døbt i hovedkirken i Odense. Det var en meget stærk oplevelse. Jeg følte, at jeg blev lettet for en tung byrde.

     På en sommerlejr hørte jeg om en anden kirke i København, hvor de har undervisning på farsi. Jeg ville gerne lære mere og begyndte at komme. Vi er en gruppe afghanere og iranere, der hver weekend overnatter i kirken, spiser sammen, ser kristne film og får undervisning. Om søndagen er vi med til den danske gudstjeneste, der bliver oversat til farsi.

To gange har jeg fået afslag på min ansøgning om asyl. De danske myndigheder tror ikke, at jeg fortæller sandt. De siger, at ingen i Afghanistan ved, at jeg er blevet kristen. Derfor kan jeg godt rejse tilbage. Men sådan er det ikke. Min familie ved det hele. Ellers var jeg ikke her.

     Det er hårdt at bo på et asylcenter. Somme tider går alt i sort. Jeg tænker meget på min kone og mine børn. Fem år er lang tid. Hver anden måned taler jeg med min kone i telefonen. Familien har sagt til hende, at hun skal lade sig skille fra mig, fordi jeg er en frafalden.

     Hvis Gud vil, at jeg skal blive i Danmark, vil jeg gerne arbejde med ældre eller blinde mennesker på et plejehjem. Eller måske arbejde i kirken.

     Jeg kender ikke fremtiden. Men det vigtigste er, at jeg kender Gud. Jeg har et håb. Gud er her hos mig. Derfor giver jeg ikke op. Jeg har mistet mange ting i mit liv, men jeg har fundet Gud."        

Fortalt til BMF