27-årig iraner er ved at genopbygge sit liv efter tre år på skiftende asylcentre

(Nyt på tværs 4-2004) 

For et år siden blev den iranske asylansøger Daniel Montahanny landskendt, da han gennemførte 29 dages sultestrejke i en københavnsk folkekirke efter at have fået afslag på asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at Daniels konvertering fra islam til kristendommen i Iran og efterfølgende dåb i Danmark betød, at han risikerede forfølgelse i hjemlandet. Sultestrejken fik intensiv mediedækning og resulterede i, at Flygtningenævnet genoptog sagen. Den 2. december fik Daniel opholdstilladelse - officielt med den begrundelse, at sagen havde været omtalt i pressen.

Et år senere har Daniel Montahanny stadig modstridende følelser, når han fortæller om Flygtningenævnets afgørelse.

     - Selvfølgelig var den 2. december en helt utrolig stor dag for mig. Efter tre års uvished som asylansøger kunne jeg endelig vende tilbage til livet. Men samtidig var Flygtningenævnets begrundelse for at give mig opholdstilladelse en underkendelse af, at det er farligt for muslimer at konvertere til kristendommen i Iran. Heldigvis var det ikke bare mig imod systemet. Utrolig mange kristne i Danmark støttede mig.  

     I dag har Daniel arbejde og er godt i gang med at lære dansk. Et par måneder efter, at han havde fået asyl, blev han ansat som giv-et-år medarbejder på Mødestedet - Kirkernes indvandrerarbejde på Vesterbro, og gennem sin arbejdsplads fik han et værelse i et kristent bofællesskab sammen med tre danskere. Daniel har bred IT-erfaring fra Iran, hvor han blandt andet arbejdede med at installere internetforbindelse i landdistrikter. På Mødestedet installerer Daniel computere til brugerne, arrangerer filmaftener og deltager i besøgstjeneste og praktisk arbejde samtidig med, at han går på sprogskole.  

     - Jeg forsøger at vende tilbage til et normalt liv. Men det er en lang proces. Jeg har megen bagage med mig. I løbet af det sidste år har jeg forsøgt at åbne lidt af bagagen. Men der er meget, jeg ikke er færdig med.

     - Den lange ventetid har påvirket mig meget. Jeg er ikke den samme, som jeg var, da jeg først kom til Danmark. Jeg kom fra et normalt aktivt liv i Teheran, hvor jeg var næsten færdig med at læse til svagstrømsingeniør og samtidig arbejdede som IT manager. Dengang havde jeg meget mere energi. Jeg vidste meget mere. Da jeg kom til Danmark, var jeg pludselig ingenting. Jeg havde kun mig selv og min personlige historie. Fremtiden var væk. I tre år var jeg et nummer. Jeg havde ikke noget navn og ingen rettigheder. Hver dag stod jeg i kø for at få mad. Jeg bare ventede - først seks måneder i Sandholmlejren, så syv måneder på Center Avnstrup og endelig næsten to år på Center Kongelunden på Amager.

Sover dårligt    

Som mange andre flygtninge har Daniel stadig eftervirkninger af den lange ventetid i uvished, inden han fik asyl.

   - Jeg sover ikke så godt om natten. Jeg flygtede fra Iran, fordi jeg havde problemer. Men efter tre års passiv ventetid i Danmark havde jeg endnu større problemer. Fysisk var jeg på afstand af fængslet og torturen. Men det er meget mere end tortur at lade mennesker vente i uvished i tre år. En indsat i et fængsel ved, hvornår han bliver løsladt. En asylansøger har ikke nogen tidshorisont. Man ved ikke, om man nogen sinde kommer til at opleve frihed.

     - Den lange ventetid har påvirket min indlæringsevne. Det går langsomt med at lære dansk. Jeg føler mig dum, når jeg sidder i klassen. Det er, som om jeg har en masser huller i min hjerne. De danske ord falder ned i hullerne og forsvinder.

     Samtidig understreger Daniel, at han er taknemmelig for overhovedet at være i live.

     - Selvfølgelig er jeg glad og taknemmelig for, at jeg nu kan bo i Danmark. Gud hjalp mig. Fysisk har jeg ingen varige mén. Jeg er stadig ung og kan gøre mange ting. Men min krop og min hjerne er ikke samme sted. I dag er jeg ikke længere så ligevægtig, som jeg var i Iran. Jeg har forandret mig meget.

Et nyt hjem

Daniel fik kontakt med kirken i Danmark få måneder efter, at han var kommet hertil. På asylcentret så han en plakat for en gudstjeneste i København.

     - Jeg husker ikke ret meget fra gudstjenesten, men i kirken mødte jeg en dansk mand, der tog mig med ud på Mødestedet på Vesterbro. I Iran kom jeg fra et hjem. I Danmark følte jeg mig meget alene og ledte efter et nyt hjem. På Mødestedet lyttede de til mig. Her var åbne arme. De brugte mit navn, og når jeg havde brug for en skulder at græde ved, fandt jeg også det. Jeg begyndte at komme flere gange om ugen. Da de bad mig om at hjælpe med en persisk bibelgruppe, blev jeg meget glad. Det, jeg selv har opdaget om Gud, er som et lys, der har vist mig vejen. Nu vil jeg gerne vise andre det samme lys, som jeg har fundet i mit eget liv.

Døbt påskedag

På Mødestedet oplevede Daniel for første gang forståelse for, at han allerede i Iran havde besluttet, at han ville være kristen.

     - Jeg voksede op i en muslimsk familie i Teheran. En rigtig dejlig familie. Min far havde et godt job. Vi manglede ikke noget. Når jeg blev kristen, var det bestemt ikke for at få et bedre liv i Vesten. Da jeg begyndte at læse ved universitetet, lærte jeg nogle kristne armeniere at kende. Vi blev venner og tilbragte en masse tid sammen. Vi havde det rigtig sjovt. De inviterede mig til at læse i Bibelen om søndagen. Jeg havde fået koranundervisning, siden jeg var syv år, og havde senere studeret et år ved en islamisk teologisk skole. Jeg var ikke blind. Jeg tænkte, at det ville være let for mig at finde fejl i Bibelen, og så kunne jeg opfordre mine venner til at blive muslimer. Men det gik modsat!

     - Da jeg begyndte at sammenligne Bibelen og Koranen, var der meget, der tiltalte mig i Bibelen. I Koranen er Gud menneskets herre. I Bibelen må vi kalde Gud vores far. Det er noget helt andet. En far tilgiver sit barn. Jeg oplevede, at Gud også tilgav mig og støttede mig i mit liv.

     - Det tog mig næsten et år at nå frem til, at jeg ville være kristen. Det sværeste var omgivelsernes øjne. Jeg var nødt til at skjule min nye overbevisning. Jeg kunne ikke fortælle andre, hvad jeg havde oplevet.

     Efter et stykke tid fik Daniel problemer med myndighederne. De nærmere omstændigheder ønsker han ikke at komme ind på. Han fortæller, at han var fængslet i fire dage, indtil familien betalte for at få ham løsladt og finansierede hans flugt ud af landet.

     - I Danmark syntes de andre beboere på asylcentret, at det var mærkeligt, at jeg gik med et kors om halsen og havde et muslimsk navn. Det var først, da jeg kom ud på Mødestedet, at jeg kunne være mig selv og tale om min tro, fortæller Daniel, der blev døbt påskedag godt et år efter, at han var kommet til Danmark.

Kristent navn

Han har aldrig fortrudt, at han blev døbt, mens han var asylansøger, selv om dåben ville have gjort det endnu farligere for ham at vende tilbage til Iran, hvis han var blevet udvist.

     - I Iran var det umuligt for mig at blive døbt. Nu ville jeg ikke vente længere, siger den 27-årige iraner, der senere valgte at skifte sit muslimske navn ud med navnet Daniel.

     - Det er vigtigt for mig at have et kristent navn. Daniel er et almindeligt navn blandt kristne i Iran. Det er også almindeligt her i Danmark. Det er et godt navn til mig.

BMF