(Nyt på tværs 3 - 2016)

Den tunge gitterlåge glider langsomt op med en knirkende lyd, da det lykkes at få øjenkontakt med portvagten. På den anden side af det høje trådhegn tager den 38-årige iraner imod og viser vej til en af de lave gule barakker, der har været hans hjem siden april 2015. Saman Farnoud er uddannet ingeniør og har været politisk aktiv i hjemlandet. I 2013 flygtede han til Danmark fra storbyen Shiraz, men han fik afslag på asyl og bor nu på ubestemt tid på den tidligere kaserne i Sjælsmark ved Hørsholm, der fungerer som udrejsecenter for afviste asylansøgere. Han fortæller om sin lange rejse fra ateistisk politisk aktivist til kristen konvertit i ingenmandsland.

En flamme, der blafrer i vinden. Når som helst kan et vindstød blæse flammen ud. Så er kun mørket tilbage. Det er mit liv. I snart halvandet år har jeg boet på et udrejsecenter, hvor man ikke ved, hvad der sker i morgen. Her er ingen vej tilbage. Og ingen vej frem. Vi må ikke arbejde og ikke have praktik. Jeg er en af dem, der har boet her længst. Langsomt mister man evnen til at tænke og huske. Men jeg har ikke mistet håbet. Selv om jeg har fået afslag på asyl, har Gud en plan med mit liv. Det tror jeg stadig på.

Min rejse mod kristendommen begyndte allerede som teenager. Min generation voksede op under krigen mod Irak med bomber, ødelæggelser og konstante krigsreportager i fjernsynet. Bagefter kom alle spørgsmålene. Hvorfor skulle så mange teenagere dø i en meningsløs krig? Krigen hjalp os til at skelne mellem sandt og falsk. Når man har oplevet krig, har man ikke mange illusioner tilbage.

     Da jeg var 13 år, tog jeg bevidst afstand fra islam i tankegang og livsstil. I skolen var det obligatorisk at deltage i fællesbøn, men jeg protesterede og endte med at blive smidt ud af skolen. Jeg har altid været meget selvstændig. Jeg læste meget og kom med i en intellektuel gruppe af unge digtere og kunstnere. Vi var en generation, der gjorde oprør mod alt det, der var forbudt i et strengt religiøst samfund. Selv min far, der var meget åben og ikke særlig religiøs, havde svært ved at rumme mig.

     På det tidspunkt spillede religion ikke nogen rolle i mit liv. Jeg havde venner, der var kristne, muslimer, jøder og bahai-troende, men vi diskuterede ikke religion. Det var vores værdier, der bandt os sammen. Jeg havde læst bøger og set film om kristendommen, men for mig tilhørte kristendommen en anden tid og havde ikke noget at sige moderne veluddannede mennesker. Det samme gjaldt islam og alle andre religioner. Vi var moderne nihilister, der drømte om noget større og bedre. Efter gymnasiet læste jeg til ingeniør, og med årene fik jeg et godt job, lejlighed, bil og bankkonto. Jeg havde store drømme og var ikke bange for noget.

Mit arbejde som sikkerhedsinspektør på forskellige arbejdspladser åbnede mine øjne for mange ting i det iranske samfund. Jeg blev medlem af en gruppe, der arbejdede for menneskerettigheder og arbejderes ret til frie fagforeninger. På grund af mine holdninger og politiske aktiviteter blev jeg flere gange arresteret og fængslet. Det betød, at jeg blev sortlistet og mistede mit job. Det er en lang historie. Jeg elskede mit land og ønskede at blive og fortsætte kampen, men til sidst var det ikke længere muligt. Fra Tyrkiet kom jeg videre med båd til Grækenland og derfra op gennem Europa. Rejsen tog to måneder. At jeg endte i Danmark var en tilfældighed.

     Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg en dag ville søge asyl i et andet land. Som asylansøger er men reduceret til et nummer. Pludselig er man ingenting. Det var en meget ydmygende oplevelse, der fyldte mig med vrede og  frustration. Jeg var alene i Danmark og kendte ingen, men samtidig afviste jeg alle, der forsøgte at hjælpe mig.

     Efter nogle uger blev jeg overflyttet til et center i Jylland, hvor jeg boede i halvandet år. Her delte jeg værelse med to kristne iranere. De næste måneder flyttede flere iranere ind på centret. Vi blev hurtigt venner. Nogle var kristne, inden de forlod Iran. Andre ville gerne vide mere om kristendommen og opsøgte en kirke, hvor præsten begyndte at undervise dem på engelsk. Men ikke alle kunne forstå. Fordi jeg er god til engelsk, spurgte en af mine venner, om jeg ville hjælpe dem og oversætte til farsi. Jeg havde meget brug for at føle, at jeg gjorde nytte, så jeg sagde ja.

Det var første gang, jeg var inde i en kirke. I Iran kan man kun gå i kirke, hvis man er født kristen. Efterhånden opdagede jeg, at kristendommen er meget anderledes, end jeg troede. Jesus taler ikke om hævn, men om at vi skal elske vores næste. Det rummede for mig noget meget stort. Jeg begyndte at gå hen i kirken alene og sætte mig ind på en bænk. Somme tider kom organisten og øvede sig. Jeg sad og talte med Gud: ”Hvis du findes, Gud, så hjælp mig. Hjælp alle mennesker på jorden.” 

     Jeg oversatte på to dåbskurser, der hver strakte sig over flere måneder. Når mine venner efterfølgende blev døbt i kirken, kunne jeg se glæden deres øjne. "Hvad med dig?" spurgte de. Jeg kunne ikke ryste spørgsmålet af mig. Men var det virkelig en ny begyndelse eller bare et nyt bedrag? Hvorfor var der kun gamle mennesker i kirken? Hvis de kristne havde sandheden, hvorfor havde de så ikke givet den videre til deres børn og taget dem med i kirke? Selv om jeg havde mange spørgsmål, var det som om en indre stemme sagde, at dette også var for mig. På det tidspunkt havde jeg fået afslag på asyl. Men det var ikke derfor, at jeg blev døbt. Dåben var afslutningen på en lang proces, der startede mange år tidligere i Iran. I dag er jeg stadig på rejse ind i den kristne tro. Men nu ved jeg, at tro og tvivl ikke nødvendigvis er modsætninger. 

Kort tid efter at jeg var blevet døbt, blev jeg overflyttet til centret her. Nu bor jeg på et udrejsecenter. Fra en kirke henter de os to gange om ugen i privatbiler, så vi kan deltage i gudstjenesten og et særligt undervisningsprogram. Vi kan mærke, at de tænker på os i kirken og prøver at hjælpe.

     At komme i kirken hjælper mig ud af den bitterhed, der ødelægger indefra. I kristendommen har jeg fundet mig selv. Når jeg oversætter i kirken, går det begge veje. Jeg hjælper andre, og det hjælper mig at kunne hjælpe. Men jeg kender stadig ensomheden. Hverken kirken eller mine kristne venner kan ændre min situation. Det forventer jeg ikke.

På et udrejsecenter har man god tid til at tænke over sit liv. Det er som om jeg befinder mig i en lang tunnel. Vil jeg en dag se lys for enden af tunnellen? I en tunnel har man ikke noget perspektiv. Jeg føler mig som en fugl i et bur. Kommer jeg nogen sinde til at flyve igen? Jeg håber, at jeg en dag kan blive et nyttigt medlem af det danske samfund og berige Danmark. Med Guds hjælp.

2.787 iranere søgte asyl i Danmark i 2015

171 iranere fik asyl

Iranske statsborgere i Danmark: 7.970

Alle af iransk herkomst: 19.382