Afslag på asyl til konverteret iraner

(Nyt på tværs 1- 2015)

Mere end fire år er der gået, siden Alireza Taherkhani Siyadehi søgte politisk asyl i Danmark. I forbindelse med det omstridte iranske præsidentvalg i 2009 deltog han i protestdemonstrationer arrangeret af oppositionen og måtte efterfølgende flygte ud af landet. Siden har den 32-årige iranske tekniker boet på skiftende asylcentre i Jylland og på Sjælland. For to år siden blev han døbt i en folkekirke i København. Hvis de danske myndigheder sendte ham tilbage til Iran, ville han døbes forinden. For en tidligere muslim var den kristne dåb ikke en mulighed i hjemlandet.

- Jeg blev døbt, fordi jeg tror på Jesus og vil følge ham. Sådan er det. Jeg har ikke skiftet tro for at få asyl. Min asylsag er politisk. Jeg ville ikke blande religion og politik. Men hvis jeg skulle sendes tilbage til Iran, ville jeg døbes i Danmark. I Iran kan man ikke skifte religion, hvis man er født som muslim. Det er der dødsstraf for, fortæller Alireza Taherkhani Siyadehi, der fik endeligt afslag på asyl sidste år og nu afventer svar på en anmodning om genoptagelse af sagen. Foreløbig har han ventet i syv måneder. Det seneste afslag begrundes blandt andet med, at hans konvertering ikke betragtes som troværdig.   

Muslimsk familie

Den 32-årige iraner voksede op i Teheran i en familie på fem, hvor faren arbejdede i militæret.   

     - Som alle andre familier var vi muslimer. Men mine forældre sagde ikke, at vi skulle gå i moskéen. Min far og mine søstre kom der aldrig. Min mor kom nogle få gange. Derhjemme talte vi ikke om religion.

     - I skolen lærte vi, at islam er den bedste religion. Vi kendte ikke andre religioner. I gymnasiet lærte vi mere om vores religion. Men jeg kunne ikke acceptere det, jeg lærte. Der var noget, som ikke var rigtigt. For eksempel gav religionen ikke kvinder de samme rettigheder som mænd. Jeg begyndte at tvivle. Men jeg kunne ikke sige noget til nogen. Det var alt for farligt, forklarer Alireza. 

     Efter gymnasiet skulle han aftjene sin værnepligt. Det blev til næsten to år ved militæret, hvor det var et krav, at alle gik i moskéen.

     - Soldater bestemmer ikke selv. Men jeg ved, at mange havde det ligesom mig og ikke troede på religionen. Da jeg senere fik arbejde som kvalitetskontrollør på en våbenfabrik, havde vi heller ikke noget valg. Alle skulle deltage i religionen. I fem år lod jeg, som om jeg troede på religionen. Ellers ville min familie få store problemer.   

Deltog i demonstrationer

Alireza havde ikke tidligere været politisk aktiv. Men efter det omstridte iranske præsidentvalg i 2009 deltog han i de omfattende protestdemonstrationer arrangeret af oppositionen.

     - Vi var mange, der ikke troede på præsidenten. Vi ønskede mere demokrati og fokus på menneskerettigheder. Men efterfølgende fik vi problemer. Der skete mange ting. Jeg mistede mit arbejde og blev anklaget for at være spion, fordi jeg havde et ekstra job, hvor jeg arbejdede for en privat udgiver som korrekturlæser på et tidsskrift om sundhed.

     - Min familie betalte penge, så jeg kunne komme ud af landet. Først boede jeg to måneder hos en tante, inden jeg kom over grænsen til Tyrkiet. Herfra kom jeg  til Grækenland og videre op gennem Europa i en bil. En dag blev jeg sat af på en gade i Kolding. Jeg fik at vide, at jeg skulle blive stående og vente. Så ville en mand komme og hente mig. Men ingen kom.  Det var først i januar. Det sneede og var meget koldt. Jeg frøs. Jeg var alene og bange og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Til sidst spurgte jeg om vej til en politistation. Jeg fortalte politiet, at jeg søgte asyl. Betjentene var meget venlige og gav mig en togbillet til Sandholmlejren nord for København. Fire dage senere blev jeg flyttet til et andet center, hvor jeg boede de næste måneder.        

Inviteret i kirke

Kort tid efter fik Alireza besked om, at hans far var dræbt i en bilulykke i Iran.

     - Det var meget svært for mig. På centret var der en iraner, der kunne se, at jeg var ked af det. Han støttede mig meget, og en dag inviterede han mig med i en iransk kirke. Det vil hjælpe dig, sagde han. I kirken kunne jeg mærke de kristnes kærlighed. De havde virkelig omsorg for hinanden. Jeg bad om en bibel og begyndte at læse.        

     - I Iran havde jeg nogle armenske venner, der var kristne. De var meget gode mennesker. I mit land er det tilladt for armeniere at have den kristne tro. Somme tider talte vi om kristendommen. Så fortalte de om Jesus. Da jeg kom til Danmark, vidste jeg allerede noget om Jesus.  

     Efter seks måneder blev Alireza overflyttet til et center i Østjylland, hvor han tilbragte de næste tre år.

     - På centret var der en anden iraner, der var kristen. En søndag gik vi hen i den nærmeste kirke. Der var kun danskere i kirken. Vi forstod ikke noget, og ingen talte med os. Senere hørte vi om en kirke i Kolding, hvor de holdt internationale gudstjenester en gang om måneden. Det var helt anderledes. Der var folk fra mange forskellige lande. Allerede den første søndag kom flere hen til mig og spurgte til mig. Næste gang huskede de mit navn. Det gav mig en varm følelse indeni.

     - Jeg kom også med i en bibelgruppe, hvor lederen inviterede os til at holde jul sammen med hans familie. De var meget dejlige og glade mennesker. I deres hjem fik jeg den samme følelse, som når jeg var sammen med min egen familie, husker Alireza.          

Døbt i folkekirken

Det næste år kom han i kirken så ofte som muligt. Han læste meget i Bibelen og fulgte bibelundervisning på farsi i en Skype gruppe. I 2013 blev han døbt i en folkekirke sammen med fire andre iranere.

     - I mange år havde jeg været alene med mine tanker. I mit hjerte havde jeg for længst forladt islam. Nu ønskede jeg at følge Jesus. Selv om det var farligt for mig at blive døbt, vidste jeg, at det var den rette vej.   

     - På asylcentret var der nogle, der ikke kunne lide, at vi havde skiftet religion. Somme tider truede de os. Det var meget ubehageligt. Når personalet gik hjem om eftermiddagen, følte vi os ofte utrygge. Heldigvis har jeg også gode muslimske venner, der ikke har problemer med, at jeg i dag er kristen.

Til Stevns

I efteråret måtte Alireza sige farvel til venner og kirken i det østjyske, da hans asylcenter med kort varsel blev omdannet til børnecenter og beboerne overflyttet til andre centre. Alireza endte på Stevns.  

     - Det var som at få alle mine rødder skåret over. I kirken havde jeg fundet en ny familie. Nu mistede jeg det hele. På det nye center var der ingen, der kendte mig. Jeg skulle starte helt forfra. Heldigvis er der ingen her, der har problemer med, at jeg er blevet kristen. Her er jeg ikke bange. 

     Men dagene er lange for den iranske asylsøger. Efter det seneste afslag er Alireza i den såkaldte udsendelsesfase. Det betyder, at han hverken kan deltage i danskundervisning, VUC-kurser eller praktik uden for centret. 

     - Politiet siger, at jeg skal rejse. Tre gange har jeg været til samtale. Men hvor skal jeg rejse hen, spørger Alireza opgivende. 

     Hvis han får opholdstilladelse, står et bibelskoleophold højt på ønskesedlen.

     - Jeg vil gerne lære mere om Jesus og min kristne tro. Jeg er stadig ny i min tro og har brug for at forstå mere. Og så vil jeg have en uddannelse. Jeg taler allerede noget dansk. Jeg er meget interesseret i tekniske fag og vil gerne uddanne mig til elektroingeniør, så jeg kan gøre nytte i Danmark. 

     - Jeg har ventet i fire år uden at kunne leve et normalt liv. Somme tider er jeg ved at give op. Alt er mørkt. Det værste er savnet af familien. Måske ser jeg dem aldrig igen. Men når jeg går i kirke, får jeg det bedre. Her møder jeg mennesker, der har kærlighed i deres hjerte. I kirken får jeg håb. Jeg tror på, at Gud vil hjælpe mig. Gud kan forandre alt.

BMF