Integrationspris til tidligere krigsflygtning fra Burundi

(Nyt på tværs 2-2012)

I marts modtog social- og sundhedshjælper Christine Munezero Tværkulturelt Centers integrationspris Årets Krus - Årets Knus 2012. Prisen blev overrakt i København af tidligere overrabbiner Bent Melchior, der begrundede prisen med, at Christine Munezero trods en fortid som flygtning fra en brutal borgerkrig ikke er bitter men har formået at skabe et indholdsrigt liv i Danmark til glæde og gavn for andre. Hermed er hun et eksempel til efterfølgelse. Her fortæller årets prismodtager om sin lange rejse fra en tryg barndom i det østafrikanske land Burundi til hverdagen som hjemmehjælper i Aalborg og leder af et afrikansk menighedsfællesskab.

Christine Munezero har bevidst valgt ikke at give fortiden lov til at overskygge fremtiden. Som flygtning fra en af de blodigste konflikter i det 20. århundrede kender den 45-årige afrikanske kvinde både krigens grusomhed og tilgivelsens nødvendighed. At hun i dag er kommet videre betragter hun ikke som nogen selvfølge. For nok er tilgivelse en viljesbeslutning, men det er også en gave, understreger hun.

     - Tilgivelse handler ikke om at forsøge at glemme, men om stille at lukke en dør bag sig og vove at gå ind gennem en ny dør. Jeg bad tidligt Gud om at give mig et hjerte, der kan tilgive. Man skal ikke blive i krigsoplevelserne. Det, der skete dengang, hjælper mig ikke i dag.

Tryg barndom

Den kristne tro har altid været det faste ankerpunkt i Christine Munezeros liv. Hun tænker med taknemmelighed tilbage på barndomsårene i en varm og livsglad familie i hovedstaden Bujumbura, hvor hendes far var ulønnet diakon i den anglikanske kirke.    

     - Mine forældre var herlige mennesker. Der var altid masser af liv, glæde og fællesskab i vores hjem. Vi boede i et stort hus inde i byen. Folk kom og gik. Jeg var den ældste af syv søskende. Min far havde et firma, der fremstillede fliser, og min mor arbejdede som socialrådgiver. Vi manglede ikke noget.

     - Vi børn lærte tidligt at se Gud i vores liv. Jeg kan ikke huske en søndag, hvor vi ikke gik i kirke. Til de store højtider som jul og påske gik vi til gudstjeneste i domkirken. Kirken var helt fuld, og folk stod udenfor.  

     Men en junidag i 1985 brød barndommens trygge verden sammen. Faren døde uventet af en blodprop, og ni måneder senere døde også moren af en kræftsygdom. Christine var 18 år og stod pludselig med ansvaret for seks yngre søskende. Den yngste var kun tre år.

   - Jeg kan huske, at jeg råbte højt til Gud under min mors begravelse: "Gud, hvad skal der ske med os?" Og så svarede ærkebiskoppen, der ledte gudstjenesten: ”Jeg bliver jeres far. Jeg vil forsørge jer.” Alle hørte det. Menigheden klappede – midt under begravelsen! Og sådan blev det. Ærkebiskoppen sørgede for, at vi kunne blive boende i vores hus, og hver måned sendte han penge og sække med ris, bønner og sukker.

Borgerkrigen

At en højt placeret kirkens mand tog ansvar for de forældreløse børn glemmer Christine Munezero aldrig. Oplevelsen gav hende en grundlæggende erfaring af at være i gode hænder – en tryghed, som hun fik god brug for senere i livet under den langstrakte borgerkrig, der startede i 1987 og kulminerede i 1993. På det tidspunkt var Christine blevet gift med sin mand Augustin Ntunungu, og parret havde fået en lille datter.

     - Det var meget svære år. Det var meget slemt. Min mand og jeg mistede mange familiemedlemmer. Jeg var med til at uddele nødhjælp til de mange flygtninge, der søgte til hovedstaden. Vi gik ind i deres telte og gav dem mad og tøj. Senere arbejdede jeg blandt forældreløse gadebørn.

     - I efteråret 2000 var jeg næsten færdig med en diakonuddannelse i kirken. Men pludselig blev det meget farligt for os. Med kort varsel var jeg nødt til at forlade landet og efterlade vores datter hos en anden familie. Venner hjalp med at skaffe falske papirer. Jeg vidste kun, at jeg var på vej til Europa – ikke hvilket land. Jeg forlod alt. Mand, barn, familie, hus og job. Alt var kaos inde i mit hoved.

     - At komme til et andet land som flygtning var meget mærkeligt. Det plejede jo at være mig, der hjalp flygtninge. Pludselig stod jeg selv der og havde absolut ingenting. Jeg husker, at jeg græd meget den første tid. Nu forstod jeg, hvordan det føles at være flygtning.

     Der gik 15 måneder, inden Christine Munezero i januar 2002 fik asyl og blev boligplaceret i Aalborg.

   - Sammenlignet med mange andre var jeg heldig, fordi jeg slap for angsten i ventetiden. Jeg var ikke bange for at få afslag. Jeg var hele tiden tryg ved, at Gud ville sørge for mig. Jeg nåede også at få permanent opholdstilladelse efter fire år og statsborgerskab efter syv år, inden loven blev ændret.

Genforenet med familien

De første år efter flugten havde Christine ikke kontakt med sin mand. Først i 2003 blev parret genforenet i Danmark gennem det internationale Røde Kors, og tre år senere fulgte datteren Bernice Niyonkuru efter.

     - Efter seks års adskillelse skulle vi til at lære hinanden at kende igen. Jeg takker hver dag Gud for, at hun klarede det. Hendes navn Niyonkuru betyder "Gud er stor". I dag er hun en skøn pige på 21 år og min bedste veninde. Somme tider glemmer jeg næsten, at hun er min datter!

     Samme år blev Christine Munezero færdig med en uddannelse som social- og sundhedshjælper. Siden har hun arbejdet i hjemmeplejen.

     - Jeg er meget glad for mit arbejde. I begyndelsen var der nogle af de ældre, der kiggede på mig og sagde: Hvor er du sort! Men nu har vi det bare godt sammen. Når jeg bader de ældre, synger jeg for dem og gør det hyggeligt. Vi griner meget, siger hun og fortæller, at nogle af de ældre kun vil i bad, når det er hende, der kommer.

Præst på besøg

Det var som asylansøger i Sønderjylland, at hun første gang fik kontakt med en kirke i Danmark.

     - På centret gik jeg rundt og spurgte, om der var andre kristne, så vi kunne bede sammen. En dag kom en præst fra Aabenraa på besøg. Jeg blev meget glad, for jeg havde ikke mødt kristne danskere før. Da vi blev flyttet til et center i Stoholm, skrev kirken til den lokale præst, der kom og besøgte os. Vi fik også besøg af en tidligere missionær fra Baptistkirken, der havde arbejdet i Burundi. Da vi senere blev overflyttet til et center i Aalborg, havde en præst fra Bethaniakirken hørt om os og kom og hentede os til internationale gudstjenester. Her blev vi mødt med en utrolig omsorg. Kirken blev som vores hjem. Gennem kirken fik jeg hurtigt danske venner, der hjalp mig med at lære dansk. Jeg fik også en dansk far og mor. Da jeg på et tidspunkt var indlagt på hospitalet i to uger, kom de og besøgte mig hver aften. Mødet med menigheden her er den største gode oplevelse, jeg har haft i Danmark, siger Christine Munezero, der senere kom med i menighedsrådet og stadig er med til at arrangere månedlige internationale food parties.  

Afrikansk fællesskab

For ni år siden begyndte Christine Munezero at samle østafrikanere til bøn på fransk og kirundi/kinyarwanda, der tales i Burundi og Rwanda. Gruppen voksede til et afrikansk fællesskab, der fortsat mødes to gange om måneden - ofte med deltagelse af afrikanere fra andre byer.

   - Vi vil ikke lave vores egen menighed. Vi har brug for danskerne – og de har brug for os. Derfor kommer mange af os også til de danske gudstjenester. Men som afrikanere har vi behov for at være sammen og bede og lovsynge på vores måde. Der er stor forskel på, hvordan danskere og afrikanere beder. Afrikanere er varme udenpå. I dag kan jeg mærke, at danskere er varme indeni, men det ved man ikke, hvis man ikke kender hinanden. Mange afrikanere er ensomme i Danmark. Som afrikanere forstår vi hinanden og kan støtte hinanden. Vi har jo oplevet meget af det samme.

     - Livet handler om at være der for andre. Hvis vi ikke deler med hinanden, bliver livet meningsløst. Når man deler, bliver man selv stærk. Jeg har fået alt, hvad jeg kunne ønske mig her i livet. Nu vil jeg gerne give mest muligt videre.

BMF